Lige fra hjertet: En uventet arv fra min bror

Jeg boede alene og havde netop sat mig med min sædvanlige kop te, da jeg fik en notifikation om, at jeg havde modtaget en mail. Det var fra et herberg i København og om min bror. Min lillebror, som jeg ikke havde set i mange år. De skrev, at han var død.

Jeg begyndte med det samme at ryste på hænderne og måtte sætte min te fra mig og gribe om bordkanten, mens jeg langsomt læste mailen igen.

Jo, den var god nok. Min bror var død, og han havde åbenbart efterladt en seddel med mine oplysninger, fordi han ønskede mig som arving til nogle af hans personlige ejendele.

Slog hånden af familien

Det var efterhånden mange år siden, jeg havde set min bror. Det var ikke mit ønske, at det skulle være sådan, men min bror havde ikke haft det nemt.

Noget gik galt for ham et sted i livet. Han fik aldrig rigtig fat på arbejdsmarkedet, han begyndte at drikke for meget, og det ene tog det andet.

Han endte med at miste sit hjem, og da det kom helt derud, hvor han boede på et herberg for hjemløse mænd, slog han hånden af familien.

Der havde været en kvinde engang og et barn, min niece Emilie, men det var mange, mange år siden, og de forsvandt ud af familien, da min bror tabte det hele på gulvet.

Jeg sov ikke meget den nat. Jeg var ked af, at min brors liv var gået skævt, og at det nu var helt slut. Jeg tænkte på ham som den lyshårede, søde dreng, han var engang, og jeg kom i tvivl. Havde jeg gjort nok for at hjælpe ham?

Tankerne kredsede også om Emilie og hendes mor. Hun var vel omkring 10 år, da jeg så hende sidst. Nu måtte hun være sidst i 20’erne. Hvordan mon det var gået hende og hendes mor?

Det var underligt på arbejdet næste dag. Jeg følte mig trist og tung og kunne ikke koncentrere mig om nogle af mine sædvanlige opgaver.

Da jeg kom hjem, ringede jeg til herberget og spurgte, om jeg måtte hente de ejendele, min bror åbenbart havde efterladt til mig.

Håb om genforening

Det var sådan set et rent og pænt sted, det herberg, men upersonligt. Beboerne lugtede heller ikke særlig godt, da jeg kom for tæt på nogle af dem på vej til min brors værelse, hvor en af pædagogerne viste mig vej.

En seng, et bord med én stol, et gammelt tv skruet fast i væggen, et skab, en vask og et spejl. Det var det.

Pædagogen fortalte mig, at min bror havde holdt sig clean i et par uger, og at det var derfor, han boede der. Hans håb var at blive forenet med sin familie igen, sagde pædagogen, og så græd jeg lidt, før vi kunne tale videre. Til sidst viste hun mig de ting, der var til mig.

Et brev i en konvolut og en slidt kæde med min brors stjernetegn og et lille kors. Kæden var en gave, han havde fået af mig, da han blev konfirmeret. Da jeg så, han havde gemt det i alle de år, græd jeg igen.

Der var også et gammelt, sammenrullet pladecover med ”Led Zeppelin”, som var et band, vi sammen havde elsket, særligt nummeret ”Stairway to heaven”.

Med rystende hænder

Da jeg kom hjem igen, tog jeg mod til mig og læste brevet i konvolutten. Der stod ikke meget. Det var tydeligt, at det var skrevet med en rystende hånd. Min bror måtte have været afkræftet til sidst.

Han skrev, at han var ked af, at han havde undgået sin familie i så mange år, at han savnede og elskede os, og at hans største ønske var, at jeg ville være noget for hans datter, som han ikke selv havde kunnet være.

Jeg sank en gang. Jeg havde dårlig samvittighed, både over for min bror, som jeg ikke havde haft kontakt til så længe, men også over for min lille niece, Emilie. Eller nu var hun jo så voksen.

Jeg huskede hende som lille. En sød, men stille pige og lyshåret som min bror. Ligesom ham tegnede og malede hun. Hun spillede også på instrumenter.

Det måtte have været hårdt for hende at se sin far gå til grunde. Skulle jeg have prøvet hårdere på at holde kontakten med hende og hendes mor?

Flyvsk og gådefuld

Næste dag fandt jeg det pladecover, min bror havde gemt til mig, frem. Efter lidt tid fandt det sin plads i køkkenvinduet skråt bag en krukke med persille. På den måde var det helt synligt fra nogle vinkler, men let dækket af det grønne fra andre.

Sådan kunne jeg lide det. Det passede både til min flyvske, gådefulde bror og til musikken på pladen. Jeg fandt den via musikappen på min telefon og lyttede til den, mens jeg smurte et par madder til aftensmad.

Musik fra en app bliver aldrig den samme autentiske og varme lyd som fra en plade, og jeg græd lidt med hovedet mod køleskabslågen, da jeg tænkte på alle de minder, min bror og jeg havde med den plade.

Bagefter gik jeg på de sociale medier. Her søgte jeg efter Emilies mor, men fandt i stedet Emilie.

Inden jeg fik tænkt mig om, havde jeg skrevet til hende, at jeg var hendes faster, og at jeg var så ked af at høre, at hendes far var død, og at jeg var ked af, at vi ikke havde haft kontakt med hinanden i alle de år.

Med en ubehagelig nervøsitet flagrende rundt i svælget lagde jeg telefonen fra mig. Jeg skulle ikke have skrevet til hende. Hvad skulle hun bruge det til nu efter alle de år?

Mødet med Emilie

Da jeg vågnede næste morgen, lå der en besked fra hende. Hun var glad for at høre fra mig. Min bror skulle begraves den kommende søndag, og hun ville meget gerne mødes med mig. Kunne jeg mon i dag?

Om eftermiddagen hentede jeg Emilie på stationen. Hun var blevet en køn, voksen kvinde, og jeg ville gerne have krammet hende, men hun rakte i stedet hånden frem mod mig.

Mens vi spadserede hjem til mig, talte vi om løst og fast. Hendes mor var død for et par år siden, og Emilie havde ingen kæreste, så de seneste par år havde hun taget vagter juleaften og andre helligdage, som kollegerne gerne ville have fri på.

Det gjorde mig ked af det, at hun var så alene, og jeg fik igen forfærdeligt dårlig samvittighed.

Da vi havde fået bænket os i køkkenet med te og franskbrød, begyndte hun at tale om min brors begravelse. Var der nogle salmer, jeg gerne ville vælge? Jeg kunne ikke komme i tanke om en eneste salme, men så fik jeg øje på pladecoveret i køkkenvinduet.

”Stairway to heaven”, som vi sammen havde elsket, dén ville jeg gerne spille i kirken for min bror, hvis de ville lade mig. Emilie nikkede med våde øjne. Hun kendte også den sang og forbandt den med sin far.

Jeg spurgte, hvilke andre minder hun havde om ham, og så begyndte hun at fortælle. Om eftermiddage med blyanter og maling, skulder ved skulder, om aftener med råb og skramlen fra flasker i køkkenet, om morgener og formiddage, hvor han lå på sofaen, sprutstinkende og ikke var til at komme i kontakt med.

Og så om dengang hendes mor fandt ham på badeværelsesgulvet efter en overdosis, da han var gået fra alkohol til hårdere stimulanser.

Gensynet på gaden

Efter den dag så hun ham kun to gange mere, hvor han grædende stod ved deres dør og ville lukkes ind. Måneden efter var de flyttet, og han fandt dem ikke igen.

Jeg rakte hånden over bordet og tog om Emilies hånd. Hun så op, mødte mit blik og fortalte så, at hun havde savnet sin far i alle de år, og at hun én gang som voksen havde set ham på gaden.

Hun var ikke gået hen til ham, og det skammede hun sig over, men hendes mor havde bagefter sagt, at det var godt, hun lod være. Min bror havde selv kuldsejlet sit liv. Han skulle ikke trække sin familie med ned.

Jeg nikkede langsomt. Jeg var jo på mange måder enig med min afdøde svigerinde, som jeg ikke havde set i mange år, men jeg savnede også den bror, jeg havde engang, og jeg havde følt mig ensom igennem årene, da hans gren af familien blev skåret af.

Da besluttede jeg at forære Emilie den halskæde, jeg engang havde foræret min bror. Hun blev meget, meget glad for kæden med det lille kors og sin fars stjernetegn.

Det rørte hende, at han havde båret den ved halsgruben, siden han var en stor dreng og frem til nu, og hun tog den straks på.

Side om side

Da jeg fulgte Emilie til det sidste tog, fik jeg sagt til hende, at jeg havde dårlig samvittighed, og at jeg gerne ville give hende en kæmpe undskyldning for, at jeg ikke havde været der for hende som faster i så mange år.

Så trådte hun et skridt nærmere og gav mig et stort kram. Jeg holdt hende tæt ind til mig og strøg hende over det lyse hår, der lignede min brors, inden hun steg på toget.

Selv om man måske ikke kan glæde sig til en begravelse, følte jeg fred med, at hans elskede datter og jeg skulle sende ham smukt ud af livet om søndagen med noget af den musik, han elskede allermest, side om side med hinanden og med løftet om fremover at være en væsentlig del af hinandens liv og familier.