Mine bonusbørn har vendt mig ryggen efter skilsmissen

Jeg går omkring og er så sorgfuld og måske også skamfuld, fordi det her er svært at nævne for nogen.

For nogle år siden blev jeg skilt fra den mand, jeg var sammen med i over 20 år. Vi har to børn sammen, og han medbragte to bonusbørn, som jeg altså også har kendt i over 20 år. Jeg synes, jeg tog imod dem, som om det var mine egne børn. Jeg forsøgte i hvert fald.

Jeg fordelte sol og vind lige mellem mine biologiske børn og mine bonusbørn, og jeg tror endda, at jeg en gang imellem satte bonusbørnene først, bare fordi der ikke skulle komme nogen og sige, at jeg ikke prioriterede dem.

Jeg synes, vores forhold har været tæt og godt, og for at være ærlig har der været en del arbejde i at have fire børn, og to af dem havde jeg så altså ikke engang selv født. Der er meget tøjvask, mange lektier, meget mad og mange ting, der skal gøres med fire unger. De har også altid været med på ferier, selv om jeg – indrømmet – somme tider længtes efter en ferie med min mand og bare vores egne biologiske børn.

Nu er de voksne alle sammen, og jeg er altså blevet skilt fra deres far, og nu sidder jeg her tilbage med en fornemmelse af, at det hele var ligegyldigt.

Mine bonusbørn har vendt mig ryggen, og de ringer aldrig eller kommer forbi. De ser deres far, men jeg er helt ligegyldig for dem. Det sårer mig simpelthen så meget.

Hvor forsvandt det hele hen? Er jeg bare luft for dem nu? Så kunne jeg jo have prioriteret anderledes og valgt anderledes for mine biologiske børn og forkælet dem mere, men der blev altid delt mellem fire og ikke mellem to.

Hvor går jeg hen med min bitterhed og min sorg? Jeg ved, det er uklædeligt at føle sådan, men jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op.

Hvis vi kun havde følelser, der klædte os, var verden nok lettere at være i, men sådan er virkeligheden ikke.

En del af det at være menneske er også at ramle ind i de følelser, som er svære at tackle og svære at bære.

Jeg forstår dig 100 procent. Jeg er selv bonusmor og ved, hvor mange kræfter man lægger i den opgave. Det er måske sådan, at ganske som du selv mærker en lille fornemmelsen af at være tættere med dine biologiske børn, samme følelse har dine bonusbørn nok også i forhold til at være lidt tættere med deres biologiske forældre. Jeg siger ikke, at det altid er sådan, men i nogle tilfælde er det. Så nu hvor bruddet mellem deres far og dig er en realitet, prioriterer de deres far og måske også deres biologiske mor (hvis de har sådan en).

Jeg kan ikke rigtig komme med en løsning. Man kan ikke tvinge andre til at føle noget, de ikke føler, og hvis dine bonusbørn ikke føler et savn eller et tilhørsforhold til dig, er det svært at mase det ned over dem. Det er helt utrolig barskt at skulle erkende.

Jeg er sikker på, at du har været vigtig og tryg for dem, da de var børn, og at din storeindsats har hjulpet dem godt på vej. Du har bestemt ikke været ligegyldig i deres opvækst, men nu hvor de er voksne, går de altså andre veje.

Der er jo den mulighed, at du fortæller dem, at du savner dem. At du rækker ud og forsøger at få forholdet op på skinner. Det vil nok være dig, der skal være primus motor i det projekt, men hvis du virkelig gerne vil bevare kontakten med dem, er det på med arbejdshandskerne. Hvem ved, om de måske er i tvivl, om du fortsat vil se dem? Stik en finger i jorden, og se hvordan det bliver modtaget. Hvis de ikke lægger kræfter i jeres forhold, selv om du rækker ud, må du sende dem ud i livet med ønsker om lys og lykke. Der er ikke andet at gøre.

Bitterhed kan du ikke bruge til noget. Sorgen over at miste er noget andet. Den skal bearbejdes, og selv om du synes, det er svært at tale om, så gør det alligevel. Der er mange flere, end du tror, der står i samme situation som dig.

Tak for at bringe et vigtigt emne på banen.