Lige fra hjertet: Han var fuld af tomme løfter

Jeg var fraskilt og alene med mine to halvvoksne døtre på 17 og 19 år, som stadig begge var hjemmeboende. Desuden håbede jeg, at jeg en dag ville møde en mand, som også havde lyst til at nyde resten af sit liv sammen med mig.

Ledige mænd var der dog ikke mange af på min arbejdsplads i en privat virksomhed, hvor jeg igennem mange år havde været ansat som kontorassistent.

Da jeg sammen med mine søde kolleger skulle på et internatkursus, havde jeg ikke forestillet mig, at en af underviserne på kurset snart ville vende op og ned på mit liv.

For selv om Birger, der var en levende, gråsprængt og velholdt mand, både var humoristisk, veltalende, klog, udadvendt og karismatisk, bar han en vielsesring.

Så på trods af at han blev min bordherre under middagen, hvor han viste mig mere end almindelig personlig interesse, nød jeg bare at være i hans charmerende selskab den ene aften.

Et par dage efter ringede han imidlertid til mig under påskud af noget arbejdsrelateret i forbindelse med kurset.

Det endte dog med, at vi faldt i en mere privat snak, hvor han fortalte, at han boede i København, men ofte, i forbindelse med sit arbejde, kom til den landsdel, hvor jeg boede.

Da han spurgte, om han næste gang måtte invitere mig ud på en middag, mindede jeg ham om, at han var gift, og at jeg derfor ikke havde nogen interesse i ham på den måde.

Herefter tog han en dyb indånding og betroede mig, at han og hans kone for længst var vokset fra hinanden, og at det kun var af ren magelighed fra deres begges side, at de endnu ikke havde fået underskrevet skilsmissepapirerne.

Det var den eneste grund til, jeg lod mig overtale til at mødes med ham igen. Snart viste det sig, at Birger virkelig var oprigtigt interesseret i at indlede et seriøst forhold med mig.

Et fælles hjem

I løbet af det næste halve år overnattede han ofte hjemme hos mig, og han kom i den forbindelse også til at lære mine piger at kende. Heldigvis kunne de vældig godt lide ham.

Når skilsmissen stadig lod vente på sig, var det, fordi hans kone havde alt for travlt med at hjælpe sin mor med at flytte og falde til på et plejehjem.

Da der var gået et år, var jeg efterhånden blevet noget mere utålmodig.

Birger lovede, at han nu ville lægge kortene på bordet, men forinden ville han have mig til at tage stilling til vores fremtid. Han havde sin faste base i København, som han nødig ville opgive.

Eftersom begge mine piger var på vej til at læse i hovedstaden, hvor jeg nemt kunne finde et nyt arbejde, ofrede jeg gerne hus og have for at flytte derover sammen med ham.

Mens vi begyndte at lede efter lejligheder, beklagede han sig over, at han følte sig energiforladt.

Ligesådan havde han svært ved at overskue rækkefølgen. Inden vi kunne underskrive en lejekontrakt, skulle jeg jo have solgt mit hus samt finde et nyt arbejde.

I øvrigt skulle han selv have taget snakken med sin kone om hvordan og hvorledes, når han flyttede fra hende og deres fælles ejerbolig.

Efter vi havde haft endnu en diskussion om logistikken, satte jeg hårdt mod hårdt. Før jeg begyndte at rykke hele mit liv op, skulle han fortælle sin kone, at han gik fra hende.

Det lovede han. Samtidig så han virkelig træt ud med tunge, grønlige poser under øjnene og et gråt skær i ansigtet.

Desperat efter livstegn

Næste gang, han ringede til mig, var det for at sige, at hans kone også havde vredet armen om på ryggen af ham og bedt ham gå til sin læge. Herfra blev han sendt videre til en række undersøgelser.

– Jeg håber, du forstår, hvorfor jeg ikke kan overskue at bryde hele mit liv op, så længe jeg ikke ved, hvad der er galt, hviskede han i mobilen hjemme fra sig selv.

Da han gav mig beskeden om, at han havde kræft, sad jeg alene derhjemme. Jeg var helt knust ved tanken om, at han var blevet ramt af en livstruende sygdom.

Selv om lægerne beroligede ham med, at der var behandlingsmuligheder og gode procenter for, at han ville overleve, kunne han ikke overskue at lade sig skille fra sin kone.

Lige nu var det vigtigste, at hele hans familie stod sammen med ham om det her, mens han bad mig være tålmodig.

Det føltes helt forkert, at han bad mig støtte ham ved at lade mit eget liv stå på standby, men jeg følte samtidig ikke, at jeg havde andet valg.

Jeg levede kun for at høre det næste livstegn fra ham.

Dem blev der færre og færre af i løbet af det år, hvor han tog det lange, seje træk for at blive rask.

Genfunden gnist

Da vi endelig mødtes igen, ville han fejre, at han var kommet ud på den anden side med en flaske champagne hjemme hos mig.

Håret var allerede så småt vokset ud igen, og kuløren var kommet tilbage i hans kinder.

Ligesådan havde hans kone sørget for, at han undervejs i sygdomsforløbet holdt sig i form med motion, sund kost og vitamintilskud.

De havde haft tid til at have mange, dybe snakke om deres lange liv sammen, som havde bragt dem tættere på hinanden igen.

Imens han fortalte alt det, sad jeg og forberedte mig selv på, at han nu ville forlade mig.

Men i stedet løftede Birger sit glas for at skåle på, at han nu kunne være sammen med mig igen.

Jeg blev noget forvirret. For hvad var det, han nu virkelig var nået frem til, at han ville med sit liv?

Da jeg gik ham på klingen, lød svaret, at han bare ville genoptage vores forhold, mens han samtidig blev i sit ægteskab.

– Og hvad siger din kone til det? spurgte jeg lamslået.

– Det har jeg ikke spurgt hende om, smilede Birger og ville klinke glas.

Først dér gik det op for mig, at han heller ikke før sin sygdom oprigtigt havde haft noget reelt ønske om at ændre på sit eget liv.

Han havde i stedet bare holdt mig hen med tomme løfter og luftkasteller om den fremtid, jeg selv drømte om at få sammen med ham.

Den nye kvinde

Det var sidste gang, jeg så Birger. Jeg bad ham om ikke at spilde mere af mit liv og sagde, at jeg ønskede for hans kone, at hun var mere tilfreds med det liv, de havde sammen, end han åbenbart selv var.

For mit eget vedkommende kunne jeg i hvert fald aldrig stille mig tilfreds med det, han tilbød mig.

Det er i dag fire år siden. Selv om jeg aldrig siden har haft kontakt med Birger, ved jeg, at han stadig lever i bedste velgående.

Ligesom så mange andre er han på Facebook, og af hans profil fremgår det, at han for nylig er flyttet sammen med en yngre kvinde. Man kan så bare håbe, at han denne gang nåede at give sin kone besked, inden han flyttede fra hende.

Selv har jeg mødt en mand, som jeg nyder livet i fulde drag sammen med. Vi bor stadig ikke sammen, men vi ved, at vi er der for hinanden, og det er i øvrigt heller ingen hemmelighed for nogen andre.