Lige fra hjertet: Mobilen stjal både min tid og mine smil

Jeg er 68 år, og som alle andre har jeg en smartphone. Min mand og jeg har altid elsket at debattere og diskutere, og det er jo også noget, man kan gøre på de sociale medier.

For nogle år siden blev jeg medlem af nogle interessante Facebookgrupper, hvor man kunne få mange gode råd og samtidig diskutere alt mellem himmel og jord.

Problemet var bare, at tonen ikke altid var lige god, og desværre lod jeg mig rive med af den dårlige stemning.

En gang blev der i en nostalgigruppe lagt et billede ud af en baby fra 1970’erne, der sad i en lift i en bil. Det var nærmest bare en stol, der var klistret til sædet, og overskriften til billedet lød: ”Tænk at vi overlevede”.

Jeg blev lidt harm og skrev hurtigt en kommentar om, at rigtig mange faktisk døde i trafikken i 1970’erne.

Efterfølgende googlede jeg mig til, at 1971 var året med flest trafikdræbte i Danmark, og at der her i gennemsnit døde lidt over tre personer om dagen netop i trafikken.

Flere likede min kommentar, men der var også mange, der kom med hånende kommentarer om, at nu skulle jeg lige slappe lidt af, og at de fleste jo overlevede.

Jeg blev vred og begyndte så at kalde folk for idioter, når de ikke forstod simpel statistik.

Diskussion om mæslinger

I en nyhedsgruppe blev der talt om, at for få bliver vaccineret mod mæslinger, og at der har været et stigende antal mæslingetilfælde i flere af vores nabolande.

Jeg mener, at vacciner er vigtige, hvilket jeg skrev, men straks blev jeg overfaldet og fik at vide, at vacciner er farlige.

Der var flere, der skrev, at de selv havde haft mæslinger, og at man ikke kunne blive alvorlig syg af den sygdom. Mæslinger var noget helt naturligt, skrev én.

Igen googlede jeg og fandt, at 10 procent af de syge får infektioner med bakterier enten under eller efter mæslingerne.

Infektionerne er typisk mellemørebetændelse, lungebetændelse eller i værste fald meningitis. Jeg læste også, at gravide risikerede at abortere, hvis de fik mæslinger.

Jeg brugte lang tid på at skrive en saglig og sober kommentar, men der gik kun få sekunder, så kom den første grinesmiley ud for mit navn.

Der var endda én der skrev, at hun sandelig ikke håbede, at jeg havde børn, for jeg var jo ikke et normalt menneske, når jeg åbenbart troede, at man døde af en ganske almindelig børnesygdom.

Jeg blev rasende og røg helt op i det røde felt. Efter endnu en googlesøgning skrev jeg, at fem-20 procent faktisk dør af mæslinger i u-landene.

Jeg skrev vist også noget grimt om ikke at være for kvik, og herefter blokerede jeg personen.

Drillet med tastefejl

En tredje gang drejede det sig om en debat om rygning, og her var jeg oppe imod folk, der mente, at det var meget bedre i gamle dage, hvor man kunne ryge frit.

Igen blev jeg frustreret. Mit barnebarn har astma og kan slet ikke tåle røg, og hvad med alle dem, der har arbejdet i røg? Det er da godt, at deres helbred ikke tager skade af den passive rygning mere.

Det skrev jeg som en hurtig kommentar. Jeg fik åbenbart trykket for hurtigt på tasterne, for jeg kom til at skrive ”arbejdet i løg” i stedet for ”arbejdet i røg”.

Det gav selvfølgelig igen masser af grinesmileyer og dumme kommentarer. Der var én, der skrev: ”Hellere arbejde i røg end at være et surt løg”.

Den kommentar udløste en masse grinesmileyer, selvfølgelig rettet mod mig.

Her endte jeg med at slette alle mine kommentarer i tråden, og jeg blokerede flittigt dem, der havde skrevet noget grimt.

Skænderier og blokeringer

Det var ikke noget, jeg selv bemærkede, men det skete alt for ofte, at jeg var vred, når jeg greb min telefon om morgenen. Jeg vidste jo, at der lå fem-seks sure, negative og nogle gange personangribende kommentarer og ventede på mig.

Ofte tog jeg mig selv i at tjekke telefonen midt i andre gøremål, som jo egentlig var meget vigtigere, og tit skulle jeg lige skrive et par afsluttende bemærkninger, inden jeg gik i seng.

Min mand bemærkede efterhånden, at jeg ikke var nærværende, men jeg fejede ham af. Jeg blev jo nødt til at give igen, når nogen svinede mig til.

Han forstod ikke, hvorfor jeg dog gad diskutere og skændes med fremmede mennesker.

Jeg kunne ikke stoppe mig selv. Hver gang, der blev debatteret noget, som jeg havde en mening om, skrev jeg.

Jeg syntes ikke, det var sjovt, men jeg kunne ikke slippe en diskussion eller et skænderi, når det først var i gang.

Det stoppede først, når jeg enten blokerede eller blev blokeret. Kort efter var jeg så i gang med nye diskussioner og nye skænderier.

7-årig øjenåbner

En dag gik det dog helt galt.

Mit barnebarn på syv år var på besøg. Han var midt i at fortælle mig noget vigtigt fra sin skole, men midt i hans talestrøm greb jeg uden at tænke over det telefonen og læste endnu et surt opstød i én af de debatter, jeg deltog i.

Jeg afbrød straks mit barnebarns talestrøm:

– Lige et øjeblik ...

Jeg måtte jo svare med det samme.

Mit barnebarn rejste sig uden et ord og gik ud i køkkenet og hentede min serveringsbakke. Så kom han stille og roligt tilbage og sagde:

– Farmor, du skal lægge din telefon her, og så får du den tilbage, når jeg er gået hjem.

Jeg blev så overrasket, at jeg tabte telefonen ned i skødet, og så sad jeg der helt målløs.

Pludselig gik det op for mig, hvad jeg havde gang i. Jeg havde besøg af min dejlige familie, men i stedet for at tale med mit barnebarn, ville jeg hellere diskutere med mennesker, jeg ikke kendte.

Jeg lagde straks telefonen på bakken, og nu var jeg nærværende.

Facebook fra den gode side

Fra den dag blev det anderledes. Jeg var stadig på Facebook, men jeg nægtede at deltage i sure debatter, så hvis noget provokerede mig, lod jeg det fare.

Nu er der gået en del måneder, og jeg har ikke deltaget i en eneste negativ diskussion, siden mit barnebarn kom med min serveringsbakke. Jeg går helt bevidst uden om debatter, der angår rygning, vacciner, politik og meget andet.

Til gengæld er jeg med i en strikkegruppe, som er virkelig dejlig og også én om gamle tv-serier og alt muligt andet.

Min yndlingsgruppe er dog en lokal gruppe, der hedder ”VI HJÆLPER HINANDEN”.

En gang skrev en mor, at hendes 3-årige datter havde tabt sin bamse ud af klapvognen. Rigtig mange skrev søde kommentarer om, at de håbede, at bamsen blev fundet.

Senere på dagen kom så en kommentar fra én, der havde fundet bamsen. Jeg lavede et hjertelike og skrev noget sødt, og jeg var ikke den eneste. Det er jo Facebook, når det er bedst.