Lige fra hjertet: Vi kendte til min søsters problem

Kristina, Marlene og jeg blev født som trip-trap-træsko. Eftersom vi boede ude på landet, hvor der var langt til naboerne, havde vi tre søstre ikke så mange andre muligheder end at lege med hinanden. Kristina, som var den ældste af os, havde samtidig autoriteten til at bestemme, hvad vi skulle lege, og Marlene og jeg fulgte hende altid lige i hælene.

Hendes vilje var fast, og hun havde altid en klar idé om, hvordan tingene skulle være. Hvis vi protesterede, gad hun så bare ikke længere lege med os. I stedet gik hun ind på sit værelse, lukkede døren og kom først ud, når vi tryglede hende om at lege med os igen.

Som voksne bevarede vi det tætte bånd mellem os. Kristina valgte dog en anden vej i livet end Marlene og jeg, der begge blev gift og fik børn.

Kristina satte derimod pris på sin frihed til at gøre, hvad der passede hende. Hun skabte sig en karriere som kontorchef og fyldte sin fritid med en stor vennekreds og masser af sociale aktiviteter. Derudover var hun moster med stort M, og vores børn kedede sig aldrig i hendes selskab.

Ingen stopknap

Ligeledes forblev hun i sin rolle som ”storesøster” i forhold til Marlene og mig.

Da vi nærmede os de 50, var det hende, der tog initiativ til, at vi tre mødtes alene én fredag hver måned for at spise middag sammen og følge op på, hvad der skete i hver vores liv.

Hvis ikke i Kristinas hyggelige lejlighed midt i København så på en af de mange spændende restauranter, som lå nærmest lige ved siden af hendes hoveddør.

Således havde vi de seneste år hver måned afsluttet en travl uge med at skåle weekenden ind i et godt glas vin.

Problemet var bare, at når vi rejste os fra middagen, havde Marlene og jeg delt én flaske vin, mens Kristina selv havde tømt en hel flaske.

Mens vi andre allerede havde fået nok, havde Kristina ingen stopknap. Enten insisterede hun på at åbne endnu en flaske, som blev til flere, og ellers ville hun have os med i byen.

Så bænkede hun os på et værtshus for at runde aftenen af med en lille én, som i hendes tilfælde betød en stor fadøl. Nærmest før vi andre havde sat læberne til vores små glas, havde hun tømt sit og bestilt en ny til sig selv.

Samtidig blev hun mere påståelig og dominerende, hun snøvlede og gav os ikke lov til at få mange ord indført.

Hvis vi forsøgte at råde hende til at drikke et glas vand i stedet, blev hun aggressiv. Efter at hun i en sådan svada endte med at tømme mit vandglas i hovedet på mig, havde jeg opgivet at diskutere hendes alkohol-indtag med hende.

Selv i ædru tilstand nægtede hun at have et problem. Ifølge hende var hun kun endt med at blive så fuld, fordi der var travlt på arbejdet, eller fordi hun havde sovet for lidt natten før.

Men selv om hun ikke selv ville erkende sit alkoholproblem, var det blevet mere og mere åbenlyst for os andre, at hun ikke længere kunne styre det.

En af grundene til, at vi ikke bare gik hjem, når vi havde fået nok af hende, var, at hun ikke stoppede med at drikke, før hun faldt omkuld.

Gang på gang måtte vi hjælpe hende hele vejen hjem i seng, før vi følte, det var forsvarligt selv at tage hjem.

Hvad vi var endnu mere bekymrede for, var, hvor meget hun drak, når hun ikke var sammen med os.

Selverkendelse og selvbebrejdelse

Denne fredag var det ikke anderledes, da vi tre igen mødtes for at spise middag sammen og skåle weekenden i gang. Igen endte vi med modvilligt at følge efter Kristina ind på et værtshus.

I takt med at hun blev mere beruset, blev hun som sædvanlig sværere at forstå, og hun blev ligeledes mere og mere usikker på benene.

Da hun igen sad over for os med et sløret blik og ville skåle, nøjedes vi med at nippe til vores vandglas, mens vi skævede mod uret.

– Nu skal jeg fortælle jer, hvad jeg mener om jer, snøvlede hun, mens Marlene og jeg udvekslede opgivende blikke.

Nu var tiden som sædvanlig kommet til, at der skulle sandheder på bordet.

– Hvad er I for nogle søstre? Når I ved, at jeg ikke kan tåle at drikke, hvorfor bliver I så ved med at skåle med mig?

– Det er da dig, der hele tiden vil skåle med os, protesterede vi.

Aftenen sluttede som altid først, da Kristina ikke længere kunne rejse sig.

Da jeg kom hjem, kunne jeg ikke glemme det, Kristina havde sagt. På sin vis havde hun jo ret.

Vi vidste jo, at hun ikke kunne tåle at drikke, og alligevel havde vi igen indledt endnu en fredag med alkohol.

Selv om det var på hendes initiativ, var der jo ingen af os, der sagde fra.

Måske lå der i hendes bebrejdelser også en åbning for, at hun i ædru tilstand var mere villig til at tale med os om den hjælp, hun havde brug for?

Næste dag ringede jeg til hende og mindede hende om, hvad hun havde sagt. Det huskede hun ikke, og hun benægtede samtidig at have et problem.

Alligevel havde jeg lidt dårlig smag i munden, da jeg efterfølgende ringede til Marlene. En ting var, at vi ikke kunne få vores storesøster til at indrømme sit alkoholproblem.

Noget andet var, at vi kun gjorde det værre ved fortsat at drikke sammen med hende. Vi talte længe om, hvad vi skulle stille op.

Vi havde jo ikke lyst til at opgive vores faste møder, og indtil Kristina blev fuld, var hun en fornøjelse at være sammen med.

Men selv hvis vi andre helt lod være med at drikke så meget som en dråbe vin, ville hun stadig skænke sig selv et glas til vores næste middag.

I stedet besluttede vi os for langt om længe at træde ud af vores gamle roller som hendes små søstre.

En ny tradition

Ikke overraskende gjorde Kristina modstand, da vi fortalte hende, at vi nu ville bestemme, hvad vi skulle lave til vores månedlige søstermøder.

Uden at nævne alkohol med så meget som et ord fik vi hende overtalt til at ændre fredag aften til søndag formiddag.

På den måde var vi alle mere friske, når vi mødtes om søndagen, hvor vi fremover skulle skiftes til at bestemme formiddagens program.

Første gang bestemte jeg, at vi skulle mødes uden for Dyrehaven nord for København. Vi gik en lang tur med madkurve og termokander under armen, snakken gik, mens vi grinende mindedes vores barndom i naturen.

Lige rødkindede og trætte i benene sagde vi farvel. Selv Kristina overgav sig og indrømmede, at hun allerede glædede sig lidt mere til at se, hvad Marlene havde fundet på til næste gang. Det blev til en længere vandretur i vildere natur.

Da det blev Kristinas tur, holdt vi vejret, da vi efter et museumsbesøg satte os på en café til frokost. Men ligesom os andre skålede hun kun i isvand fra kanden.

I dag, to år efter, nyder vi stadig vores månedlige møder og skiftes fortsat til at bestemme, hvad vi skal lave.

Vi har haft mange nye oplevelser sammen og både lært byen og hinanden bedre at kende.

Selv om det ikke har løst Kristinas alkoholproblem, har vi i det mindste brudt mønsteret med at drikke sammen.

Uanset kan hun stadig regne med vores fulde støtte, hvis hun en dag vælger at søge hjælp til sit problem. Erkendelsen må hun selv komme til, for den kan ingen andre hjælpe hende med.