Lille Valdemar er den største gave

Årets yngste modtager af Familie Journals julekurv må være Valdemar fra Malling ved Aarhus. Det er hans bonusfarmor, Ulla Timmermann, der har indstillet ham, fordi han er årets overraskelse i familien. Han er fra den 21. august i år, så han bruger stadig det meste af tiden med at sove og spise. Alligevel har han formået at ændre livet både for sine forældre og bedsteforældre – måske især for sin mormor. Og det er da meget godt klaret af en lille dreng, hvis mor slet ikke vidste, han var på vej.

Det hele begyndte, da Jeannie Rothmann og Morten Timmermann boede hjemme hos Mortens forældre en weekend. De unge skulle passe hus og hunde, mens de var på en lille sommerferie. De havde kun været kærester i fem måneder og boede til daglig hver for sig. Søndag aften fik Jeannie det dårligt.

– Jeg havde ondt i maven og sagde til Morten, at hvis det blev ved, skulle jeg ikke på arbejde i Rema1000 om mandagen. Morten lagde sig til at sove, han skulle tidligt op for at passe sit arbejde som brolægger. Omkring klokken 24 ringede jeg til vagtlægen, for smerterne blev bare værre og værre. Vagtlægen spurgte, om jeg mon var gravid, og det sagde jeg bestemt nej til. Jeg havde jo spiral, så der skulle ikke være nogen mulighed der. Vagtlægen mente, at det så måske kunne være nyresten, og besluttede sig for at sende en ambulance, siger Jeannie.

Læs også: Superhelt på 4 år - Julian reddede sin mor

Der er hjertelyd

Så begyndte tingene at gå stærkt. Falckfolkene kom efter 15 minutter. Jeannie skreg af smerte og tryglede om at få noget smertestillende, men det ville de ikke give hende, før de vidste, hvad der var galt.

– Da vi kom ind på skadestuen, stod der fire-fem sygeplejersker og en læge. De gik i gang med at undersøge mig, og pludselig sagde lægen: ”Der er altså hjertelyd.” Mit eget hjerte stod fuldkommen stille. Jeg var da ikke gravid? Det kunne der slet ikke være tale om, jeg brugte jo spiral, siger Jeannie.

Spiral eller ej. Hun var gravid, og fødslen var i gang. Lægen på skadestuen ringede til sin kollega på fødegangen og fik gode råd undervejs, og så måtte Jeannie indstille sig på, at hun var på vej til at blive mor.

Hun fik 10 minutters forberedelsestid, så havde hun Valdemar i armene. En stor dreng på 3.635 gram. Så græd hun, og det var ikke af lykke.

– Jeg følte slet ikke, at jeg kunne tage mig af ham. Jeg anede jo ikke, hvordan man er mor. Jeg havde ikke vidst, at jeg var gravid, og nu sad jeg her med et barn. Hvad skulle jeg sige til Morten? Det var jo ikke hans barn, og hvad ville min mor sige?

Lægen var af den praktiske slags. Han ringede Jeannies mor, Lene, op midt om natten. Han præsenterede sig høfligt og sagde, han havde en glædelig nyhed: Lene var blevet mormor.

Kender du også et ganske særligt menneske?

Vi tager os af ham

Der skal en del til at ryste Lene. Som enlig mor til fire børn har hun hørt en del i årenes løb, men hun måtte da sætte sig et øjeblik, så hun kunne tænke sig lidt om.

Nogenlunde på samme måde havde Morten det. Først blev han fuldstændig chokeret, og så blev han bange for, hvad der kunne være i vejen med barnet. Så forstod han, at det ikke kunne være hans barn. Men Morten er ikke en mand, der er let at skræmme. Han ringede til sin storebror og sine forældre og fortalte, at Jeannie havde født en lille dreng, og at han på en måde var blevet far. Han elskede Jeannie, og Morten er en mand, der ikke bare stikker af. Morten og hans mor tog med det samme ind til Jeannie på hospitalet.

”Jeg ved ikke, hvordan man skal være mor. Jeg kan ikke tage mig af ham,” græd Jeannie, da de kom ind på stuen. Morten tog den lille dreng op, og da Valdemar så op på den store, rødhårede mand, vidste Morten med sig selv, at han nu var blevet far:

”Vi tager os af ham sammen,” sagde han.

Mormors mirakel

Mormor Lene blev også forelsket den nat. Hun er 46 år gammel og har kæmpet med kræft i mange måneder. I marts fik hun at vide, hun er uhelbredeligt syg. I maj fik hun at vide, der var sket spredning til leveren. I lang tid havde hun gjort alt og brugt alle de penge, hun ikke havde. Hun havde håbet og kæmpet.

Men hun var begyndt at miste troen på, at mirakler findes. Indtil den tidlige mandag morgen, hvor hun så ind i Valdemars øjne for første gang.

– Jeg havde drømt om at blive mormor, men jeg havde også indset, at det nåede jeg nok aldrig – og så var han her pludselig. Mit lille barnebarn, vi slet ikke vidste noget om, siger Lene.

Hun så på Morten og Jeannie, der sad med deres søn hos sig og vidste, at det var nu, hun skulle gøre det rigtige: De var 23 år og skulle pludselig lære at være en familie, og hun selv ville gerne se så meget som muligt til sit nye barnebarn.

– Jeg forslog de unge, at de flyttede hjem til mig sammen med drengen, indtil de kunne få en lejlighed. Det tog ikke mange minutter, inden de sagde ja tak. Heldigvis, siger Lene.

Så hjemme hos hende er der nu medicin og kemokure, aftaler med sygehuse og tre andre børn, som ligesom Jeannie er bange for at miste deres mor. Men der er også barnevogn og babyalarm. Der står sutteflasker parat, og alle i huset har travlt med at se og røre ved deres eget private mirakel, Valdemar.

– At sidde med Valdemar i armene er den bedste medicin, jeg kunne ønske mig. Valdemar viser mig, at der findes håb, og der findes mirakler, så måske er der også et mirakel til mig? Jeg har i hvert fald tænkt mig at holde mig i live, for jeg skal da mindst nå at se ham blive konfirmeret, siger Lene.