Manden fra bænken lever og har det godt

Hvis der stadig går nogen rundt i Stenderup-Krogager og omegn i Sydjylland og undrer sig over, hvad der mon blev af ”Citronmånen”, ja, så kommer svaret her.

Dem, der kendte Citronmånen, ved også, at det ikke er kagen fra tankstationen, der tænkes på. Næ, det var en ung mand, der hed sådan, fordi hans levertal var så højt, at han var så gul i huden, at han faktisk havde meget tilfælles med en citronmåne.

Om dagen sad han på bænken sammen med sine andre venner, Søren Murer, Københavner Bent og Osama bin Laden (på grund af skægget). Om natten sov han til tider på bagsædet af sin onkels gamle bil og ellers hos vennerne. Indimellem kastede han blod op, og der var meget få mennesker, der satsede på, at Citronmånen blev meget ældre end sine 38 år.

I dag er Citronmånen dog kendt under sit borgerlige navn, Peder Johnsen. Han er 51, lykkelig gift, far og morfar. Han er blevet uddannet socialrådgiver, og han er ædru. Det har han været, siden han en dag for 13 år siden forærede sine sidste øl væk til Leif (Osama Bin Laden) med ordene: ”Værsgo, jeg har tænkt mig at holde op med at drikke.”

Jeg hadede druk

Der er sådan med Peder Johnsen, at man aldrig skal tage noget for givet med ham. Siden han var en lille dreng, har han levet sit liv med fuld fart på. Han er temmelig godt begavet, og hans plan var at blive chef for Lego eller Danfoss, for ambitionerne havde hans bedsteforældre givet ham. Omverdenen så en aktiv, højtråbende fyr, der havde gang i tusind ting – ingen så den lille dreng indeni, der havde været nødt til at blive sej, kvik og højtråbende. Hvis han var stille, ville han komme til at tænke, og alt for mange tanker er ikke godt, når man kommer fra det, Peder kommer fra.

– Min mor og hendes tvillingesøster var alkoholikere. Jeg var med på værtshus, fra jeg blev født, siger Peder.

Peders bedsteforældre overtog senere knægten. De gjorde, hvad de kunne ud fra deres erfaringer med livet – og for dem gjaldt det om at blive til noget, så Peder var ikke ret gammel, før han forstod, at der var nogle forventninger til ham.

– Men ingen kunne slå de drømme og forventninger, jeg havde selv. Jeg ville være en stor mand, have en fed bil, tjene en masse penge og være ham, alle så op til. I skolen var jeg formand for elevrådet og ham, der råbte op, når der var noget, der var uretfærdigt. På det tidspunkt foragtede jeg min mor: Jeg hadede druk, og jeg nægtede at blive konfirmeret, hvis der på nogen måde skulle serveres alkohol til festen.

Det var svært for de gamle bedsteforældre at styre Peder, men han var også en flink dreng, der gerne ville gøre dem tilpas, så han fortsatte på handelsskolen, så han kunne blive uddannet inden for bankverdenen. Det var deres drøm, men absolut ikke Peders, og han gennemførte da heller ikke. Senere fulgte flere og flere ting, som Peder ikke gennemførte. Hver gang skyllede han nederlaget ned med nogle bajere med vennerne. Det var jo sådan, man gjorde i hans familie.

Sprut i drikkedunken

Da han var 19 år, sad han i baglokalet hos købmanden sammen med de andre fyre, som kom hjem fra arbejde. Peder havde ikke noget job, så han sad der hele dagen.

– I lang tid var jeg fodboldtræner for drengene i byen og senere nabobyen Hejnsvig. Jeg var åbenbart god til det, for der var flere af spillerne, der gjorde karriere i andre klubber, så derfor var jeg populær. Drengene havde vand med i deres drikkedunke. Jeg havde spiritus i min. Alligevel havde jeg jo ikke et alkoholproblem, følte jeg. Heller ikke den dag en mor anklagede mig for at have drukket. Det betød, at jeg måtte gå på antabus i halvandet år, men jeg følte det stadig uretfærdigt. Jeg kunne styre det. Der var ikke noget problem. Det viste sig senere, at alle de andre i klubben godt vidste, jeg drak. De nævnte det bare ikke, før den nye mor pludselig satte ord på.

Selvbedrag

Peder gik fra det ene til det andet aktiveringstilbud. Han var et ungt menneske, der havde brug for en chance, tænkte man vel, men mange af tilbuddene anede Peder intet om. Han var et sted i sit liv, hvor der ikke var ret meget eller mange, der kunne nå ham. Kun den dag, købmanden måtte lukke, rystede ham.

– For os var det en katastrofe. Men selv om købmanden tjente en del på os i baglokalet, kunne han ikke leve af os, som han sagde med sit skæve smil. Det rystede os sgu at blive hjemløse! Jeg tog så bussen ind til Grindsted og fandt den bænk på Aldi-torv, hvor spritterne holdt til. Ikke fordi jeg var en af dem – næ, jeg ville hjælpe de stakkels mennesker, bildte jeg mig ind, siger Peder.

For Peder handlede det nemlig om at narre sig selv. Det gjorde det også, når han kastede blod op og sagde til sig selv, at det bare var den billige paprødvin. Det er også selvbedrag, når man holder op med at se sig selv i spejlet, fordi man ikke vil se det menneske, man er blevet til.

Da Peder faldt om i november 2004, vejede han 41,6 kilo. Han var gul i huden, og hans krop var ved at lukke ned. Han blev indlagt til undersøgelser på sygehuset, men Peder ville hjem igen. ”Hej, hej, vi ses,” sagde han til lægen, da han gik ud ad døren. ”Det tror jeg ikke,” svarede lægen. ”Du skal stoppe med at drikke, ellers bliver du ikke ældre.”

Læs om Jette der også var alkoholiker

Men der var vel ingen grund til at hidse sig sådan op, tænkte Peder. Det var snart jul, nytår og hans fødselsdag den 3. januar, hvor han fyldte 38 år. Det skulle da fejres! Og det blev det, men noget var der måske alligevel sket med Peder...

– Da jeg vågnede den 4. januar, tog jeg den pose øl, jeg havde stående, og forærede den til Bin Laden: ”Du må få dem. Jeg tror, jeg vil holde op med at drikke,” sagde jeg. Bin Laden så på mig og sagde: ”Jeg tror, du kan klare det. Jeg kan ikke.” Og så gik jeg hjem til min moster og lukkede mig inde i hendes lejlighed. Der lå jeg på sofaen i næsten tre døgn og afrusede mig selv. De hæsligste døgn i mit liv. Hallucinationer, smerter, det hele var der, men jeg overlevede, og tre dage senere gik jeg ned på det sociale værested Cafe Jydepotten i Grindsted, stillede mig op i døren og sagde ud i lokalet: ”Hej, jeg har brug for noget hjælp.”

En af dem, der hørte hans råb om hjælp, var Marie. Hun var frivillig på værestedet og havde egentlig nok at se til selv. Hun var enlig mor til to børn og pensionist på grund af rygproblemer. Og hun var bekymret for, om hendes store dreng var ved at komme ud i noget skidt. Der var bestemt ikke tid til at tage sig af en voksen mand, der sagde, han havde brug for hjælp – men der var alligevel noget ved ham, syntes hun.

I Peders øjne var Marie en fantastisk kvinde. For første gang i sit liv så han virkelig sine omgivelser, og han så, at Marie og hendes børn var noget helt særligt. Han havde aldrig forestillet sig, at han skulle have en familie. Nu så han Marie og børnene og vidste, at sådan et liv kunne han godt tænke sig.

Det betød ikke, at de kastede alt overbord. Brændte børn skyr ilden, så de snakkede sammen, hun hjalp ham med nogle praktiske ting, de drak kaffe... Og en dag blev Peder den far, som Maries datter, Mette, aldrig havde haft.

Der er gået 13 år, siden Peder blev ædru. Marie og Mette ved godt, hvordan hans liv var før, men på en eller anden måde forstår de ikke, at den Peder, der nu sidder her i sofaen og er deres med hud og hår, engang var et menneske, der var tæt på at dø af druk. Peder har uddannet sig til socialrådgiver og arbejder med unge mennesker på produktionsskolen i Grindsted. Han ligner en pæn herre på 51 med modebriller og pænt tøj, men glimtet i øjnene viser, at Peter er mere end bare en pæn mand i et godt job. Livet i de senere år har givet ham mange gaver, og dem er han taknemlig for.

– Marie gav mig en familie. Første gang, jeg så Mette, var hun 10 år, og jeg tænkte, at sådan en lille pige ville jeg gerne have. Hun er fars pige, og da hun spurgte mig, om jeg ikke ville adoptere hende, blev jeg meget, meget lykkelig. Marie og jeg kunne ikke få børn, troede vi, men så kom Kathrine, og hun er så 10 år i dag.

Læs også om Flemming der fik en ny familie

Skæve mennesker

Peder havde heller aldrig forestillet sig, at han skulle blive morfar, men det er han: Emil er Mettes lille dreng, der kun er syv måneder gammel, og Peder er fuldstændig tosset med ham.

– Vi er en familie, og jeg ved, at vi nu har brudt det mønster af alkoholisme, jeg tog med mig efter min mor. Jeg drikker ikke og har ikke gjort det i 13 år. Det er svært en gang imellem, især fordi vi i Danmark har en alkoholkultur, der betyder, at vi altid byder på øl og vin, når vi skal hygge os sammen. Det kan jeg ikke deltage i, for jeg kommer aldrig til at kunne drikke en eneste genstand. Sådan er det, siger han.

Peder holder foredrag om sit liv, fordi han gerne vil hjælpe andre mennesker, der drikker. Hvis hans historie kan hjælpe bare en, er det ikke spild af tid – og det hjælper også ham selv at sætte ord på det liv, han levede engang.

Inden i Peder må der være en kerne af stål. På grund af de mange års misbrug fik han kræft i mundhulen. Han er blevet opereret med et godt resultat, men hans krop er slidt. Peder fejer det væk, det er en ringe pris at betale for at være her endnu, mener han.

Da han blev ædru, oddsede de andre på værtshuset om, hvor længe han ville kunne holde det. Det var kun vennerne fra bænken, der satsede på, at han klarede den. De venner lever ikke længere, men det gør Peder, og han glemmer dem aldrig.