Kære Puk
Mormor kan ikke klare julemaden længere
Hvad er du optaget af lige nu?
– Faktisk er jeg i gang med at skrive ”Ternet Ninja 2” i bogform. Den skal udkomme den 7. juni næste år, og forlaget skal have den første gennemskrivning den 14. januar.
Hvad er det bedste ved dit arbejde?
– Friheden. Jeg har en alsidig arbejdsdag og kan godt lide at brede mig. Det er mange år siden, jeg gik ud af skolen, men jeg er vild med at udvikle mig og lære noget. Og hvad enten det handler om at lære et nyt sprog eller instruere en film, er det bare om at kaste sig ud i det.
Ser du frem til julen?
– Jeg var gladest for julen som barn. Det var vinterens højdepunkt med hyggestemning og lys på lærerens bord i skolen. Gaverne i pakkekalenderen var små, men jeg pakkede slikstokken eller duftviskelæderet ud med stor glæde og forventning. I dag får børnene nærmest en ny, stor julegave hver eneste dag. Jeg bryder mig ikke om indkøbsræset, men jeg er vild med idéen om at mødes, synge og hygge sig, og ikke mindst elsker jeg julemaden.
Jeg forestiller mig, at det hele i tidernes morgen opstod ved, at nogle vikinger blev enige om at samles, æde og drikke og glemme den mørke tid. Det er en god tradition.
Har du nogensinde troet på julemanden?
– Det husker jeg ikke. Men der kører en anekdote i min familie om, at min mor engang klædte sig ud som julemand. Hun gjorde sig stor umage og spiste endda mel for at forandre sin stemme.
Men da hun trådte ind i stuen, sagde min storebror: ”Julemanden har mors sko på!” Jeg husker også, når min mor inviterede os drenge med ud i skoven for at se, om vi kunne finde nisser. Vi var lidt for store til at tro på den slags, men vi sendte hinanden et bedrevidende blik og hoppede med på legen.