Puks brevkasse: Hvordan får jeg mit frirum tilbage?

Jeg har en travl hverdag. Den har også været for travl. Jeg har været ramt af stress og har derfor lært, at jeg skal passe på mig selv. Jeg er tilbage i job, dog ikke på fuld tid, og jeg er heller ikke sikker på, at jeg nogensinde kommer op på fuld tid igen.

Noget af det, jeg har lært, er, at jeg må ud og trave i naturen. Jeg har fri hver onsdag, og den dag skatter jeg som det pureste guld. Jeg begynder onsdagen ved havet uanset, hvordan vejret er. Jeg går en lang tur og lader vinden blæse omkring mig.

Læs også: Nedslidt kvinde til Puk Elgård: Gift med en egoist

Nu er der så sket det, at jeg ikke længere er alene på mine gåture. Der bor en ældre mand i området, hans kone er død for et par år siden, og hans familie bor langt væk, så han har ikke så mange at tale med. Vi har sludret lidt gennem årene, men nu har han altså luret, at jeg går hver onsdag, og derfor står han og venter på mig. Jeg får ondt i maven, når jeg ser ham, for jeg vil så gerne have den ro, det giver mig at gå alene. "Vi to er jo alene, og så kan vi lige så godt gå sammen," siger han. Men alt inden i mig skriger nej. Jeg har sådan brug for mit frirum.

Læs også: Puks brevkasse: Skal jeg fortælle moren, at hendes søn ryger?

Hvad gør jeg? Er jeg totalt uforskammet, at jeg ikke bare kan give en ældre mand den glæde at have en at tale med i et ellers ensomt liv? Jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal få mit frirum tilbage, men skriv nu ikke, at jeg bare skal fortælle ham det. Det kan jeg simpelthen ikke. Jeg må gøre det på en anden måde. Har du en ide?

Den ensomme vandrer

Læs også: Puks brevkasse: De talte forarget om andre

Kære Den ensomme vandrer

Okay, okay… så lader jeg være med at skrive, at du skal fortælle ham det, som det er – selv om det jo ellers er en meget god idé. Så må vi finde på noget andet.

Læs også: Brev til Puk Elgård: Har ikke lyst til at blive krammet af hvem som helst

Umiddelbart ser jeg en løsning i, at du trækker i løbetøjet. Når du så møder manden næste gang, siger du: "Halløj, ja, jeg har besluttet mig for at komme i bedre form, så nu løber jeg deruda'. Rigtig god tur!" Og wroooooom, så er du væk. Om du så løber hele vejen eller ej, kan du jo selv afgøre, men det er i hvert fald en måde at komme hurtigt forbi ham. Alternativt må du jo finde en anden gårute. Kan du det?

Læs også: Brev til Puk Elgård: Hun griner, hver gang hun har sagt noget

Det er altid svært at lave fikumdik og små hvide løgne. Det er ikke sikkert, det holder i længden, men hvis du er fast besluttet på ikke at fortælle ham sandheden om dit behov for at være alene, så må du hoppe i løbetøjet. Det ender måske ovenikøbet med, at du kommer i super form. (Jeg kan dog selvfølgelig ikke garantere, at han ikke stiller op i stram lycra buks næste onsdag for at løbe med, men så skriver du bare igen).

Kærlig hilsen Puk

Læs også: Puks brevkasse: Vi vil ikke have hendes søster med på tur