Kan vi holde festen uden alkohol?

Mandag, 8. juli 2024
Af Puk Elgård
Foto: Birgitte Ahlmann
En læser er i tvivl om, hvorvidt hendes mand og hun skal servere alkohol til deres sølvbryllup, da manden endelig er ude af sit alkoholmisbrug.
Alkoholflasker

Kære Puk

Her i huset venter en stor fest, for vi har en del at fejre, både vores sølvbryllup, men også at min mand endelig er ude af sit alkoholmisbrug, hvilket ikke særligt kender til. Hverken at det har været et stort problem for ham, eller at han nu er ude af det.

Jeg er ret stolt af ham. Han har knoklet og været meget vedholdende, og det har været så svært. Nu skal vi så holde den her fest, og jeg står i det dilemma, at jeg ikke ved, om jeg synes, vi skal servere alkohol til festen.

Min mand siger, at det kan vi sagtens, men jeg synes, det er noget af et sats, for det er ikke mere end tre måneder siden, han endelig var fri.

Vi har valgt, at det er en lille fest med mennesker, vi kender ret godt, og han siger, at han vil være stolt over at vise, at han kan være i selskabet uden at blive beruset. Det kan jeg godt forstå, men samtidig har jeg altså set en del tilbagefald i hans tid mod ædru alkoholiker, så er det virkelig chancen værd?

Jeg kan fint drikke drinks uden alkohol. Det tror jeg også, gæsterne kan.

Hvad synes du? Skal jeg stole på ham og tage chancen, eller skal vi gå med den alkoholfrie fest?

Sølvbruden

Kære Sølvbruden.

I har bestemt ting at fejre. Tillykke med de 25 år i medgang og modgang – og tillykke med den flotte fælles indsats, I har gjort for at få din mand ud af sit misbrug.

Jeg ville ønske, at jeg vidste lidt mere om, hvordan din mand er kommet ud af sit misbrug. Er han stadig tilknyttet et sted, hvor han kan søge vejledning? Får han medicin? I er nødt til at tale det godt igennem inden festen.

Hvis I beslutter at servere alkohol, så anerkend, at det kan være en svær situation, og måske kunne I se det som en 10 timers udfordring – ca. så længe, som en fest varer. I kan give hinanden hånd på, at de næste 10 timer er der ingen alkohol til ham og (hvis du synes) måske heller ikke til dig. Med de 10 timer afgrænser man udfordringen, og det kan måske virke for nogen. Det betyder jo ikke, at man kan drikke efter de 10 timer, men det kan gøre det mere overskueligt lige der.

Hvis din mand har brug for at vise jeres venner, at han er ædru og i balance, så hjælp ham. Jeg vil vove den påstand, at nogen i selskabet nok har haft en mistanke om misbrug, selv om det ikke er blevet sagt højt. Den slags er sværere at skjule, end man tror.

Vi skal i øvrigt væk fra den kultur, hvor det er underligt ikke at drikke. Gravide, sportsfolk og folk med religiøs baggrund drikker ikke til fester, og vi andre kan sagtens følge trop.

Jeg ønsker for jer, at I kan opleve en fest, hvor I ikke begge skal være tynget af din mands misbrug, for alle, der har været tæt på alkoholikere, ved, hvad det indebærer. Der er så mange ubehagelige situationer, når alkoholen lammer systemet, og alle prøver at kompensere for den, der er alt for fuld.

Køb nogle lækre alkoholfrie drikkevarer. Støt din mand, hvis I vælger at servere alkohol. Snak det godt igennem. Forbered jer. Lav en strategi for, hvis din mand pludselig vakler. Hvis han kan holde tre måneder, kan han også tage 10 timer. Søg eventuelt rådgivning dér, hvor din mand har fået hjælp eller på misbrugscentrene. Giv jer selv en præmie, når I er godt igennem, og tal, om hvor dejligt det bliver at vågne op frisk i hovedet dagen efter.

Alternativt kan I holde en formiddagsreception og servere små lækkerier og kaffe og lemonade. Men jeg vil sådan ønske, at vi kan komme dertil, hvor man kan gå til fest uden at føle sig presset til at blive beruset.

Jeg ønsker jer begge held og lykke. Livskvalitet er så meget andet end den tunge brandert til en fest. Jeg ønsker virkelig, at det lykkes for jer, og jeg hepper på din mand.

Varme hilsner fra Puk