Min mand og jeg har været sammen i godt 17 år og har tre dejlige børn, og nu har han fortalt mig, han har været mig utro et par gange for et par måneder siden.
Jeg har sagt, at jeg tilgiver ham, hvis han lover aldrig at gøre det igen. Jeg har virkeligt svært ved det, og det gør det ikke nemmere, at han hele tiden siger ting, der gør mig ked det.
Det har jeg sagt til ham, og så går det godt et par dage, men så er det tilbage ved det gamle igen. F.eks. sendte han mig et billede af næsten nøgen dame og skrev nedenunder ”jeg spiser ude i morgen”, hvilket jeg blev virkelig ked af.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, for jeg vil jo gerne have det til at fungere også på grund af vores børn. Men jeg er helt udmattet og tuder efterhånden flere gange om ugen.
Jeg ved ikke, om hans plan er, at jeg skal kaste håndklædet i ringen.
Har du et godt råd?
Den fortvivlede
Jeg kan virkelig godt forstå, du er fortvivlet og ulykkelig.
Hvorfor behandler han dig dog sådan? Har han altid gjort det? Det er jo nærmest psykisk terror, han udøver mod dig.
Min far fortalte mig engang, at han ikke havde modet til at forlade min mor, men at hans plan var at være så idiotisk som overhovedet muligt, så hun smed ham ud til sidst. Altså så beslutningen om skilsmisse blev hendes, når han nu ikke (undskyld udtrykket) havde nosserne til selv at gå. Hun smed ham heldigvis ud, men var helt knækket inden. Er det den plan, din mand har sat i værk?
Jeg synes, man skal strække sig rigtig langt for at få en familie til at fungere, men det nytter simpelthen ikke, at du knækker fuldstændig. Ét er, hvis der er utroskab i et forhold, og man bliver enige om at undskylde og tilgive, hvilket kan fungere for nogen, men den morbide måde, din mand opfører sig på ved at prikke til dig og sende de billeder, er bekymrende.
Enten ranker du ryggen og konfronterer ham og finder ud af, hvad han har gang i, eller også træffer du selv en beslutning, om hvad du vil finde dig i.
Man skal ikke tåle alt, selv om der er børn i forholdet. Har du en veninde, du kan snakke det her igennem med? Nogle gange er det rigtig godt at få et blik udefra og et normalitets-tjek. Man har tendens til at normalisere oplevelser, fordi konsekvenserne er for svære. Så finder man forklaringer og undskyldninger, så man ikke behøver handle.
Du spørger om et råd. Jeg kan jo ikke beslutte for dig, om du skal gå eller blive, men mit råd til dig er: Find dit mod frem, få talt det igennem med en ven, kend dit eget værd, lad være med at krybe og putte dig med dine følelser. Du er vigtig. Du har værdi.
Tak, fordi du skrev til mig. Skriv igen, hvis du får brug for det. Jeg sender styrke og varme tanker.
Kærlig hilsen Puk