Min alder er ingen hindring

Under normale omstændigheder er det måske ikke så usædvanligt, at en person har femogtyve års jubilæum inden for hjemmeplejen.

Men i Else Dilling-Hansens tilfælde er der altså tale om et ganske ekstraordinært eksempel, for Else kunne nemlig fejre sit jubilæum samtidig med, at hun holdt sin 80 års fødselsdag.

– Jeg blev ansat i Stevns hjemmepleje i 1991, da jeg var 54 år gammel, fortæller den aktive sosu-hjælper, der aldrig har kunnet se en årsag til at holde op med at arbejde.

– Jeg har jo arbejdet siden mit fjortende år, hvor jeg kom ud at tjene på en gård. Vi var syv søskende i en landmandsfamilie, så selvom jeg rigtig gerne ville have fortsat i skolen, var der ikke råd til det.

Else husker tydeligt sin første plads, og mens vi nyder den hjemmebagte kringle og kaffen, der bliver serveret af det fine Alexandrine-stel, som Else har arvet fra sin mor, tager hun hul på fortællingen om et langt, indholdsrigt liv.

– Konen på gården, hvor jeg fik min første plads, havde haft en blodprop og var lidt mærkelig. Hun tillod mig for eksempel ikke at cykle hjem for at fejre min søsters fødselsdag, og da jeg insisterede, løb hun efter mig med en brødkniv. Så hoppede jeg ud af vinduet, og heldigvis var min far enig med mig i, at jeg ikke skulle tilbage.

Læs også om Kurt og Poul, der trods høj alder passer den ugentlige fodboldtræning

Malkning, nej tak!

Oplevelsen afskrækkede på ingen måde den handlekraftige pige, der trivedes fint på de to efterfølgende gårde, hvor Else fik plads. Her var hun, indtil hun mødte sit livs kærlighed, Ib, som hun desværre mistede for seks år siden.

– Vi mødtes til folkedans, og det var kærlighed ved første dansetrin. Vi blev gift og flyttede sammen på en ejendom i Skov Vallenderød ved Tølløse. Hér havde vi kun én hest, fem køer, lidt grise, ænder, høns og enogtyve tønder land jord, så vi fik også tid til at få vores to børn, Karsten og Gitte.

Else tøver lidt.

– Faktisk kunne vi have haft tre, men den ene blev desværre ikke fuldbåren og overlevede ikke.

Livet som medhjælpende landmandskone passede Else fint, der var kun én ting, hun nægtede at have med at gøre.

– Jeg ville ikke malke! Jeg havde set for mange landmandskoner, der sad morgen, middag og aften på den malkestol, så jeg ville hellere muge bag køerne og have mere varieret arbejde. Ib kendte godt min indstilling, inden vi blev gift, så det havde vi ingen problemer med.

Polstrer og snedker

Dog sneg lysten til mere udfordrende arbejde sig ind, og Else søgte et job som møbelpolstrer på Jepsens Møbelfabrik i Store Heddinge.

– Jeg var jo ikke uddannet, men jeg havde lært at sy, så jeg søgte alligevel og fik det. Efter elleve år brændte fabrikken, så jeg havde lige et halvt år, hvor jeg gik hjemme. Men så brugte jeg tiden på at få tapetseret hele huset og sådan noget.

I mellemtiden var familien flyttet til et lidt større landbrug i Varpelev på Stevns, og det blev for kedeligt for Else at gå hjemme, så da et snedkerværksted søgte en snedkersvend, tog hun endnu en chance og søgte jobbet.

– Jeg var godt nok ikke snedkersvend, men jeg skulle bejdse og slibe, og det kunne jeg da sagtens finde ud af, så jeg fik elleve dejlige år dér.

Takket være det hårde landmandsarbejde fik Elses mand problemer med ryggen, så Else tænkte frem i tiden og foreslog Ib, at de solgte gården og flyttede til en villa i den nærmeste by.

– Ib var blevet 56 år og var enig med mig, så vi flyttede til Hårlev. Ib fik job som maskinpasser på Junckers Savværk i Køge, mens jeg fortsatte i snedkeriet et par år endnu.

Læs også om Felimina på 100 år, der har en arbejdsdag på elleve timer

Drøm om uddannelse

Skønt Else på det tidspunkt havde været fyrre år på arbejdsmarkedet, hvilket for mange mennesker er det optimale i et arbejdsliv, lagde hun alligevel billet ind på et job, der skulle blive hendes længst varende.

– De søgte folk i den lokale hjemmepleje, og så spekulerede jeg på, om jeg mon skulle prøve det. Jeg var jo heller ikke uddannet på det område, men de kunne godt bruge mig, og da jeg først var startet, skulle man tage nogle kurser på Sundhedsskolen.

Her stødte Else ind i et problem.

– Ib ville ikke have, at jeg skulle til at gå i skole på mine gamle dage, så selvom jeg altid havde ønsket mig mere skoleuddannelse, sagde jeg nej. Det kunne ikke nytte noget, at vi skulle til at blive uvenner over det.

Else må have været en eftertragtet arbejdskraft, for hjælpen kom fra uventet kant.

– To sygeplejersker fra hjemmeplejen troppede op hos os og fik overtalt Ib, og glad var jeg! Det er det bedste job, jeg har haft, og jeg har lært utrolig mange ting. Det er aldrig ensformigt, og der er altid en positiv vinkel. Selvfølgelig oplever man også triste ting, men hvis man har en dårlig oplevelse for eksempel med en psykisk syg borger, taler man jo med kollegerne om det.

Vildt aktiv

Skønt Else flere timer om ugen sætter sig på cyklen for at passe sit job, finder hun også tid til en overvældende mængde gøremål, som hun smilende remser op.

– Hver fjortende dag er jeg gå-ven på plejehjemmet. Det er personalet, der bestemmer, hvem der skal med, og så triller vi rundt i byen og hyggesnakker. Vi har søgt nogle fonde, så vi af og til kan tage på en bustur med de gamle. Hver uge går jeg til folkedans og gymnastik, og så er jeg kasserer i vores lokalafdeling af Familie og Samfund. Det er en meget aktiv forening, hvor vi laver forskellige udflugter og afholder foredrag. Hver anden onsdag er vi nogle gamle hjemmehjælpere, der mødes på det lokale ”Mødested” for at lave forskelligt håndarbejde. Og så deler jeg et stykke jord oppe ved plejehjemmet med en veninde. Dér dyrker vi alle mulige grøntsager og urter.

Man kunne fristes til at tro, at Else ingen familie har, siden hun overkommer en så indholdsrig tilværelse, men det er bestemt ikke tilfældet.

– Nej, jeg har da seks dejlige børnebørn og to oldebørn, og vi bruger heldigvis megen tid sammen. Min svigersøn er syg, så jeg tilbringer en del tid på sygehuset sammen med ham, og da min datter for halvandet år siden fik brystkræft, hjalp jeg naturligvis så meget som muligt med at få hendes families hverdag til at hænge sammen.

Spørgsmålet om, hvordan fremtiden ser ud, får Else til at læne sig lidt tilbage i stolen og let og elegant svinge det ene ben over det andet.

– Jeg tager en dag ad gangen. Jeg kan godt lide at komme ud, jeg får jo nogle gode cykelture, så jeg bliver fri for at gå i motionscenter, og så er alle de unge kolleger så søde. Nej, der er bestemt ingen grund til at holde op med at arbejde, selv om man bliver 80 år!