Mit dilemma: Hvem skulle føre mig op ad kirkegulvet? - del 1:2

Da William friede til mig, var jeg ikke i tvivl om, at jeg ville sige ja. William var ikke bare min kæreste, han var også min bedste ven og fortrolige. Han var min sjæleven. Han havde en vidunderlig humor og et hjerte, der bankede varmt for alle, der krydsede hans vej

William vidste, at min store drøm var et rigtigt prinsessebryllup, og vi blev enige om, at vi var nødt til at spare op til festen, som skulle holdes på et smukt slot, hvor der også var overnatningsmuligheder for de gæster, der havde lyst.

Min mor, Pia, og min papfar, Ernst, erklærede straks, at de gerne ville hjælpe til med det økonomiske.

Da jeg et par dage senere talte i telefon med min biologiske og meget eventyrlystne far, Peter, og fortalte, at jeg skulle giftes, erklærede han straks, at han også ville hjælpe med udgifterne.

− Kan det virkelig passe, at min lille pige skal giftes? fortsatte han.

− Jeg husker så tydeligt, da du skulle afsted til din første skoledag. Det føles, som om det var i går, og nu...

Han gjorde ikke sætningen færdig, men sukkede, som om han ikke forstod, hvor tiden var blevet af.

Jeg var lige ved at sige til ham, at jeg også huskede min første skoledag. På det tidspunkt havde han og min mor været skilt et par år, men han havde lovet at komme og følges med os hen til skolen. Han ville ikke gå glip af min første skoledag. Han kom bare ikke. Vi ventede på ham i rigtig lang tid, og til sidst blev vi nødt til at styrte afsted for ikke at komme for sent.

Det var ikke den eneste gang, min far brød en aftale med mig. Det havde han gjort et utal af gange.

Jeg glemte hans svigt

Hver gang blev min mor vred. Det gjorde jeg ikke, men skuffelsen var næsten ubærlig, for selv om min far var ufattelig skødesløs og ustabil, når det gjaldt vores aftaler, så var han der fuldt og helt for mig, når vi endelig var sammen. Så glemte jeg alle hans svigt.

Jeg ville ikke spilde så meget som et eneste sekund af vores dyrebare tid med at bebrejdelser. Pyt med, at han den forrige gang lod mig vente i timevis uden at give besked. Nu var vi sammen, og den weekend, der lå foran os, fyldte mig hver gang med spænding. Hvad skulle vi foretage os? Hvad ville min opfindsomme far finde på?

Det var sjældent noget, der kostede penge. En lang spadseretur gennem skoven, hvor han fortalte om de planter og fugle, vi kom forbi, var i min optik en vidunderlig oplevelse. En tur i hans robåd på fjorden var også helt unik. Jeg vidste ikke noget bedre end at halvt sidde, halvt ligge i båden og lade en hånd glide gennem vandet, mens min far talte til mig, næsten som om jeg var voksen.

Jeg vidste, at han havde skiftende kærester, men de blev altid skubbet til side, når jeg besøgte ham. Jeg vidste også, at han havde skiftende jobs. Han var for rastløs til at blive i det samme i længere tid. Når han havde mulighed for det, spillede han musik sammen med to venner, der ligesom ham ikke var synderligt interesseret i et almindeligt job.

To gange tog min far mig med ud at rejse. Jeg var da henholdsvis 12 og 15 år. Begge gange gik turen til Spanien. Det blev uforglemmelige rejser, der gik alt for hurtigt.

Jeg holdt utrolig meget af min far. Det ændrede sig ikke, selv om jeg blev ældre og godt kunne se, at han ikke var til at stole på. Jeg mærkede, at jeg elskede ham, og jeg vidste, at han også elskede mig. Men jeg vidste også, at jeg var bedst tjent med, at min mor var gået fra ham, da jeg var lille.

Økonomisk støtte

I stedet havde jeg i Ernst fået en bonusfar, der ikke kunne drømme om at svigte et løfte. Jeg kom til at holde rigtig meget af Ernst, og jeg var glad for, at min mor havde fundet sammen med ham. De var der begge, når jeg havde brug for dem. Jeg skulle aldrig vente på, at de lige fik tid til mig.

Da jeg havde afsluttet samtalen med min far, skød jeg alle tanker om ham til side. Selv om mit bryllup ikke ventede lige om hjørnet, begyndte min mor og jeg så småt at planlægge de mange detaljer. Hvor mange skulle med? Hvornår skulle indbydelserne sendes ud? Hvornår skulle vi ud at vælge brudekjole?

Da jeg fortalte hende, at min biologiske far også gerne ville hjælpe økonomisk, nikkede hun tilfreds.

− Meget kan man sige om Peter, men han har aldrig svigtet, når det handlede om penge. Jeg er også glad for, at han gerne vil deltage i din bryllupsfest.

Det var, som om alle gjorde sig umage med at gøre min store dag så festlig som muligt.

Tiden gik hurtigt, og da brylluppet nærmede sig, tog min mor, svigermor og to veninder med mig ud for at købe brudekjole.

Det endte med en drøm af en kjole, men uha, den var også rasende dyr.

− Vi sender regningen til din far, lo min mor.

Det gjorde hun naturligvis ikke. Hun og min svigermor delte regningen.

− Det er alt for meget, sagde jeg.

− Du er mit eneste barn, svarede min mor blot, mens min svigermor lod en hånd glide ned over min kind, mens hun erklærede, at jeg gjorde hendes søn så lykkelig, at hun også meget gerne ville have lov at bidrage lidt.

Det føltes, som blev jeg båret frem af de mennesker, der stod mig nærmest. William og jeg havde ikke drømt om at bede om økonomisk hjælp. Vi havde boet sammen i mere end et år, og det var trods alt os, der ønskede at holde en stor fest. Vi tog det som en selvfølge, at vi selv betalte for det hele, men det fik vi slet ikke lov til.

Hans ord gjorde mig paf

Tiden var inde til at sende indbydelser ud. Igen var jeg nødt til lige at ringe til min far, for hvem vidste overhovedet, om han mon havde en kæreste for tiden? Hvis det viste sig at være tilfældet, skulle hun selvfølgelig også inviteres med.

− Nej, søde Agnes, lød fars lattermilde stemme i mit øre. − I øjeblikket er jeg fri som en fugl. Jeg er nu heller ikke interesseret i at dele min datters bryllup med en tilfældig kvinde.

− Du taler faktisk ikke særlig pænt om kvinder, sagde jeg.

− Hvis det er tilfældet, er jeg ked af det. Jeg elsker kvinder, svarede han. − I øjeblikket er det dog kun dig, jeg tænker på. Det virker stadig helt utroligt, at du skal giftes, men når det nu skal være, så glæder jeg mig til at føre dig op ad kirkegulvet.

Hans ord gjorde mig fuldstændig paf. Jeg havde overhovedet ikke haft i tankerne at spørge min far, om han ville følge mig op til William. Jeg elskede ham, og jeg havde mange gode minder fra min barndom, som han i den grad havde fyldt med eventyr. Det havde bare altid været på hans præmisser, og når det lige passede ham.

I hverdagene og også på de fleste ferier havde Ernst været min far. Han havde aldrig nogensinde svigtet mig, og for mig var det så godt som en selvfølge, at han selvfølgelig skulle føre mig op til William. Jeg vidste, at Ernst også regnede med, at det skulle være sådan.

Den sprudlende glæde, der længe havde siddet i mig, sivede bort og efterlod en tung knude i min mave.

− Du blev så stille, trængte min fars stemme sig på. − Jeg håber da ikke …

Han afbrød sig selv. − Jeg bliver nødt til at løbe, sagde han så. − Jeg venter et opkald, og der er netop en eller anden, der ringer nu. Vi tales ved, min ven.

− Det gør vi, hviskede jeg hæst.

Min far afbrød forbindelsen. Fyldt med frustrationer sad jeg tilbage med den døde telefon i hånden.

Hvad skulle jeg gøre? Fortælle Ernst, at min far havde meldt sig på scenen og regnede med, at han skulle føre mig op ad kirkegulvet? Jeg kendte Ernst så godt, at jeg vidste, at han på ingen måde ville blive vred, men han ville blive dybt såret. Kunne jeg virkelig få over mit hjerte at skuffe ham på den måde?

Men hvad så med min far? Han gik åbenbart ud fra, at det var en selvfølge, at han skulle give sin datter bort. Hans stemme havde været så glad, da han sagde, at han skulle gå ved min side i kirken.

Jeg anede ikke mine levende råd. Skulle jeg vælge min rolige, stabile bonusfar eller min biologiske far, der havde fyldt store dele af mit liv med eventyr? Uanset hvad jeg gjorde, ville jeg gøre en af dem ondt.

Del to kommer i næste uge.