Mit dilemma: Min gæstfrihed blev taget for givet

Da jeg var gravid med min søn, Daniel, valgte hans far at forsvinde ud af både mit og hans liv.

Selv om jeg ikke havde drømt om at blive alenemor, elskede jeg min lille dreng ubetinget fra det øjeblik, han kom til verden.

Efter min barsel vendte jeg tilbage til mit arbejde som laborant, men jeg valgte samtidig at gå ned på 32 timer. Nok måtte jeg stramme livremmen ind, men tiden sammen med Daniel var blevet det mest værdifulde i mit liv.

Da han begyndte i børnehave, viste det sig, at hans sproglige udvikling var temmelig forsinket. Gudskelov var pædagogerne vakse ved havelågen og sørgede for, at der blev sat en talepædagog på, ligesom jeg selv læste bøger for ham og øvede tegn til tale.

I løbet af de næste par år kom sproget gradvist, men i mellemtiden var han sakket bagud i forhold til det sociale.

Det, at han ikke havde haft et alderssvarende sprog, havde hæmmet ham i at falde ind i de andre børns fantasifulde lege. Han var heller ingen vildbasse, der kastede sig ind i puderummet og på den måde søgte fysisk kontakt med de andre børn.

Da Daniel begyndte i 0. klasse, var han stadig en genert og meget forsigtig dreng, der lige så stille bare havde affundet sig med at lege alene.

Når jeg om eftermiddagen hentede ham i SFO'en, hvor der var dømt fri leg, fandt jeg ham ofte i en fjern krog, hvor han sad og legede alene.

Mens de andre børn i løbet af 0. klasse fik ”bedstevenner” og ”hjerteveninder,” som de havde legeaftaler med i fritiden, gik Daniel alene hjem sammen med mig.

Tavst knugede han sin lille hånd i min. Det var hjerteskærende, at han stadig følte sig så ensom og udenfor.

Ny dreng i klassen

Efter sommerferien startede Daniel lige tung om hjertet i 1. klasse, men da jeg om eftermiddagen kom for at hente ham i SFO, havde han for første gang ikke travlt med at komme hjem.

Han var i fuld gang med at bygge Lego sammen med en anden lille dreng, som viste sig at være startet i hans klasse samme dag. Jeg satte mig hen i en sofa, mens alene synet af de to legende drenge gav mig tårer i øjnene.

Næsten en time senere dukkede drengens far op iført skjorte, slips og med en mobiltelefon ved øret. Han var noget mere utålmodig for at få sin dreng med hjem. Jeg skyndte mig at præsentere mig som Daniels mor, hvorefter han præsenterede sig som Benjamins far.

De var for 14 dage siden flyttet til byen, så samtidig med at han og hans kone var begyndt på arbejde igen, havde de travlt med at komme på plads i deres nye hus. Men eftersom det jo var Benjamins første dag, blev han hentet lidt tidligt.

Jeg skævede lidt undrende til uret, for klokken var næsten halv fem, da drengene hentede deres skoletasker ude i garderoben, hvor de lige ivrige aftalte at lege videre dagen efter.

Inden ugen var omme, havde Daniel fået sin første legeaftale. Da Benjamins mor hentede sin søn hjemme hos os, havde vi spist aftensmad, mens hun kom direkte fra sit arbejde.

Ligesom sin mand var hun advokat, og hun lod også til at være lykkelig for vores små drenges nye venskab.

Hun undskyldte, at de stadig lå i flytterod derhjemme og forklarede, at hun derfor ikke kunne gengælde en legeaftale hjemme hos dem endnu.

Nu holdt jeg ikke regnskab på den måde. For min skyld kunne drengene fremover lave alle de legeaftaler, de ville, hjemme hos os.

Alle legeaftaler var hos mig

Når jeg nu kom om eftermiddagen for at for at hente Daniel i SFO, plagede begge drenge stort set dagligt om at lege videre hjemme hos os.

Jeg ringede selvfølgelig altid og spurgte Benjamins forældre først, men svaret lød hver gang, at det var superfedt, for så behøvede de ikke selv at skynde sig hjem fra arbejde.

Først efter halvanden måned fandt Benjamins forældre et hul i deres travle kalender til at lave en legeaftale hjemme hos dem. Efter tre timer hentede jeg ham igen. Drengene ville helst have leget meget længere, men forældrene havde andre planer for resten af deres fridag.

I løbet af de næste par måneder foregik stort set alle legeaftaler hjemme hos os, og Benjamin endte hver gang med at spise aftensmad sammen med os.

Hans forældre skyndte sig mildt sagt heller ikke længere for at overholde vores aftalte tidspunkter for afhentning herhjemme. Når de hentede Benjamin, var han, ligesom Daniel, mere eller mindre klar til at blive lagt i seng.

De to bedstevenner havde også flere gange overnattet herhjemme i weekenderne, når Benjamins forældre skulle ud, og det var altid rent pyjamasparty.

Nu var jeg selv inviteret til en jubilæumsfest med min gamle folkeskole, og derfor havde jeg brug for at få Daniel passet. Jeg spurgte først Benjamins forældre, om de mon kunne hjælpe, men det lod sig desværre ikke gøre. De havde allerede planer.

I stedet satte min mor sig på regionaltoget og overnattede hjemme hos os den weekend.

Løj om aftaler

Om mandagen, da jeg hentede Daniel i SFO, plagede begge drenge som sædvanligt om at lege videres hjemme hos os. Mens de to legede og grinede inde på værelset, gik jeg efterhånden i gang med at lave aftensmad.

– Du skal bare glæde dig, Benjamin, overhørte jeg nu Daniel sige inde fra værelset.

– Min mormor passede mig i weekenden, og hun lavede et helt bjerg af frikadeller, som vi skal have til aftensmad. Hvad lavede du i weekenden?

– Jeg var bare hjemme med min mor og far. De ville slappe af, så jeg spurgte, om vi kunne ringe til din mor og lave en legeaftale herhjemme. Men de sagde, at vi to i forvejen er så meget sammen, at det kun var godt med en lille pause fra hinanden.

Alt imens jeg opvarmede min mors frikadeller, begyndte jeg selv at sprutte indvendigt. Tænk, at hans forældre afviste at hjælpe mig den ene gang, jeg spurgte dem.

Jeg følte mig udnyttet på det groveste, men lod mig selvfølgelig ikke mærke med det over for Benjamin.

Efter vi havde spist, gik jeg i gang med at vaske op og smøre madpakker. Samtidig sendte Bejamins mor på det tidspunkt, hvor hun burde have ringet på døren, i stedet en sms om, at hun først nu var på vej, og jeg var igen tæt på at eksplodere.

Da hun 20 minutter senere dukkede op og beklagede, at tiden var løbet fra hende i fitness-centeret, havde jeg i mellemtiden selv haft tid nok til at tænke mig om en ekstra gang.

Det hele værd

Selv om hun og hendes mand ikke ville spilde deres kostbare tid på at hjælpe mig, lod jeg som ingenting over for hende. For al den tid, jeg selv investerede i vores børns venskab, var jo ene og alene mit eget valg.

At Benjamins forældre så i den grad drog en personlig fordel af mit valg måtte stå for deres egen regning. Det samme gjaldt for, hvordan de valgte at prioriterede deres egen tid.

Jeg kom stadig ikke til at holde regnskab med vores legeaftaler. Til gengæld stoppede jeg med at forvente nogen former for hjælp i bytte for den luft, jeg tydeligvis gav dem i deres travle hverdag.

Jeg fortsatte bare med at bruge mest muligt af min egen kostbare tid på at være sammen med Daniel, som i kraft af sit venskab med Benjamin indhentede de sociale kompetencer, han havde haft så stærkt brug for.

I dag, hvor drengene går i 7. klasse, er vi forældre for længst holdt op med at lave legeaftaler. Men al den tid, jeg dengang investerede i dem, er for længst kommet tifold tilbage.

For udover at Daniel har bevaret sit tætte venskab med Benjamin, stortrives han socialt med alle de andre henne i skolen. Han har så travlt med at ses med sine venner, at jeg nu tilsvarende har tid til at fokusere på mine egne voksne interesser og venskaber.