Og så til hest...

– Hvis du havde været kridt, havde du været 170.000 år gammel, sagde en meget begejstret direktør for GeoCenter Møns Klint, Nils Natorp. Det baserede han ikke på mit udseende, men på den kendsgerning, at det vil tage 170.000 år at danne et kridtlag, der er lige så højt som mig, altså 1,70 meter.

Efter en længere tur op på Møns Klint, hvor de megahøje bøgetræer med tynde træstammer og små trækroner i toppen ifølge Nils Natorp er lysegrønne året rundt, fordi de har deres rødder i kridt, førte han os gennem centerets udstilling. Først gennem kridttiden, hvor havet omkring det, der skulle blive til Danmark, var fuldt af monstre, du helst ikke ville møde. Derfra gik vi gennem tertiærtiden, hvor landet var hærget af vulkaner og videre gennem kvartærtidens gletsjere, der dannede det Danmark, vi kender i dag. Derfor kan du dårligt gå 100 meter langs Møns Klint, før du finder et fossil såsom en tand fra en dinosaur, en blækspruttearm eller et vættelys.

GeoCenter Møns Klint har faktisk verdens største samling af vættelys – 53.500 stykker – og det har de papir på fra Guinness World Records.

De har også en forrygende udstilling af rav med en indbygget historie. Der er f.eks. et stykke rav med en indespærret flåt fra en dinosaur, der er 98 millioner år gammel. Der er ravstykker med myg, der parrer sig, myg, der kæmper, og et smukt bevis på, at dinosaurerne også har eksisteret: En fjer fra en dinosaur indkapslet i en dråbe harpiks.

– Du holder dig godt i forhold til din alder på 170.000 år, sagde Niels Natorp trøstende, inden vi begav os videre på turen. Nu på vej til Karl og hans islændere på Møns Islændercenter uden for landsbyen Borre.

Karl og hestene

Der er langt til naboerne, og sådan har Karl det fint. Gården er hans barndomshjem, og her agter han at blive for altid. Han har altid arbejdet ved landbruget, men interessen for hestene kom med den kvinde, der blev hans kone, Susanne.

– Min kone var meget glad for heste, så vi begyndte med et par islændere, og ja, så blev det til flere, som Karl siger, og nu har han 28 heste på ejendommen.

Hans kone er blevet syg og deltager ikke længere i driften, men parrets datter, Lizza, lever og ånder også for hestene og deler forældrenes drøm om at leve et liv med tid og ro. Ro har de fået her i selskab med hestene, nogle får og lam samt moskusænder til at holde sneglene væk.

Karl er en rolig mand, som ride- og kørelærere gerne skal være, og han får brug for al sin ro, da Kirsten og jeg dukker op på hans gårdsplads. Vi har booket en ridetur på hver sin hest, fordi vi gerne ville prøve at ride – det har ingen af os prøvet før, så hvorfor ikke gøre det nu?

Læs også om Mai og Mormor på islandske heste

Det kan I sagtens klare, siger Karl med rolig stemmeføring og trækker Fingur på 21 år frem til Kirsten, mens Lukas bliver ført frem til mig. Han er også en hest i sin bedste alder og som mig lidt rund om maven, så vi burde passe godt sammen.

”Den modige mand er ikke ham, der ikke føler sig bange, men ham, der besejrer denne frygt,” sagde Nelson Mandela, der tilbragte næsten 30 år af sit liv i et fængsel. Kirsten er måske ikke Nelson Mandela, men hun er en kvinde, der har været bange for heste, siden hun som barn blev bidt i låret. Alligevel overvandt hun sin frygt og klappede forsigtigt Fingur, der kvitterede med at pruste venligt.

De fleste heste, også islændere, har længere ben end mennesker, så det kræver en vis teknik at komme op på ryggen af dem. Desværre fulgte der ikke rebstiger med, men en enkelt skammel blev fundet frem, og Kirsten kom efter flere forsøg og til sidst med hjælp fra både Karl og fotografen op på Fingur.

Jeg kom også op på Lukas, der stod fredeligt ved fodertruget foran Kirsten og Fingur. Egentlig ville jeg gerne have set, hvordan Kirsten bar sig ad med at komme op på hesten, men jeg turde ikke dreje hovedet, ifald min nye firbenede ven skulle tro, at det betød, at vi skulle sætte i galop, så der sad jeg, stiv som en støtte på Lukas. Ikke at han var interesseret i vild galop – faktisk var han mest interesseret i at spise.

Kirsten måtte desværre opgive at tage på tur med Fingur. Når man har sklerose, er balancen ikke helt god, og så er det en kæmpe udfordring at sidde på en hest – især når det er første gang. Så Kirsten kravlede ned igen og fortsatte turen mod klinten til fods efter mig på Lukas og forrest Karl på sin rolige førerhest.

Det blev kun til knap 500 meter på hesteryg, så begyndte hidtil ukendte muskler i ben og bagdel at gøre vældig ondt, og hvert et langsomt trin, som Lukas tog under mig, føltes som et stød af en kniv i ryggen. For første gang i meget lang tid måtte jeg indse, at nok er jeg 17 år indeni, men ikke udenpå. Jeg gav op, kravlede ned og trak Lukas tilbage til gården og så undervejs flere af de smukke, vilde orkidéer, som der også er på Møn.

– I er altid velkomne igen, sagde Karl med et mildt smil, da vi forlod gården. Han havde 850 gæster i 2020, der alle var med på en kortere eller længere tur på hesteryg. Det lykkedes dog ikke for os, men så er der vel noget andet, vi kan, blev vi enige om på turen tilbage til Kalvehave, hvor jeg også kørte med i fotografens bil, mens min elcykel sad godt fast på hans cykelanhænger.

Til fods i smuk natur

Det skulle vise sig, at det, vi kunne, var at gå på Camønoen.

Mange mennesker tager ned for at gå hele eller dele af den spanske pilgrimsrute Caminoen, men hvorfor rejse til Spanien, når vi har det hele her i Danmark?

På Møn findes en vandrerute på 175 km, der meget naturligt har fået navnet Camønoen og kaldes Danmarks venligste vandrerute. Vandreturen er opdelt i 10 forskellige etaper og går gennem skove, langs klinten og ud mod havet. Undervejs kan man opleve Danmarks smukkeste stjernehimmel, fordi Møn og Nyord er det, der hedder Dark Sky Park, hvilket såmænd bare betyder, at her er så lidt kunstigt lys, at man kan se en fuldstændig fantastisk stjernehimmel her.

Kirsten og jeg måtte nøjes med en tur på 10 kilometer, for det var sidste dag af vores lille ferie, og dagen efter skulle vi på arbejde. Vi hentede vores vandrepas og et kort over vandreruterne på Møns Museum, fik en sandwich med fra Hotel Residens Møen, og så satte vi af sted uden for Stege og travede ud ad, ikke ”Myrens fodsti”, men en smal sti gennem skoven. Vi blev overvåget af fugle, der lå på reder derude mod havet, muhet efter af køer på en mark, mens en hare kiggede forskræmt på os og forsvandt ud i horisonten.

Læs også om Mona på Caminoen

– Nyd stilheden, sagde Kirsten og åndede dybt ind. Hun har engang gået på Caminoen, og for hende er det her en opladning af alle batterier, for frisk luft og smuk natur gør noget for os mennesker. Det at sætte det ene ben foran det andet uden at tænke på noget er altid godt for mennesker, der har for travlt. På den måde forsvinder 10 kilometer bare lige sådan.

Bagefter var det tid til at sige farvel til Møn og Kalvehave, farvel til verdens hyggeligste lille båd, farvel til elcyklerne og farvel til alle de fantastiske mennesker på vores vej, der brænder for at gøre netop deres egn til et vidunderligt sted. Vi kommer helt sikkert igen.