Rådgivning i røret: Jeg er måske den første, de betror sig til

Telefonerne har ikke været stille i mange sekunder, da skærmene på Alkolinjens kontor i Valby atter lyser op og blinker.

Rådgiver Lisbeth Jørgensen retter på sit headset og gør et klik med musen, så opkaldet går igennem.

– Har du det godt? Er du okay? spørger Lisbeth et minuts tid inde i samtalen. – For du lyder ikke, som om du har det så godt, tilføjer hun.

Hvert opkald til Alkolinjen er anonymt, men vi har i dag fået lov at lytte med i rådgiverens ende af samtalerne for at danne os et indtryk af, hvordan de bliver håndteret.

Lisbeth lytter og tager noter, mens personen i den anden ende af røret svarer.

Opkaldet kommer fra en ældre mand, som forklarer, at han for nylig er kommet på plejehjem og derfor ikke længere kan købe alkohol og drikke, som han plejer.

Det frustrerer ham meget, og Lisbeth spørger ind til, om han oplever abstinenser og har talt med personalet på plejehjemmet om sit problem, men manden mener, at han har styr på det og ikke behøver hjælp.

På og til stede

Lisbeth Jørgensen har et mangeårigt virke som socialrådgiver bag sig og har været rådgiver hos Alkolinjen i halvandet år.

Hun og hendes kolleger er ikke frivillige, men timelønnede, der før har arbejdet inden for det socialfaglige område, for deres erfaring med mennesker i krise er vigtig, forklarer Bjarne Stenger Elholm, souschef hos Alkohol & Samfund og leder af Alkolinjens rådgivningsteam.

– Det er hårdt. Det er voldsomme problemer, der kommer frem, siger Bjarne. – Det kræver virkelig, at man er på og til stede, uanset problemets omfang, og det er noget, der kan slide på en.

Rådgiverne har typisk én vagt ugentligt af fire til seks timers varighed og er altid mindst to på vagt sammen. Samtidig er det vigtigt, at de har kendskab til området og mulighederne for behandling.

– Mange af dem, der henvender sig, kender ikke de tilbud, der findes, og deres rettigheder, fortæller Bjarne.

Han uddyber, at mange for eksempel ikke ved, at der er kommet medicin, som hæmmer drikketrangen, ej at forveksle med antabus, som fremkalder en allergisk reaktion, efter alkoholen er indtaget.

Manden, som Lisbeth taler med, er ikke umiddelbart interesseret i andet end at dulme symptomerne på sine abstinenser, men forsigtigt foreslår hun alligevel behandling.

– Jeg kan sagtens finde ud af, hvor den nærmeste hjælp til dig kunne være?

Det går manden tøvende med til, men da Lisbeth får at vide, at han bor på en ø syd for Fyn, er gode råd dyre. Hun skæver op på danmarkskortet, der hænger over computeren. Der er ikke mange behandlingstilbud på øen, men det lykkes hende at finde noget i nærheden, og hun oplyser ham om, at han har krav på at få en aftale inden for 14 dage.

– Nogle gange kan det være svært at styre selv, og så er det godt at få noget hjælp, siger hun, inden opkaldet slutter.

Skam og bekymring

Sundhedsstyrelsen estimerer, at 402.000 danskere har tegn på moderate alkoholproblemer, og at 67.000 danskere har tegn på svære alkoholproblemer.

Det mærker de ved Alkolinjen, som på en gennemsnitlig uge får mellem 200 og 300 opkald fra borgere, der kæmper med et alkoholproblem eller er pårørende.

Fælles for mange er følelsen af skam, som forhindrer dem i at søge hjælp.

– Er du vimmer, det er jo virkelig skamfuldt. Det skal ikke uden for familien. De bruger al deres energi på at skjule det, siger Lisbeth.

Hun anslår, at halvdelen af de opkald, hun får, kommer fra bekymrede pårørende.

– Drikker man meget, så mister man nærheden og kontakten med dem, man er tæt på, siger Lisbeth, som selv har mistet kontakten til en barndomsven, der havde et alkoholproblem.

Selv fik hun aldrig taget den svære snak, fordi hun var bange for sin vens reaktion, og det forsøger hun at råde bod på, hver gang telefonen ringer.

– De bliver mødt og hørt, og det er så vigtigt. Så har jeg den indstilling til det, at jeg har gjort, hvad jeg kunne, siger hun.

Ven eller fjende

Der går ikke mange minutter imellem opkaldene, og nogle gange er der kø.

I den anden ende af lokalet tager rådgiver Nisse Mye imod et opkald fra en kvinde, som ringer ind, fordi hun er bekymret for sin mand, som drikker for meget.

Undervejs i samtalen kommer det frem, at kvinden også ringede ind for fem år siden med samme bekymring, og i mellemtiden har hun og hendes mand fået et barn. Deres omgangskreds kender intet til hans problemer, og hun vil gerne hjælpe ham.

– Du skal møde ham med omsorg og kærlighed. Det her med tvang vil nok have den modsatte effekt, advarer Nisse.

Kvinden oplyser, at hun og hendes mand bor nord for København, og Nisse skynder sig at finde telefonnummeret på det nærmeste center for rusmiddelbehandling.

– Så må vi håbe, at han kommer til fornuft, siger Nisse, inden samtalen ender.

Han fjerner høretelefonerne og strækker sig i kontorstolen.

Nisse havde mere end 30 års socialfaglig erfaring bag sig, da han begyndte som rådgiver hos Alkolinjen i sommer, men det er ikke derfor, han kan relatere til de problemer, han hører om.

– Noget i ens liv er ikke gået, som man drømte om, og så bliver flaskerne ens bedste ven. Eller værste fjende, som det viser sig. Det ved jeg, for jeg har selv stået med håret i postkassen.

Fra traume til styrke

Nisse fortæller, at han for 10 år siden blev udsat for et voldeligt overfald på det jobcenter, hvor han dengang var ansat som specialkonsulent. Traumet satte sig i ham som posttraumatisk stress, og han forsøgte at dulme den tiltagende angst og søvnløshed med alkohol.

– Det var min medicin. Jeg troede, at jeg kunne det hele selv, men jeg var ved at drikke mig ihjel, siger han. Heldigvis fik han hjælp, før det gik så galt, og bragt sit liv i orden.

– Alt det, jeg mistede dengang, har jeg fået tilbage igen, siger Nisse, som går 20.000 skridt om dagen, dyrker yoga og mediterer for at holde sig mentalt i balance.

Han deler ikke sin egen historie med dem, der ringer ind, medmindre de spørger ham direkte. Alligevel betragter han det som en styrke, at han selv har været i samme situation som mange af dem, der ringer.

– For mig har det alle dage handlet om at kunne give noget af mig selv som menneske videre​​​​​, og jeg ser sådan på det, at jeg nu bare har fået en ekstra værktøjskasse.

Når røret er lagt på

De, der ringer til Alkolinjen, er fuldstændigt anonyme. Rådgiverne kan ikke se telefonnumrene, der ringes fra, og når røret lægges på, har de ingen mulighed for at følge op på de skæbner, som krydser deres vej.

Det var noget, som rådgiver Mette Kruse lige skulle vænne sig til, da hun begyndte hos Alkolinjen for tre år siden.

– I begyndelsen var det mærkeligt. Det kan være svært ikke at vide, hvordan det videre går dem, men nu har jeg vænnet mig til det, siger den uddannede psykoterapeut.

Når telefonerne ikke kimer, bruger hun tiden på at udfylde skemaer og føre protokol, som bruges til statistik. Men det er ønsket om at gøre en forskel for de mennesker, som ringer, der får hende til at møde op uge efter uge.

– Det er en gave at få lov til at hjælpe mennesker på den måde. Folk er tit meget berørte. Nogle gange er vi de første mennesker i verden, de fortæller det her til, siger Mette.

Hun og hendes kolleger ved udmærket, hvor svært det kan være at indrømme over for andre såvel som sig selv, at man ikke kan styre, hvor meget man drikker. Ikke desto mindre er det vigtigt, at man gør det.

– Deler man den smerte og bekymring med nogen, så vil man føle sig lettet og måske få lyst til at gøre noget ved det. Derfor er det så vigtigt, at man kan tage første skridt et anonymt og ufarligt sted, siger Alkolinjens leder, Bjarne Stenger Elholm, som selv er uddannet sygeplejerske og indimellem sidder ved telefonerne, når behovet opstår.

Et gennemsnitligt opkald varer 21 minutter, men kan også vare længere, hvis der er behov for det.

– Vi siger altid, at vi har masser af tid, siger Bjarne, selv om det netop er noget, han ønsker sig mere af.

I åbningstiden, som er fra klokken 9 til 17 på hverdage, lykkes det Bjarne og hans team at besvare cirka 80 procent af opkaldene.

– Så der er jo nogle, som ikke kommer igennem, konstaterer han.

For at imødekomme et stigende behov og nedbringe antallet af ubesvarede opkald vil Alkolinjen gerne ansætte flere rådgivere og udvide åbningstiderne, men det kræver enten offentlige puljemidler, som Alkolinjen skal søge om hvert tredje år og håbe på at få, eller at rådgivningen kommer på finansloven.

I mellemtiden ringer telefonerne i Valby med stadigt kortere interval.

– Man har måske gået med det i rigtigt mange år, så der er rigtigt mange følelser og frustrationer, der kommer ud, når man endelig siger det højt, forklarer Bjarne, som gerne lægger øre til det hele.

– Det er jo derfor, vi er her.