Therese gav sin kæreste en nyre

Man kan sige det med blomster og chokolade, man kan også sige det med de smukkeste ord, og endelig kan man vise sin kærlighed til et andet menneske ved at give ham livet igen.

Det gjorde Therese, og derfor er hun sygemeldt lige nu. Hun har netop givet sin ene nyre til sin kæreste, Erling, der var alvorligt syg. Uden Thereses nyre havde Erling ikke været her så forfærdeligt meget længere.

Men først ville Erling slet ikke have den. Faktisk ville han helst sende Therese ud af sit hjem og ud af sit liv. Han mente, at hun kunne få et meget bedre liv uden en syg mand.

Therese Didriksen er 41, og Erling Fakkemohs er 48, så de er ikke børn længere. Netop derfor vidste Therese, at når den rigtige kærlighed er der, så griber man den og holder fast i den, også selv om den elskede er syg.

Parret bor på Langeland og har holdt sammen i to år. Thereses mor, Britta Didriksen, bor i nærheden, og det er hende, der har indstillet sin datter til at modtage Familie Journals Julekurv som en opmuntring til et kærestepar, der har gået meget igennem, men samtidig er de også et kærestepar, som har meget at være glade for.

– Vi har faktisk kendt til hinanden i flere år gennem en fælles vennekreds. Vi snakkede godt sammen, og ja … en dag i foråret for to år siden kom Therese på besøg, og så var det, ligesom hun flyttede ind. Hun tog i hvert fald ikke af sted igen, siger Erling.

Helt så enkelt var det måske ikke. Livet er ikke enkelt, når man er enlig mor til tre voksne børn og en lille efternøler, Lærke på dengang fire år. Therese havde fået styr på sit liv med børnene og arbejdede som sosu-assistent på hospitalet i Svendborg. Hun var forsigtig, og det var Erling også.

Han og hans hund, Tippo, havde boet alene i huset i flere år. Erling havde sin familie, sine venner, arbejdet og alt det andet, han gik og rodede med i hus og have. Han havde drømt om at møde kærligheden, men det var ikke rigtig lykkedes. Ikke før nu. Therese blev hans store kærlighed.

– Der var ingenting, der var svært, da vi blev kærester. Det var, som om vi hørte sammen. Vi diskuterer ikke, vi gør bare tingene og nyder at være sammen, siger Therese.

Erling var ellers lidt bekymret, for kunne pigen fra Rudkøbing pludselig bo på landet? Ville hun synes, det var sjovt at rode i haven og følge med i alle hans projekter? Erling er en tusindkunstner, der både kan bygge hus og lave kunstværker i jern, og hvad der ellers måtte interessere ham.

Men pigen fra byen elskede både roen på landet og sin nye kæreste, og Erling elskede, at han pludselig var en del af en familie. Især da Thereses datter, Lærke, stolt forklarede, hvad det egentlig var, hendes stedfar lavede: ”Erling sætter varme i alligatorerne”.

Faktisk arbejder Erling på fjernvarmeværket og sørger for varmen i folks radiatorer, men pyt … Therese og Lærke var nærmest kommet til at tro, at Erling kunne klare alt.

En sjælden sygdom

Det kunne han så ikke længere, da de havde boet sammen et halvt år.

– I november 2020 blev jeg pludselig så træt. Jeg kunne dårligt hænge sammen. Når jeg kom hjem fra arbejde, var jeg helt færdig, og jeg fik også pludselig kramper i kroppen og smerter. I lang tid slog jeg det hen, men til sidst gik jeg alligevel til lægen, der satte gang i en masse prøver. Jeg blev sendt videre til sygehuset, hvor man fandt ud af, at mine nyretal var på 450 og alt for høje. De skal helst ligge under 100. Mine nyrer fungerede kun med 30 procent, siger Erling.

Masser af undersøgelser og blodprøver senere fandt lægerne ud af, hvad Erling fejlede. Han havde en meget sjælden autoimmun sygdom, ANCA, anca associeret vaskulitis, der betød, at hans immunforsvar angreb – i dette tilfælde – nyrerne. Lægerne ville forsøge at behandle ham med medicin, så hans immunforsvar gik i ro og ikke længere angreb hans krop, men der var allerede sket stor skade på nyrerne.

– I foråret 2021 fungerede nyrerne kun under 10 procent, og jeg begyndte i dialyse. Tre gange om ugen var jeg indlagt i seks timer om dagen på Svendborg sygehus, og så kunne jeg køre hjem igen sidst på dagen. Det var ikke noget liv. Jeg var altid træt og dårlig, og jeg kunne slet ikke overkomme noget herhjemme. Jeg sad inde i stuen og så på buskrydderen, der stod derude ved hækken og ventede på mig. Men jeg havde ikke kræfterne til det. Jeg sagde til Therese, det var bedst, hun og Lærke flyttede. De skulle ikke være bundet til en syg mand, der ikke kunne noget, siger Erling.

En kærlighedsgave

Therese hørte, hvad han sagde, men hun havde sin egen mening:

– Da vi flyttede sammen, var han min store, stærke mand. Nu så jeg, hvor syg han var, og jeg vidste, at jeg ville gøre alt for at give ham hans liv tilbage. Jeg elsker ham jo, siger Therese.

Derfor var der ingen tvivl i hendes hjerte, da personalet på dialyseafdelingen mente, at nu var det på tide, at Erling skulle skrives op til en nyretransplantation. Hans nyretal var nede på 4 procent. Livet ebbede langsomt ud af Erling.

– Erlings brødre tilbød hver især at donere en nyre, og jeg tilbød mig også straks som donor, selv om Erling ikke ville have det. Men jeg synes ikke, han skal bestemme alt, siger Therese og ser på sin kæreste.

– ”Du er vel klar over, at det er den største kærlighedserklæring, du nogensinde vil få?” sagde sygeplejersken til mig, siger Erling.

– Det vidste jeg, men jeg sagde først nej, for hvad nu hvis Therese selv blev syg? Hun måtte under ingen omstændigheder tage skade, fordi hun ville give mig sin nyre.

Undersøgelserne viste, at Therese var den bedst egnede donor, og 11. oktober i år blev de begge to opereret. Therese fik fjernet sin venstre nyre, og Erling fik indopereret hendes nyre i højre side.

Operationen gik godt. Erling får masser af medicin, men alt ser ud til at gå, som det skal. Buskrydderen ude i haven rører han stadig ikke. Det første halve år er han sygemeldt og skal passe på sig selv, mens Therese vender tilbage til arbejdet om et par måneder. Indtil da går de ture og snakker sammen, mens de glæder sig til fremtiden.

– Livet er skrøbeligt. Vi synes, at man skal få det bedste ud af sit liv. Ikke tænke så meget, men gribe kærligheden, når den er der, siger de.

Der var en læge, der mente, at Therese og Erling burde gifte sig, og måske gør de det, men først og fremmest lever de livet, som de vil, hver eneste dag.