Puks brevkasse: Min søn mener, at jeg svigter hans demente far

Min mand gennem mere end 25 år begyndte desværre at blive dement kort efter sin 60-års fødselsdag.

I flere år blev han boende hjemme, indtil jeg ikke længere kunne gå på arbejde, fordi han slet ikke kunne være alene. Efterhånden blev det sådan, at jeg stort set ikke kunne sove om natten, fordi han stod op og vandrede rundt både i huset og udenfor.

Til sidst måtte vi give op, og han fik en plejehjemsplads. Vores børn, en søn og en datter, var helt indforstået med det. Han bliver passet godt på plejehjemmet, og jeg besøger ham stort set dagligt.

Efterhånden kan han ikke kende nogen af os, kun i ganske få øjeblikke tror jeg, han er klar over, hvem jeg er.

Vi havde hund, før min mand blev syg, og jeg har savnet det meget. Nu har jeg igen fået en trofast hundeven, og på en af mine ture med hende stødte jeg tilfældigt ind i en gammel ungdomskammerat. Han er blevet enkemand, og vi snakkede godt sammen.

Det har udviklet sig til mere end venskab, og med tiden kunne vi godt tænke os at flytte sammen. Min datter er helt forstående overfor, at jeg har fået en “kæreste” – eller hvad man skal kalde det i vores alder.

Det er min søn derimod ikke. Det var så uheldigt, at her i det tidlige forår, faktisk kun anden gang, min ven overnattede hos mig, dukkede min søn op med mine to børnebørn en tidlig lørdag formiddag.

Vi havde sovet længe og sad der med morgenhår og slåbrok ved morgenbordet, men min søn var jo helt uforberedt. Han hankede op i børnene og vrissede, at farmor havde bedre ting at tage sig til, og at de hellere måtte gå igen.

Senere på dagen talte jeg i telefon med ham, og jeg vil slet ikke gengive, hvad han sagde. Men han mener, jeg svigter hans far, og han nægter at sætte sine ben i mit hjem mere – medmindre jeg helt holder op med at se min ven.

Han har ovenikøbet allieret sig med min mands søster, altså hans faster, som han altid har haft et godt forhold til, og hun har også helt vendt sig imod mig.

Jeg føler ikke, at jeg svigter min mand. Jeg besøger ham stadig næsten hver dag, selv om han som regel ikke kan kende mig.

Engang imellem er der en del af mig, der ønsker, at han måtte gå bort. Det giver mig selvfølgelig også rigtig dårlig samvittighed, selv om det ville være det bedste både for ham selv og hans nærmeste i den situation, han er i nu.

Jeg føler heller ikke, det er forkert, at jeg prøver at opleve lidt kærlighed igen, og heldigvis støtter min datter mig stadig. Jo heller ikke, fordi jeg er holdt op med at elske min mand. Blot på en anden måde.

Men det er en forfærdelig situation at være i, og jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op. Jeg har brug for et af dine kloge råd.

Konen.

Kære Konen.

Det tema, du bringer på bane, er velkendt her i brevkassen. Kan man tillade sig at finde kærligheden eller forlade en partner, der er syg? Det er virkelig et dilemma, der niver i alle følelser.

Jeg tror ikke, der findes et entydig svar. Der er så mange vinkler i den problematik. Der er mange hensyn at tage. Din datter og søn har det forskelligt med din kæreste, og de har jo begge ret til at føle, som de gør. Følelser kan vi ikke altid kontrollere.

Kan du på nogen måde rumme sin søns frustrationer? Kan du sætte dig ind i, hvad han ser, når han kommer hjem og oplever dig sidde med en anden mand?

Når han ser jer to, ser han også en sandhed, der er svær at kapere. Han ser, at han skal acceptere, at hans far er syg. Han ser, at den far, han kendte, er væk. Ikke bare fra boligen, men for evigt væk og forsvundet i en frygtelig sygdom.

Ved det syn bliver han konfronteret med, at livet skal gå videre, uden hans far, og det er han åbenbart ikke klar til. Det, han ser, er sorg. Den sorg veksler han til vrede, og så går det ud over dig.

Kan det hjælpe dig lidt at se hans reaktion i det lys? Kan du favne ham og tale med ham med det i mente?

Jeg tror, stormvejret stilner af, hvis du beslutter dig for at rumme din søn og hans vrede. Giv ham tid. Han sørger.

Fortsæt med at interessere dig for din søns liv. Spørg til ham. Lyt til ham. Hvem ved, måske er han bange for at miste jer begge. Dig til en ny mand og hans far til en væmmelig sygdom.

Kærlig hilsen Puk.