Velkommen på fattiggården

Svendborg har til alle tider været en søfartsby med store skibe, der engang sejlede på de syv have, og små både, der sejler ud til Ærø, Drejø, Skarø og Hjortø.

Det er her, Arnold Peter Møller købte et brugt dampskib i 1904 og oprettede Dampskibsselskabet af Svendborg – det, der senere blev til A. P. Møller Mærsk. Det er også her i byen, at fattigfolk, værdigt trængende, gamle og syge ofte fandt deres sidste hjem på fattiggården. Da den blev bygget i 1872, var det byens stolthed, for man mente, at det var et godt sted at anbringe de fattige og dem, der ikke kunne tage vare på sig selv.

Den eneste fattiggård i Norden

I dag hedder den ikke længere fattiggården, men Danmarks Forsorgsmuseum, og det er den bedst bevarede og eneste fattiggård i Norden. De gule bygninger tårner sig op over de små mennesker, der nærmer sig porten til fattiggården. Det var meningen, at man trådte nærmere med hatten i hånden og en vis ærbødighed, for det var absolut sidste udvej at flytte ind her. Da fattiggården lukkede i 1974, var den en skamplet på byen.

Fra fattiggård til museum

Svendborg Museum overtog bygningerne samme år og forvandlede det triste sted til et meget aktivt museum, der viser, hvordan forsorgen har fungeret, ikke kun her på fattiggården, men overalt i Danmark. Der er sovesale, spisesale, jernporcelæn og frem for alt hundredevis af billeder af de mennesker, der har været anbragt under forsorgen. Børn på børnehjem, værdigt trængende – som regel enker, der spiste nådsensbrød på fattiggården – og sidst, men ikke mindst: alle de dovne, der blev indsat under forsorgen for at blive genopdraget.

Maler måtte ikke bruge penge på farver

På en af gangene hænger et billede malet af maleren Hans Peter Carlsen. Han blev født i 1855 og døde som 95-årig i 1950. De sidste 52 år af sit liv levede han på en lukket arbejdsanstalt i Odense, men som ung var han en lovende maler.

Han kom fra fattige kår, men fik chancen og kom på Kunstakademiet. Hans malervenner blev store og anerkendte malere, men noget gik skævt for Hans Peter. Derfor endte han på arbejdsanstalten, hvor han i sin fritid malede sine malerier på brugt karduspapir. Malerierne var sorte og grå, for kommunen tillod ham ikke at bruge penge på farver.

Læs også: Hjemløse laver mad til hjemløse

Frivillige fortæller historien

Foran billedet på gangen i Svendborg Forsorgsmuseum står Robert Madsen. Han er frivillig på museet og fortæller om menneskene bag skæbnerne. Han har valgt den gamle maler, der aldrig nåede at blive berømt.

Robert er med i projektet "Fra udsat til værdsat", og selv om han bliver helt forskrækket, når man spørger ham, om han da er udsat, er der alligevel lidt om det.

– Jeg plejer at præsentere mig selv som social taber, for det er den etiket, vi sætter på anderledes mennesker i dag. Jeg har valgt at fortælle om maleren Carlsen, fordi jeg ser ham som et menneske, der havde så mange talenter, men som det aldrig lykkedes at blive berømt eller bare at få et godt liv.

Robert selv er 42 år og har selv haft en tung barndom, han stadig bærer med sig. Han voksede op som en utryg og bange dreng. Han drømte om at blive ingeniør. At tegne og måle op, det var det, han gerne ville, men det syntes, de voksne i hans liv ikke var en god idé. Det kunne han slet ikke finde ud af, sagde de, og fordi Robert var en dreng med meget begrænset selvtillid, troede han dem. Siden har han forsøgt mange ting, men også for ham smuldrer tingene. Hans største frygt er, at hans liv er spildt, siger han.

Men eftertiden har stadig tegningerne og malerierne, som H.P. Carlsen lavede. De hænger her på museet, og Robert fortæller om ham, og det gør han godt, så heller ikke hans liv er spildt. Han er værdsat.

Den gamle have genopstod

I det hele taget er der mange værdsatte folk i Svendborg. Da fattiggården lukkede, forsøgte folk at glemme den, og græsset groede højt i haven, hvor fattiglemmerne engang havde arbejdet for at dyrke alle de grøntsager, der skulle på bordet, når de indsatte skulle have mad. Græsset groede, havegangene forsvandt, og stenene forvitrede, indtil Lene Hansen en dag for seks år siden cyklede forbi. Hun var selv ret glad for havearbejde og tænkte endnu engang, at det nu kunne være sjovt at gøre noget ved den gamle have.

Denne dag lod hun det ikke bare blive ved tanken, og i 2014 dannede hun og nogle andre foreningen "Museumshavens venner". De er omkring 20 medlemmer, der alle elsker at arbejde i haven. For dem er senegræs og snerler bare udfordringer, men det har alligevel været et hårdt arbejde at føre haven tilbage til det, den var engang.

Afgrøder fra gamle dage

Medlemmerne af foreningen kan stort set ''Nordisk illustreret Havebrugsleksikon'' udenad, for der dyrkes kun de afgrøder, der fandtes dengang, det var fattiglemmerne, der passede haven. Nu kan man ikke påstå, at de frivillige medlemmer af foreningen er fattiglemmer, så det er ikke dem, der spiser de store mængder grøntsager, de producerer: Grøntsagerne bliver blandt andet sendt videre til Blomster Caféen i Svendborg, der laver god og billig mad. Caféen bliver selvfølgelig også drevet af frivillige, for folk i Svendborg sidder ikke stille og venter på, der skal ske noget. De får tingene til at ske.

Læs også: Hanne har fuldtidsjob og er fuldtidsfrivillig

Blomsterne har også en historie

Margit Okholm er også med til at luge i haven, men hun har også en anden vigtig titel: Hun er vandedame. Det betyder, at det er hende, der passer pelargonierne på museet. I gamle dage havde man tit pelargonier, fordi de efter sigende tog den dårlige lugt, og her på fattiggården i Svendborg var der rigtig mange pelargonier af sorten "Langelands Rose". Selv pelargonierne her på stedet har en historie: De er nemlig aflæggere af de oprindelige planter, der var her, da museet endnu var en fattiggård.

Blomstersalg dækker udgifter

Nu er det Margit, der passer dem og laver stiklinger, der også sælges i butikken. Indtægterne dækker udgifterne til frø til urtehaven, og sådan hænger det hele sammen på museet.

I gamle dage kom man her af bitter nød og blev grundigt udspurgt, inden man kunne få en plads. I dag er der ingen, der spørger, om man er værdigt trængende. Man skal ikke være taknemmelig for en håndsrækning, og man bliver ikke stemplet som hverken det ene eller det andet. I dag er alle velkomne og glade, for man er kun besøg.

Læs også: I haven med Anette Heick