Velkommen til nutiden

Møblerne er fra før, Ikea blev opfundet. Det er manden næsten også, selv om han kun er 70 år. Pensioneret skorstensfejermester Jan Sørensen og hans kone, Mona, kaldet ”Fruen” eller ”Grevinden” bor i en lejlighed i Valby.

I familien kalder de Jan for ”Wikipedia”, for han er som et moderne opslagsværk. Ikke Lademanns leksikon, som han selv voksede op med, men netop Wikipedia, hvor man kan google sig til svar på næsten alt – og mange gange er det endda et rigtigt svar.

Der er kun én ting, Jan ikke ved meget om. De sociale medier.

Hans barnebarn hedder Kaya Barrett Lindberg. Hun er 14 år, går i 7. klasse i Sengeløse skole og ved alt om Snapchat, TikTok, Insta og det allerede temmelig gammeldags Facebook, som kun ”gamle” voksne kan finde på at bruge.

Kaya drømmer om at blive skuespiller. Hun har været statist i flere forskellige produktioner og er helt sikker på, at det er den vej, hun vil gå.

Tilfældigvis hørte hun, at Ældre Sagen ville lave en podcast, der skulle hedde ”Skærmliv”. Foreningen inviterede børn og bedsteforældre til at melde sig til.

Podcasten skulle få børn og bedsteforældre til at snakke sammen, og de unge skulle så fortælle deres bedsteforældre om de unges digitale liv, og hvad det hele egentlig går ud på. Hvis de så også kunne lære noget nyt af hinanden, ville det heller ikke være så skidt.

Kaya vidste med det samme, at det var noget for hende, og hun bestemte sig for, at det også måtte være noget for hendes morfar. Hendes mormor er nemlig rigtig god til at bruge de sociale medier, mens hendes morfar er – efter Kayas opfattelse – fuldstændig håbløs på det område og endda ikke meget for bare at sende en sms. Det ville være fantastisk, hvis hun kunne vise ham, hvad Snapchat er, og hvordan man bruger den.

Fordi Jan er blød som smør, når hans barnebarn beder ham om noget, sagde han ja til at deltage i ”Skærmliv”, hvor de to fik snakket en del om Snapchat og alt mulig andet. Det har været sjovt, medgiver de begge. Men …

Den første mobiltelefon

– Jeg bliver aldrig et digitalt vidunder. De unge skal have deres ting for sig selv, og det skal vi gamle ikke komme og mene noget om. Men jeg har da lært at være mere åben overfor at høre om, hvad man kan med alle de der sociale medier.

Kaya kigger tvivlende på ham, men så vigtigt er det heller ikke, om morfar nu ved, hvad Insta og Snapchat er. Det er vigtigere, at morfar er Kayas idol på sin helt egen måde.

De interesserer sig begge for historie, og de har besøgt et utal af muséer sammen. De er lige optagede af historiske kendsgerninger, og der findes nok ikke mange skolebørn, der synes, det er så fedt at høre om en skorstensfejerkonference i Italien. Det synes Kaya. Takket være morfar ved hun også, at man i gamle dage brugte små forældreløse drenge til at rense skorstene i Italien. Han kan fortælle om de mest utrolige ting. Uden nogensinde at kigge på sin skærm.

– Jeg var faktisk en af de første, der fik mobiltelefon, dengang den kom frem i 1980 eller 84. Det var en stor boks med et slags telefonrør, som man råbte i. Der var ikke altid den bedste forbindelse. Den kostede 25.000, og det var også mange penge dengang, siger han.

Kaya ved snart ikke, hvad hun skal tro, men heldigvis er nutidens telefoner noget helt andet og meget mere handy. Hun kender alt til de sociale medier, og hun bruger dem i et væk nærmest uden at tænke over det. Når hun sender morfar en Snap, som er et billede af en aktuel situation, så gør hun det, fordi hun elsker ham og for, at han kan se, hvad hun laver lige nu.

Begrænset holdbarhed

Et par fødder, der går hen af en gade, siger ikke morfar så meget. Derfor ringer han Kaya op og spørger, hvordan det går med hende, og så snakker de sammen, og det er jo netop det, det hele går ud på.

– Jeg indrømmer gerne, at de sociale medier keder mig. Jeg vil til enhver tid hellere snakke med et menneske end at gå og kigge ned i en telefon, men nu har jeg da forstået, hvorfor man gør det, siger Jan.

Det handler om følgere og streaks (streaks betyder bare, at to venner skal sende hinanden flere billeder inden for et døgn tre dage i træk). Kort sagt: Når man er ung, skal man være med på skærmen, hvor alle de andre venner er. Hvis man ikke er med her, kan man så let ende med at være udenfor fællesskabet.

Jan har hverken følgere eller streaks. Han har sin familie, sine venner og sine interesser, og det er nok for ham, men han har i hvert fald lært noget: Man skal lade de unge have deres kultur i fred. Vi kan jo godt snakke sammen alligevel.

Det er nemlig det, de gør: Jan og Kaya. De mødes i hvert fald en gang om ugen og snakker om alt mellem himmel og jord.

– Mormor og morfar er ikke så strenge som mine egne forældre. De har så mange regler, og det har de ikke inde hos morfar. Vi snakker meget om historie og om fremtiden, siger Kaya.

Når man er 70 år, har man begrænset holdbarhed, som morfar siger. Derfor er det vigtigt for ham at vide, at barnebarnet har det godt, og at hun er på vej ud i verden og ved, hvad hun vil.

Og så gør det heller ikke noget, at resten af familien nu er begyndt at kalde Kaya for ”mini-Wikipedia”.

– Det er rart at vide, jeg har en efterfølger, der ved, hvad der skete i 1864, siger Jan med et smil.