Socialt Set
Bedsteforældres rettigheder
Da Nicole Fox sad foran fjernsynet og så Word Trade Center-skyskraberne styrte sammen efter terroristangrebet den 11. september 2001, var hun sikker på, det var en hallucination i hendes hoved. I den periode var hun nemlig med sine egne ord så dopet af alskens medicin, at hun nærmest befandt sig i en anden verden.
Samme år var hendes kræftsygdom, der første gang blev konstateret i 1997, vendt tilbage med fuld styrke:
- Kræften havde spredt sig i hele kroppen via lymfeknuderne. Lægerne sagde, at det ikke var muligt at helbrede, og at jeg havde seks måneder tilbage at leve i. Men jeg tog imod deres tilbud om livsforlængende kemo. Og det blev begyndelsen til fire år på stoffer, fortæller Nicole, der i dag er 50 år og bor i Hejls syd for Kolding.
LÆS OGSÅ: Familie Journal deltager i kampagnen Knæk cancer
Så syner
- Jeg havde indtil da aldrig fået en dråbe medicin i mit liv. Nu fik jeg den meget stærke kemo, der hedder campto.
- For at mildne bivirkningerne fik jeg blandt andet morfin, ren opium og binyrebarkhormon. Og i dag kan jeg uden at blinke sige, at jeg ved alt om, hvordan rockstjernerne i 1960'erne havde det, når de tog stoffer i lange baner: Psykisk var jeg enten helt oppe eller helt nede. Jeg så mærkelige syner, folk så anderledes ud, og selv duftene omkring mig ændrede sig. Kemoen gav mig høj feber og metalsmag i munden. Og jeg gik rundt med stikmærker op og ned ad armene som en narkoman.
- Folk gloede efter mig og tænkte sikkert deres, husker Nicole, som oven i den svære sygdom også havde sine forpligtelser som alenemor til fire børn at tage sig af. Stephanie, Alexander, Nash og Yasmin er i dag henholdsvis 26, 23, 19 og 16 år, og kun sidstnævnte bor stadig hjemme.
Verdensomspændende spænding
"Fabergés hemmelighed" hedder den første roman i Nicole W. Fox' thrillerserie om strømeren Alex Nash fra Willow Bay ved San Francisco. Fra en ukendt slægtning arver han en kunstgenstand: et æg kreeret af den verdensberømte juvelér Carl Fabergé, og det bliver begyndelsen til en hæsblæsende, verdensomspændende rejse og handlingstråde, der går tilbage til tsarens Rusland, Hitlers rige og efterkrigstidens Danmark. Romanen udkommer den 22. oktober på Bogkompagniet.
Angsten meldte sig
- Jeg forsøgte at leve et normalt liv. Men når børnene var lagt i seng klokken 22, og der blev helt stille, meldte angsten sig. Det var ikke så meget døden, der skræmte mig, men i langt højere grad tanken om, at mine børn skulle miste deres mor.
- Jeg kunne ikke sove, og for at have noget at tage mig til begyndte jeg at skrive. Jeg skrev bare løs på min gamle Olympia-skrivemaskine - og med Bruce Springsteens musik i hovedtelefonerne - uden at vide, hvor det førte hen. Men en nat gik det op for mig, at historierne hang sammen. Jeg var i gang med at skrive en roman.
At skrive var terapi
Bogen skulle blive den første i en hel serie af spændingsromaner med politimanden Alex Nash som hovedperson. Heltens navn er sammensat af Nicoles to sønners navne.
- Jeg skrev som en slags terapi. Men hvor de fleste andre i samme situation begynder at skrive om deres eget liv, gik jeg en anden vej. Jeg forsøgte jo netop at få tankerne væk fra min sygdom og den dødsdom, jeg havde hængende over hovedet. Jeg havde ikke fortalt nogen om den dystre prognose. Min mor fik konstateret kræft i 1996 og døde blot fem måneder senere. Og jeg ønskede ikke, at min familie og mine børn skulle være bange og bekymrede for mig. Men som månederne gik, viste det sig, at forudsigelserne ikke holdt stik. Jeg blev ved med at leve videre.
LÆS OGSÅ: Lille Christian blev helbredt for kræft
Kræftcellerne visnede
I 2004 efter sammenlagt 72 kræftbehandlinger var der pludselig godt, overraskende nyt: - Kræftcellerne døde eller visnede så at sige. Ingen kan helt forklare, hvordan det gik til. I min lægejournal de sidste fem år har der bare stået "ingen aktivitet", fortæller Nicole.
- Jeg var kommet ud på den anden side takket være dygtige kirurger, en stærk vilje og min hang til at søge healing i naturen.
En toer på vej
- Jeg havde aldrig tænkt på mine skriverier som noget, der skulle udgives. Men sidste år faldt min søster, Anne, tilfældigt over dem. Hun læste noget af det og mente, det var så godt, at jeg burde sende det ind til et forlag. Da hun havde presset længe nok, gik jeg med til at prøve.
Med hjælp fra journalisten og forfatteren Kurt Lassen kom Nicole i kontakt med Bogkompagniet: Senere i denne måned udkommer den første Alex Nash-bog, "Fabergés hemmelighed", og allerede til foråret lander toeren på butikshylderne.
- Jeg er oprindelig uddannet korrespondent i engelsk og har altid været fascineret af sproget og de ting, man kan med det. Og siden, jeg er begyndt at skrive, har jeg ikke kunnet stoppe igen. Sjovt nok har jeg beholdt min skæve døgnrytme: Jeg skriver simpelthen bedst fra klokken 22 til klokken 3 om natten, så det er jeg fortsat med. Forskellen er, at i dag kan jeg stå op klokken 7 uden at være påvirket af medikamenter, siger Nicole Fox.