Lille Christian blev helbredt for kræft

Christian elsker sin rutsjebane rigtig højt. Hans mor hedder Rikke Rasmussen, og hun holder også rigtig meget af rutsjebaner. I hvert fald det, man kalder "livets rutsjebane".

Da hun fik Christian, var hans fødsel det højeste og lykkeligste punkt på rutsjebaneturen. Da han blev alvorligt syg, var det den værste og dybeste bølgedal.

Sådan er det med de voksnes rutsjebaner - alligevel blev Christians sygdom i sidste ende til noget godt for Rikke i Odense. En ny måde at se livet på - og et skarpt nej tak til at være offer, selv om der bestemt var nok at være ked af, da Christian pludselig blev syg.

- Christian var en uventet, men dejlig gave at få, for han var slet ikke planlagt. Han blev født den 1. marts 2010 og var verdens største vidunder. Da han var 5 måneder, blev han syg. Jeg havde sommerferie, det var juli, og jeg ringede til øjenlægen og bestilte tid til en undersøgelse.

Indlagt med kræft

- Ugen efter kom Christian i behandling. Han havde retinoblastom, der betyder kræft på nethinden. Det er en sjælden kræftsygdom, der fortrinsvis rammer små børn. Der sad to tumorer i hvert øje. Ugen efter blev vi indlagt på Skejby Sygehus, hvor Christian kom i kemoterapi, siger Rikke.

Når man pludselig sidder med et alvorligt sygt barn, der kan nå at dø, inden han rigtig er kommet i gang med livet, eller måske miste synet, er det i orden at være ulykkelig. Hvad er meningen med livet, og hvorfor skal ulykken ramme det lille menneske, man elsker allermest?

1-års fødselsdag på hospitalet

Christian fik sine kemobehandlinger. Der var de gode dage og de dårlige dage.

Der var dengang, de troede, deres dreng snart ville blive rask. I stedet fik han et tilbagefald og skulle have strålebehandlinger i yderligere fem uger.

Han skulle have indopereret et kateter til narkosen, og hans lunge klappede sammen. Hans 1-års fødselsdag blev fejret på hospitalet, men så pludselig blev han erklæret rask og udskrevet den 8. marts i 2011.

Hvordan lever man et "normalt liv?"

- Lægerne sagde, at nu skulle vi bare hjem og leve et helt normalt liv. "Et normalt liv". Jeg anede ikke, hvad det betød - jeg havde jo næsten kun kendt Christian som syg.

Jeg blev sygemeldt, fordi hele min verden var nede og vende. Jeg fik tilbudt nogle samtaler med en coach, der hjalp mig meget. Derfor besluttede jeg at tage den uddannelse selv, så jeg kunne hjælpe andre, som min coach havde hjulpet mig.

En dag sagde en underviser nogle ting, der ændrede hele min verden: "Når der sker ting i vores liv, har vi et valg. Vil du tage ansvar og handle på det, eller vil du være et offer? Vil du være en tilskuer til dit eget liv eller en medspiller?"

Hjælp til andre familier

Rikke fik en projektopgave på uddannelsen til coach, opgaven skulle tage udgangspunkt i hendes eget liv som enlig mor. Derfor dannede hun sammen med flere andre en gruppe, der hedder "Livets Rutchebane", og inviterede 20 familier med økonomiske og/eller sociale problemer på sommerlejr.

Vi lærte at støtte hinanden og tage ansvar for vores familier. Jeg mener egentlig nok, at vi i Danmark er opdraget til, at nogen redder røven på os, hvis vi ikke gør det selv.

Til gengæld betaler vi med vores frihed, hvis vi lader socialbehandlere og andre bestemme over os.

På toppen af rutsjebanen og rask

Det er efterår. Sommerlejren er forbi. Han kender flere ord på engelsk og snakker som et maskingevær.

Han går stadig til kontrol, og han ser ikke særlig godt på det ene øje, men han er rask.

Rikke er på toppen af livets rutsjebane lige nu - men hun ved også, at hvis hun rammer bunden igen, så kan hun selv komme op.