Jan overlevede 20 hjertestop på tre kvarter

Tirsdag, 9. juni 2015
af Kurt Balle Jensen, foto: Jørgen Ploug
En aften i vintereren 2014 fik Jan Brofelde i Sorring det rigtig dårligt. Hans kone, Lis ringede straks 112 og hurtigt var ambulance og akutlægebil på stedet. Før, under og efter ambulanceturen stoppede Jans hjerte 20 gange. I dag er han frisk og uden men - takket være akutberedskabet
   

Familien Brofelde i midtjyske Sorring er mere end almindeligt begejstret for akutberedskabet.

Det er faktisk et mirakel, at 52-årige Jan Brofelde lever i dag. Han er nemlig indehaver af en helt usædvanlig rekord: en vinteraften i 2014 får han det rigtig dårligt med stærke smerter, og i løbet af de næste tre kvarter får han faktisk hjertestop 20 gange – og bliver hver gang genoplivet.

Jans hustru, Lis er straks klar over, at det er hjertet, det er galt med den aften. Hun ringer 112 og få minutter efter er ambulancen og akutlægebilen der. Der er ingen tvivl, Jan skal omgående på sygehus og bæres på båre ud i ambulancen.

– De når ikke at komme afsted, før Jan får det første hjertestop. Jeg skal med til sygehuset i Skejby og sidder i lægebilen, mens de arbejder med Jan inde i ambulancen, fortæller Lis.


Læs også om Frank, som faldt om med blodprop i hjertet og blev reddet af Emil på 12 år

Tilbage til livet

Lægen arbejder koncentreret for at få Jan tilbage til livet. Det lykkes, men øjeblikket efter går hans hjerte igen i stå. Tre gange får han hjertestop, mens de holder i indkørslen, og tre gange kalder lægen ham tilbage til livet. Først derefter kører de mod Skejby.

Undervejs bliver Jans hjerte ved med at gå i stå. Han har fået en blodprop, og scanningsbilleder viser, at der er helt lukket. Intet taler for, at Jan kan overleve.

Men lægen ville det anderledes og blev stædigt ved med at kæmpe for hans liv. En særlig stærk medicin, hjertemassage og elektriske stød blev brugt i den hårde kamp mod døden. 15 gange døde Jan i ambulancen på vej til sygehuset. 15 gange gav hans hjerte op. Og 15 gange blev han hentet tilbage til livet.

På Skejby tog sygehuslægerne over, men Jan fik igen hjertestop.

De næste nervepirrende timer ved Lis ikke, om hun har mistet sin mand. Men han klarer den, klokken 22.30 bliver han kørt til opvågning efter ballonoperationen, og næste dag overføres han til Silkeborg.

Lær hvordan du yder førstehjælp, hvis en person falder om med hjertestop

Akutberedskabet er vigtigt

Hjertemassagen og de mange stærke stød gav Jan bøjede ribben og brandsår. Hans krop havde måttet tage imod meget i den hårde kamp for livet, men hans organer havde ikke taget skade, og han har i dag ingen mén af de mange genoplivninger.

Han passer igen sit arbejde med at køre fejemaskine.

I dag er det meget vigtigt for familien at lade beretningen indgå i debatten om akutberedskabet:

– Det er noget, vi skal passe på. Og hvis der lægges op til at spare lægebetjente akutbiler væk, må et folkeligt pres jo få ændret på det, siger Jan.

– Ja, for der skal jo også være tryghed i landområderne. Vi kan jo ikke alle sammen bo i storbyerne, tilføjer Lis.