En have skal være til at spise

I 40 år har 61-årige Birgit Rothmann tegnet de skønneste haver med pæoner, hortensiaer og rododendroner, og alligevel kalder hun i dag den slags haver for ”ørkenhaver”.

– Jeg vidste bare ikke, at det var ørkenhaver, siger hun og ser på én gang beklagende og smilende ud.

For der er selvfølgelig ikke noget i vejen med et frodigt blomsterflor – det kan give masser af haveglæde, men i dag foretrækker Birgit så udpræget at kombinere haveglæde med maveglæde.

Læs også: Bliv vinduesgartner

Et ryk i smagsløgene

På hendes dejlige plet på Kærbakken i Haarmark på Samsø (link fjernet) trives i dag over 300 forskellige planter, hvor langt de fleste er flerårige og kan spises. Ja, alene navnene på planterne er nok til, at det giver et ryk i smagsløgene: Chokoladevin, jordbærtræ, kanelbusk, nepalpeber, passionsfrugt, dadelblomme og kamæleonbusk – Birgit ku’ blive ved …

I alle årets måneder kan hun gå ud i haven og høste, hvad hun har brug for – måske lige bortset fra januar:

– Men da bør vi jo alligevel rejse væk, siger hun med et bredt smil.

Læs også: Sådan dyrker Birgit kartofler

Kampen mod ukrudtet

Og det var lige netop på en rejse sydpå til La Gomera, at Birgit fik øje for, at vores haver herhjemme lader meget tilbage at ønske – at der er meget mere at hente end de par stauder, den flade græsplæne og dusken med persille, som de fleste af os lader os nøje med.

- Hvorfor egentlig blive ved med at arbejde mod naturen? For det er jo det, vi gør hele tiden – vi slås, vi graver, vi pløjer, og vi har en kamp uden lige mod ukrudtet. Hvis vi bare lod det hele være, ville det blive til skov, men en skov af ahorn, el og ask, som jo ikke er spiselig. Hvorfor ikke plante træer og andre flerårige vækster, der kan spises? Og samtidig lagre noget mere kulstof og gøre noget for miljøet?

Læs også: Peter Tanev: - Vi har en fantastisk sommer i Danmark

Perfekt for de dovne

Birgit tog et internationalt certifikatkursus i design af permahaver i 2011, og siden da har hendes have undergået endnu en forvandling og er i dag demonstrationshave for permakultur. Den er ikke færdig udvokset, men fint undervejs.

På hendes dosmersedler står der ost, måske lidt kød og lidt kornprodukter, men ellers dyrker hun resten i haven. Hønsene leverer æg som tak for det køkkenaffald, hun og naboen smider ind til dem, de indiske løbeænder snupper sneglene, på et par brændestykker dyrkes shiitake og østershatte, og en skønne dag finder Birgit vel også de trøfler, hun har podet på hasselbuskenes rødder.

– Det kræver lidt tilvænning at spise så mange nye ting, men det er skønt, når man lærer dem at kende, siger Birgit og nævner passionsfrugten, som hun i første omgang opfattede som slimet og uinteressant, men som i dag er en af yndlingsspiserne. Sankthansurt er et eksempel på en plante, som de færreste spiser, men som smager fint og sprødt og som kommer flittigt, når man tager af den. Hosta er heller ikke bare til pynt – skud og blomster kan spises og er fortrinlige i wokretter.

En af fordelene ved skovhaven er, at den ikke er særlig arbejdskrævende – i hvert fald ikke, når den først er anlagt. Bunddække sørger for, at ukrudtet holdes nede, og får skvalderkålen alligevel overtaget en dag, dækkes området af med genbrugsplast. Efter et år i mørke er selv skvalderkålens livsgejst udtømt.

Læs også: Sådan sparer du på det dyre vandingsvand

Hvad er
en skovhave?

I en naturlig skov er der et godt samspil mellem træer, buske, slyngplanter, svampe, insekter, fugle og pattedyr – helt anderledes end marken med kun én afgrøde.

I en skovhave udskiftes de almindeligt forekommende træer med spiselige og nyttige vækster, der har hver sin opgave: Nogle tiltrækker insekter, andre er kulstoffikserende, og andre igen trækker gødning op fra jordens dyb. Høstsæsonen er lang, ikke mindst kan der tidligt i foråret hentes masser af friske skud.

Læs mere om Birgits skovhave på hendes egen hjemmeside (link fjernet)

Har du været på Samsø? Se de skønne billeder fra øen herunder, klik blot i højre side af billedet ...