Kære Puk
Mormor kan ikke klare julemaden længere
Børnebørn er livets dessert, siger man – og dejligt er det, når hele familien kan have glæde af hinanden, men sådan er det desværre ikke altid.
Renate Thiel er 60 år og bor i udkanten af Berlin i Tyskland. I stuen står skabet med legetøjet stadig, men børnebørnene, Steffi og Sarah, bruger det ikke længere. Det er et år siden, Renate sidst så sine børnebørn, der nu er fem og tre år. Men i begyndelsen var alt godt.
- Det var den store kærlighed, da min datter, Anke, traf sin kommende mand, Jørgen, og jeg var lykkelig på deres vegne. Det varede ikke længe, så var børnene på vej, og jeg var stolt som en pave, da jeg holdt mit første og senere det andet barnebarn i armene. Vi bor et par hundrede kilometer fra hinanden, så vi aftalte, at vi skulle ses hver sjette uge – og fordi jeg havde tiden, og de unge havde deres arbejde at passe, blev det til, at jeg kørte ned til dem og boede der en uges tid ad gangen, fortæller Renate.
- Sådan gik det godt i lang tid, indtil jeg måtte indlægges på hospitalet for at få en ny hofte. Bagefter magtede jeg ikke længere de lange bilture så tit, men tilbød at tage et barn ad gangen med på en lille ferie. Min svigersøn mente, jeg skulle have begge børn med, men jeg mente ikke, jeg kunne overkomme det. Derefter gik det hele galt.
- Steffi og jeg tog på et par dages ferie, men da jeg afleverede hende hjemme hos min datter og svigersøn, var der kold luft. De var vrede på mig, og jeg forstod ikke hvorfor. ”Måske var det bedre, at du tog hjem nu”, sagde min datter. Så kunne jeg jo ikke gøre andet, siger Renate.
Læs også om en lykkelig skilsmissefamilie
Mormor tog igen på besøg hos sine børnebørn måneden efter, men denne gang fulgte hendes svigersøn hende til døren og bad hende om ikke at komme uanmeldt igen. Senere ringede Anke sin mor op og forbød hende at se sine børnebørn . Jørgen brød sig ikke om det.
Siden har der været stille i Renates lejlighed og stille i hendes liv. Hun forstår ikke, hvad der skete, og hun savner sin familie. I lang tid har hun grædt, men nu har hun besluttet at kæmpe for retten til at se sine børnebørn.
- Jeg vil ikke trække børnene gennem en retssag for at få ret til at se dem, men jeg har kontaktet præsten i deres sogn og bedt ham mægle mellem mig og min familie. Jeg sender julegaver og fødseldagsgaver til børnebørnene gennem præsten, der sørger for, at gaverne kommer videre. De skal vide, at mormor aldrig glemmer dem, siger Renate.