Peters og Jettes katamaran er bygget med kærlighed

Torsdag, 24. september 2015
af Johan Isbrand, Foto: Søren Lamberth
Peter Hofman ”skulle have noget at hygge sig med som folkepensionist” – og byggede egenhændigt en båd fra grunden. Med fru Jettes ubehag ved sejlbåde i baghovedet faldt valget på en katamaran, som tilmed er opkaldt efter livsledsageren, og som parret foreløbig bebor i sommerhalvåret.
Ægteparret Hofmans katamaran er bygget af Peter selv fra grunden

Ingen kan være i tvivl om, at Jette og Peter Hofmans katamaran er et vigtigt omdrejningspunkt i ægteparrets fælles liv. Båden er blevet døbt ”Jette af Horsens”, og som Peter, 72, skriver mere end én gang på sin hjemmeside, hofmanboats.dk, er den skabt ”med kærlighed og passion”. Også i overført betydning. Det var nemlig af hensyn til sin 69-årige livsledsagers velbefindende, at Peter i sin tid besluttede, at det netop var en katamaran, han ville bygge. Tidligere børnehavepædagog Jette fortæller:

– Vi lærte hinanden at kende i 1986 og flyttede sammen i 1989. Det med at sejle var noget nyt for mig dengang. Og jeg var selvfølgelig lidt ude med den sejlbåd, som Peter havde på det tidspunkt, men det var ikke min kop te. Når det kører bedst for sådan en båd, ligger den nemlig på siden, og det brød jeg mig ikke om.

Selvbygget katamaran

Dermed stod valget mellem katamaran og husbåd. Da sidstnævnte ikke kan sejle, lå katamaranen ligefor. Og i lighed med førnævnte sejlbåd var det Peter selv, der skulle tegne og bygge den fra grunden.

– Jeg har både været tømrer, arkitekt, bygnings- og maskinkonstruktør, og jeg har arbejdet i et smedefirma. Og noget skulle jeg jo hygge mig med, når jeg blev folkepensionist. Jeg kan godt lide at bygge ting. Det har været mit job hele livet. Og når man ikke har millionerne til en båd, må man i gang selv, fastslår han.

Læs også: Monica har sit eget bådebyggeri

Påkørt af gummiged

I 2008 gik han således i krig med projektet, idet han startede med pontonerne – de to aflange flydere, der udgør understellet på fartøjet. De er bygget op omkring en række ringe af træ, som efterfølgende er blevet overtrukket med glasfiber.

– I foråret 2011 var jeg klar til at gå i gang med overbygningen. Og i den forbindelse flyttede vi projektet til Horsens, hvor vi havde lejet os ind i bådehallerne hen over sommeren, hvor der ingen både stod. Det betød, at vi havde en deadline: Vi skulle ud inden oktober måned, hvor bådene skulle tilbage at stå i vintermånederne. Da tiden nærmede sig, blev katamaranen stillet ud i det fri andetsteds på havnen og fik igen et telt omkring sig.

– I april sidste år var den i vandet for første gang, og vi tog nogle prøvesejladser, men bevægede os ikke uden for fjorden, fortæller parret, der i 2014 også nåede en tur omkring den fredede fugleø Vorsø.

I år kom katamaranen dog betydelig senere i vandet end planlagt: Foråret var præget af gråt og koldt vejr. Og da forholdene omsider var gunstige, blev fartøjet påkørt af en gummiged og måtte repareres, inden det atter kunne blive sat i søen.

Sejlende sommerbolig

Allerede i 2008 satte ægteparret Hofman deres hus i Bjerringbro til salg. De første par år skete der dog ikke meget, og først i 2012 blev huset officielt solgt.

– Vi var ude at kigge lidt på ejerlejligheder her i Horsens, men selv om de var temmelig billige, besluttede vi os for, at vi ikke ville binde os til en ejerbolig. Vi lejer i dag en 56 kvadratmeter stor lejlighed i byen. Faktisk er badeværelset på båden større end det i lejligheden. Og foreløbig er det vores plan, at vi så vidt muligt skal bo på katamaranen hele sommerhalvåret. Den er 32 kvadratmeter stor og isoleret som en helårsbolig. Og bliver vi rigtig glade for det, kommer vi måske med tiden til at bo her året rundt, siger Jette.

Læs også: Vi har havvand i blodet

– Ja, jeg bliver nok ikke så svær at overtale til den tid. Jeg holder simpelthen af at opholde mig på katamaranen. Her er en god atmosfære, indskyder hendes ægtemand.

– Vi har hele tiden haft en plan om, at vi skulle ud at sejle på Europas floder. Vi skal selvfølgelig lige være fortrolige med alt på båden, men vi øver os, hver gang det er godt vejr. Og Jette har i vinterens løb taget duelighedsbevis i navigation. Alting tager tid, og gode ting tager lang tid, siger Peter, som på sin hjemmeside tilbyder faglig assistance og ekspertise til andre, der gerne vil leve en tilsvarende drøm ud.

– Det har aldrig været meningen, vi skulle sejle jorden rundt i båden. Der er masser af oplevelser at hente tæt på. Danmark vrimler med naturhavne, og kystnær sejlads omkring Fyn og i Øhavet kan man bruge årevis på, siger Peter Hofman.

Læs også: Havluft er bedre end stoffer