Socialt Set
Bedsteforældres rettigheder
Det var det år, da tvillingerne Brian og Benny var fyldt 18 år. De var ikke i tvivl om, hvad de ønskede sig i julegave: Brian havde kastet sin kærlighed på gamle julekalendere, mens Benny havde set en gammel nisse i en genbrugsbutik.
– Jeg kunne simpelthen ikke få den nisse ud af mit hoved, og selv om mor nok følte, at det var en lidt mærkelig gave til en dreng på 18 år, så fik jeg den i julegave. Nissen blev den første i min samling på mellem 1.200 og 1.400 nisser, som jeg har i dag, fortæller Benny.
Tvillingerne Brian og Benny Østergaard Lillelund er i dag 31 år og elsker alt, der har med julen at gøre. Deres passion er så stor, at de har købt en stor ejendom sammen i Sønderskov i det sydlige Jylland, hvor de nu åbner et julemuseum.
Læs også: Nisserne blev Lilians redning
– Vi var i 20’erne, da vi begyndte at snakke om at lave et julemuseum. Baggrunden var, at vi var skuffede over, at de ting, man eksempelvis kunne købe på museer op mod jul, var genoptryk og nyt. Det, vi sværmede for, var det gamle og originale.
Brian og Benny har kørt Danmark rundt for at finde gamle ting, der har med julen at gøre. Blandt andet har de været heldige at tømme nedlagte købmandsbutikker. Desuden har de fundet meget på loppe- og kræmmermarkeder.
Læs også: Juletiden får Sara Maria ned i gear
– Julekalenderne har ændret sig rigtig meget, siden de første af pap blev lanceret i Danmark. På de første, der kom fra Tyskland, var de mange engle. Så tog nisserne over som motiv, senere blev de dekoreret med glimmer, og i 1970’erne var julekalendere, der danner et panorama, meget populære. Seneste påhit er julekalender med små gaver eller chokolade, fortæller Brian, der har en forkærlighed for de gamle pap-julekalendere, som man fik udleveret hos den lokale købmand, bager eller slagter.
– Julekalendere giver håb, forventning og glæde, siger Brian. Lågerne på julekalenderne må ikke have været åbnet. Og de bliver det heller ikke. – Det er kun nisserne, der ved, hvad der gemmer sig bag lågerne. Og de er gode til at holde på hemmeligheder, siger Benny.
Læs også: Sådan bager du skønne vaniljemåner