Christa er ramt af ALS

Der er ingen, der kan sige, hvor mange år, måneder og dage et liv skal vare. Det gælder os alle. Men et liv kan være så hårdt, at man ikke kan forstå, hvordan et menneske kan holde det ud og endda stadig elske livet. Sådan har Christa det. Hun er fange i sin egen krop. Hun har haft ALS (amyotrofisk lateral sclerose) i de sidste knap to år. Hun kan ikke længere gå, stå eller holde sit eget hoved, men hendes hjerne og hendes sind fejler intet. Hun elsker sin mand, Jan, og hun elsker sine børn, og derfor er hun endnu i live. Christa siger selv, at hun ikke har planer om at dø foreløbig, men det er vigtigt for hende, at hun når at sige tak til alle de mennesker, der har betydet noget for hende i de 56 år, hun har levet. Christa Maccarthy Olesen er en lille stump kvinde, der ikke har mange kræfter tilbage, men hun er med Jans ord også den stærkeste kvinde, han nogensinde har mødt. De to nåede at få 10 gode år sammen. Nu planlægger de, hvordan Christas sidste tid skal blive så værdig som mulig. Derfor er Christa flyttet ind på Vonsild Have Plejecenter i Kolding i august i år, og det er hun dybt taknemlig for.

Et dårligt liv

Christa har haft et hårdt liv. Hun blev narkoman. Den dag, hun fik at vide, at hendes to mindste børn ikke kunne blive hos hende, hvis hun ikke ændrede sig, lod hun sig indskrive på et behandlingssted for narkomaner. Det skulle blive en fuldstændig ændring både for hende og de mennesker, hun holdt af. På det samme afvænningssted var Jan også tjekket ind. Og det var ikke for første gang, langtfra faktisk. Han var alkoholiker og havde levet sit liv dobbelt så stærkt som de fleste andre mennesker. Jan er 64 i dag.

En gammel drøm

Pludselig en dag dukkede denne her rødhårede kvinde op med gnistrende øjne, og hun råbte op om ting. Christa havde en mening, og hun ville ændre hele verden og sig selv.Selvfølgelig faldt jeg for hende, og det fantastiske var, at hun sgu også ville have mig, siger Jan. Da Christa og Jan trådte ud fra behandlingsstedet i Vejle den forårsdag for snart 13 år siden, begyndte deres nye fælles liv. De var færdige med stoffer og færdige med sprut. Sammen begyndte de at samle stumperne af deres liv op. Jan var god for Christa, og Christa var god for Jan, og sammen var de gode til at stable et nyt liv på benene. Det var på tide at opfylde Christas ønske. – Hun snakkede evig og altid om en kolonihave, husker Jan. Jeg arbejdede som jord- og beton- arbejder på det tidspunkt, og jeg vidste ikke en skid om haver og blomster, men hvis det var det, der skulle til, ja så måtte vi skaffe sådan en. – Jeg vidste heller ikke noget om blomster, men jeg vidste, hvordan jeg ville have det til at se ud, siger Christa. Jan gravede græsplænen op, og så plantede jeg blomsterstauder. Da vi var færdige, havde jeg 98 forskellige stauder i have og stenbede.

Christa bliver syg

– Vi boede i lejligheden inde i byen, men det meste af sommeren var vi ude i haven. Pludselig kunne jeg ikke selv låse cykelskuret op, jeg havde ikke kræfter i hænderne. Så begyndte jeg at falde over mine egne ben, og så forbød Jan mig at cykle mere. Vi fik diagnosen den 24. april i år. Jeg havde ALS, siger Christa. De tog hjem sammen fra hospitalet, og Jan handlede, som han altid har gjort. Hvis han kunne hente månen og solen ned til Christa, havde han gjort det. I stedet byggede han lejligheden om, så hun kunne være der, også når hun fik det dårligere. De to hørte sammen for altid. Der kunne ikke være tale om andet, sagde han til sin kone. Livet overhalede dem indenom. Christa fik en alvorlig sygdom i bughinden, og Christa måtte på plejehjem. Alligevel er de sammen så meget som muligt. Jan kører med bussen frem og tilbage til Christas plejehjem. Penge har de ikke mange af, plejehjemmet koster, og Christa skal have det bedste, synes Jan. Christa kan stadig bevæge den ene finger, men inde i sit hoved er hun stadig lige så rask, som hun altid har været. Hun har skrevet sin sidste vilje, hun taler med sine børn, og hun ser tilbage på det liv, der blev hendes. Hun var en smuk, ung pige med glimt i øjet. Det glimt har hun stadig, for hende den rapkæftede, der kunne råbe op, og hende der arbejdede i haven, og hende, der kom ud af sin afhængighed, hun er stadig et sted derinde. Og det er sådan, Jan ser hende. Christa, der blev meningen med hans liv, fordi hun er, som hun er. Og som hun selv siger: – Jeg har stadig noget at sige tak for hver aften, når jeg lægger mig til at sove. ■