Socialt Set
Bedsteforældres rettigheder
Alt er på plads før en af årets store aftner. På det lille bord med den knaldrøde velourdug står to store lysestager, den ene med et rødt, den anden med et grønt stearinlys i. Ved siden af ligger en smuk dolk, en lyseslukker, en messingklokke, en lille, sort gryde med salt, og naturligvis den uundværlige tryllestav.
– Oh, store gudinde og gud, naturen vibrerer jeres energier. Nu er det tid at glemme fortiden og bekymringer, nu er det tid til renselse…
Navela Uddins stemme flyder messende ud i sommeraftenen, mens hendes blik glider ned til det lille, interimistiske bål i det store fyrfad midt på den grønne græsplæne.
Se opskriften på en lækker sankthans-kage
Flammerne konkurrerer indædt mod aftensolens stråler, men det lader hverken Navela eller hendes to gæster, 47-årige Zaki Nielsen og 58-årige Susanne Mattern, sig gå på af denne aften, som vi andre kalder sankthansaften.
– Vi tilbeder guden Pan, som repræsenterer skoven og dyrene i skoven, fortæller den 55-årige heks og pædagog, der sideløbende med sit pædagogjob har arbejdet med clairvoyance og heksekunst, lige siden en veninde for 20 år siden smed et sæt tarotkort på hendes bord.
Læs også om Britta, som er en moderne heks
I aften handler det mere om at hylde solens gang om jorden end at hylde Sankt Hans.
– Vi er nødt til inden tusmørket at gå ud og skære hyldestokke, som vi skal bruge til vores kosteskafte i aften. Når vi finder dem og saver dem af, lægger vi noget andet i stedet som tak og for at holde balancen i naturen. Jeg har for eksempel et glas med kugler af trylledej og tørret frugt – det kalder man en offersten. Og kostene bruger vi til at feje energierne ud fra heksekredsen.
På turen tilbage fra hyldetræerne fortæller Navela mere om hekseredskaberne.
– Tryllestavene bruger vi også til at styre energier. Vores urter er ligeledes vigtige. Vi laver små poser, hvor vi blander urter efter intuitivt valg. Det kan være timian, lavendel, salvie, løvstikke, kristtjørnblade eller andre. Når flammerne er godt i gang, kaster vi poserne på bålet for at slippe af med negative ting i os selv.
Da hyldegrenene er skåret godt til, og sød vin er skænket i store messingbægre, tager Navela sin store, sorte kåbe på. Den er fyldt med pentagrammer, som symboliserer gud, gudinde, trefoldig gud og trefoldig gudinde, og selve solhvervsseancen kan tage sin begyndelse.
– Solkonge, herre af sommer, vi byder dig velkommen på din højeste dag.
Navelas smukke, messende stemme bliver som på bestilling akkompagneret af en højlydt mjaven fra en sølvstribet kat, der på majestætiske kattepoter dukker frem fra hækken i nærheden for at deltage i den højtidelige seance, og Familie Journals udse ndte ser tavse til, mens en helt anden form for sankthansaften bliver fejret. ■