Kære Puk
Skal fotos af hans kone stå fremme?
Det begyndte med et godt naboskab. Så dannede de musikalske naboer Helge Engelbrecht og Tommy Thiel Rasmussen orkestret Neighbours. Og da Helge for otte år siden åbnede sin rummelige baghave, Mariehaven, for store, populære koncerter, blev bandet udvidet med fem ekstra musikere og tog navneforandring til Neighbours & Friends.
Læs om power-dansktopduoen Lars Love Louise her.
– Vi regnede ikke med, at det skulle være en permanent konstellation. Men vi kører på endnu som Mariehavens faste husorkester. Og sidste år prøvede vi for sjov at gå på Danmarksturné. Det gik så godt, at vi på fredag i Tønder Kulturhus tager hul på vores Danmarkstur nummer to med den passende titel ”Kom igen”. I samme forbindelse fejrer vi vores otte års fødselsdag. Vi elsker at holde fest, siger sangeren og sangskriveren fra Ansager.
Hele 16 stop gør orkestret i det ganske land med finale i Aalborg den 27. november. Og specielt i forbindelse med to af koncerterne bliver der formentlig en hel del prominente gæster blandt publikum:
– Vi har besluttet at invitere samtlige de solister, der til dato har sunget i Mariehaven: Birthe Kjær, Brødrene Olsen, Peter Belli og mange andre stjerner. Og da solisterne til daglig bor på begge sider af Storebælt, har vi givet dem lov til frit at vælge, om de vil komme til Tivolis Koncertsal den 2. november eller Musikhuset i Aarhus. Begge steder har vi lovet at byde dem på en lille én efter koncerten. Vores optræden i Aarhus bliver i øvrigt optaget af dk4 til senere visning. Det er en lykke for den folkelige musik, at vi har dk4, som jo også viser ”Sommersang i Mariehaven”. Der er bare lidt højere til loftet på den kanal, siger Helge.
Vi har stillet Helge seks hurtige spørgsmål. Læs svarene her.
– Efter turnéen har vi 20 jobs, hvor vi synger og spiller julen ind med vores julekoncerter under overskriften ”Den nat af alle nætter”. Her kører vi med en mere enkel opstilling med Ronnie Olesen, Tommy og jeg samt vores to sangerinder Sidsel Maria Michelsen og Ditte Fromseier Hockings. Det foregår dels i Musikgalleriet i Mariehaven og dels i lokale kirker.
– Fra januar til marts holder vi ferie. Og så er vi ved at være klar til en ny sæson i Mariehaven. Billetsalget er allerede åbent, siger Helge Engelbrecht.