Lars elsker Louise - publikum elsker dem begge

Onsdag, 7. september 2016
af Johan Isbrand, Video: dk4
Dansktop Prisen 2016 gav festlige Lars Love Louise og deres "Svigermors drøm" et skub i den rigtige retning. Nu ligger de på Dansktoppen på P5, har udgivet album og rejser landet tyndt med deres power-dansktop.

Da de sidste toner af ”Svigermors drøm” klingede i Horsens Ny Teater sidste år under optagelserne til dk4’s ”Dansktop Talent”, stod det klart for enhver, at en ørehænger var skabt. Allerede efter én gennemlytning havde sangen sat sig fast i publikums hoveder, og den muntre tekst havde spredt brede smil og boblende humør i salen. ”Italiener” kan sagtens rime på ”lagner”, når udtalen er tilpas århusiansk!

Duoen Lars Love Louise alias sangeren, musikeren og sangskriveren Lars Love og hans hustru Louise blev da også belønnet med et wildcard fra programmets dommerpanel og dermed en plads i finalen ved Dansktop Prisen 2016 i Boxen i Herning. De vandt ikke Talentprisen, men karrieren fik et skub.

Familie Journals Johan Isbrand har netop mødt Fede Finn-sangerinden Katrine Daugaard. Se med her.

– Boxen og dk4 har gjort en klar forskel for os. Vi får langt flere henvendelser om at spille til byfester og den slags end sidste år. Nu ved folk, hvem vi er. Og en lille flok kommer decideret for at høre ”Svigermors drøm”, fordi de har hørt den på dk4. Der kommer også altid forespørgsler fra tilskuere, der vil have os til at optræde til deres bryllup eller fødselsdag. Og vi bliver stort set altid bedt om at komme tilbage og optræde igen til næste år, fortæller Lars.

Det har også hjulpet, at det spøjse, musikalske par har indspillet en cd under titlen ”Rock med røven” med Frank Thøgersen – kendt fra Bamses Venner, Stig & Vennerne og Kandis – på trommer. Den bliver der solgt en del eksemplarer af, når duoen er hoppet af scenen.

– Mange vil have et signeret eksemplar med hjem. Eller være venner med os på Facebook, fortæller den langskæggede musiker.

(link fjernet)

Alene i kraft af sin titel adskiller ”Rock med røven” sig fra den klassiske dansktop. Der er også sange med titler som ”Rock’n’roll og kærlighed”, ”Alle gør det” og ”Røvhullet” på albummet. Teksterne er på én gang skrupskøre og livskloge, og cd’en vrimler med musikalske og tekstmæssige referencer til blandt andre Shu-bi-dua, TV-2, Teddy Edelmann og ikke mindst Lars’ ungdomsven og største inspirationskilde, multikunstneren Jacob Haugaard.

– Og så har vi skruet godt op for guitaren. Vi kalder vores musik for power-dansktop, og det virker godt ude på markedspladserne og festivalerne. Du kan sige, at vi bringer rock’n’roll tilbage i dansktoppen. Den var der jo i høj grad i 1970’erne, når en kunstner som Peter Belli gav den gas, siger Lars.

Læs alt om Dansktop Prisen 2017 her.

Som prikken over i’et er Lars Love Louise og ”Svigermors drøm” også kommet ind på den ”rigtige” dansktopliste på DR’s P5, hvor den her og nu ligger på 4. uge.

­– Vi har i øvrigt igen i år meldt os til dk4’s konkurrence, som nu hedder ”Danskpop Talent”, fortæller Lars Love.

Dansvingerne vandt Talentprisen i Boxen. Se en af deres nyeste videoer her.