Lollands svar på Kim Larsen

Søndag, 13. november 2016
Greta Johannsen
Lige fra han var helt lille, har Sune Nilsson fra Nakskov sunget. Hans store idol hedder Kim Larsen, og vidste man ikke bedre, kunne man tro, at Sune var Kim Larsen – bare i en høfligere udgave.
Der går en mand ved navn Sune Nilsson rundt i Nakskov og er ganske godt tilfreds med sit liv. Han kunne ikke drømme om at tage væk fra Lolland. Han vil helst ikke over broen og tilbage til Djævleøen, Sjælland, hvor han egentlig kommer fra, for her på Lolland trives han – og han og Belinda og Casper er absolut ikke ”På røven i Nakskov”. Sune er Lollands svar på sangeren Kim Larsen. Han synger, som Kim Larsen gør, og det, Sune ikke ved om Kim Larsen, er ikke værd at vide. Kim Larsen er Sunes store idol, som der intet ondt skal siges om, men Sune må dog medgive, at ”Kim Larsen nok brokker sig ret meget”. Det gør Sune bestemt ikke – bare han kan være sammen med sin familie og passe sin musik, så er livet lyst og let for Sune.

Sune får et idol

– Jeg har altid været tosset med musik, lige fra jeg var helt lille. Mine forældre var ikke specielt musikalske, men de lagde hurtigt mærke til, at jeg blev lykkelig, så snart nogen spillede og sang, og hvis jeg kunne komme i nærheden af nogle instrumenter, var det min heldige dag. Da Kim Larsens album ”Forklædt som voksen” kom på gaden i 1986, var Sune totalt leveret og kunne snart samtlige af Kim Larsens sange udenad. Efter folkeskolen kom han på efterskole med en musiklinje, hvor de spillede musicals, og Sune var i sit es: Hans drøm var at blive musiker. Og sådan var det også lige ved at gå.

Læs også om sangeren Allan Mortensen

Stjerneskud

I 1995 deltog jeg i ”Stjerneskud” med Anders Frandsen, hvor jeg optrådte som Kim Larsen. Jeg vandt med sangen ”Om 100 år”, og i lang tid derefter optrådte jeg forskellige steder rundt om i Danmark. Jeg har flere gange mødt Kim Larsen og snakket med ham: ”Spil bare løs, min dreng,” sagde han engang til mig. Det har Sune så gjort lige siden. Nu er han fuldstændig specialist i Kim Larsens liv. Han kan over 400 sange udenad, han ved, hvad idolet kan lide – og hvad han ikke kan lide. Han ved sågar, at Kim Larsen bruger størrelse 42 i sko. Der er ikke blevet spillet mange koncerter, hvor Sune ikke har stået så tæt som muligt på scenen. Drømmen var at komme til at leve af at spille musik, men en dag var der ikke flere spilleopgaver for det unge stjerneskud, Sune, og han måtte finde sig et ”rigtigt” arbejde.

Kærligheden

Han blev ansat i en børnehave, og med hans talent for at spille og tegne, var det på mange måder et ønskejob, indtil han en dag mødte en pige fra Lolland. Belinda kørte med aviser i Nakskov, og når hun hørte musik, var det ikke Kim Larsen – faktisk brød hun sig ikke meget om den slags musik, men det sagde hun ikke noget om, da hun første gang talte med Sune. Han faldt for Belinda og Nakskov, i nævnte rækkefølge, og da Casper blev født, var det slut med Sjælland for Sunes vedkommende. I dag er Casper 11 år og spiller fodbold i FC Nakskov. Hans forældre er med til alle kampe og turneringer, og selvfølgelig drømmer Casper om at blive en stor fodboldstjerne. Sune og Belinda er begge pavestolte af deres dreng. Måske bliver Casper en dag en stor fodboldstjerne, men hans far har lært, at livet kan være helt fint – også selv om man aldrig bliver berømt.

Kvinde min

– Jeg er blevet 42 år og bliver aldrig et stort popidol, men det lever jeg også fint med. Jeg har altid elsket min musik og sang synger og spiller stadigvæk og optræder også en gang imellem. Jeg arbejder frivilligt på et værested, og jeg synger også i kor, hvor vi tager ud og synger for dem, der måtte være interesserede, siger Sune. Også Belinda har lært at holde af Kim Larsen. Måske havde hun ikke noget valg, men hvem kan også stå for en mand, der synger ”Kvinde min, jeg elsker dig” og mener hvert eneste ord?■ Læs også om andre der elsker Lolland