En læser fortæller: Jeg var bange for min kærestes hund

Da jeg begyndte at komme sammen med Victor, var det altid med bævende hjerte, at jeg besøgte ham, for i hans hus boede der også en hund. En schæfer ved navn Bonzo.

Siden jeg som barn var blevet bidt af en stor schæfer, havde jeg næret en sand rædsel for hunde. Det hjalp ikke, at Victor sagde, at Bonzo var lige så god, som dagen var lang. Jeg syntes, hunden så lunefuld ud, når den kiggede på mig.

Da jeg en dag sagde til Victor, at hans hund hadede mig, grinede han forbløffet.

– En hund hader ikke, sagde han

– Den følelse findes ikke i en hund.

Bange for hunde

Måske havde han ret, men én ting var i hvert fald sikker. Bonzo var ikke vild med mig. Han løb for eksempel aldrig hen for at hilse, når jeg kom ind ad døren.

– Det er, fordi han kan mærke, at du helst er fri, påstod Victor.

Jeg kunne godt fornemme, at Victor var lidt ked af, at jeg slet ikke brød mig om Bonzo, men jeg kunne ikke foregøgle nogle følelser, jeg ikke havde. Jeg kunne selvfølgelig heller ikke drømme om at bede Victor skille sig af med Bonzo. Hunden var en alt for stor del af hans liv.

Efterhånden som den første stormende forelskelse ændrede sig og blev til kærlighed, indså jeg, at jeg måtte forsøge at bide frygten i mig. Hvis Victor og jeg på et tidspunkt skulle flytte sammen, måtte jeg være indstillet på, at Bonzo fulgte med.

Alene med Victors hund

En isnende kold dag i december ringede Victor. Han var kørt af vejen, og nu sad han og ventede på at få hjælp fra Falck.

– Jeg har forsøgt at få fat i mine forældre og også i min bror, men ingen af dem svarer, og … Victor trak vejret dybt. – Bonzo skal luftes. Bare en tur i haven. Kan jeg overtale dig til det?

Da jeg havde sikret mig, at der ikke var sket Victor noget, var jeg nødt til at sige, at jeg ganske enkelt ikke turde lukke Bonzo ud.

– Han gør ikke noget, og han kender dig. Victors stemme var bønlig og indtrængende, og jeg forstod ham godt. Det var jo synd for hunden, der sikkert trængte til at komme ud.

– Okay, sukkede jeg. – Jeg vil tage derud, men … hvis jeg ikke tør, så tager jeg hjem igen.

– Tak, sagde Victor varmt.

Da jeg kort efter satte nøglen i Victors dør, begyndte Bonzo at gø. Var det af forventning, eller var han parat til at overfalde mig?

Jeg syntes imidlertid ikke, at jeg kunne svigte Victor og selvfølgelig heller ikke Bonzo. Med hjertet helt oppe i halsen åbnede jeg døren. Bonzo så kort på mig, så smuttede han forbi mig ud i haven.

Jeg lænede mig op mod dørkarmen. Angstens sved trillede ned ad min ryg.

Jeg gik ind og lavede en kop kaffe. Fra køkkenvinduet kunne jeg holde øje med Bonzo, der ivrigt rullede sig i sneen, som om han ikke var mere end en hvalp.

Vagthunden Bonzo

En hel time stod jeg og prøvede at tage mig sammen til at få hunden ind igen. I mellemtiden talte jeg med Victor, som var lykkelig over, at jeg i det mindste havde lukket Bonzo ud.

Til sidst kunne jeg ikke forhale det mere. Jeg gik ud og kaldte med fast stemme på hunden, der i mellemtiden var løbet om på den anden side af huset.

I det samme spurgte en ukendt stemme fra fortovet, om jeg gav en øl. Jeg vendte mig brat om. Manden, der stod og så på mig, var temmelig beruset og lignede en, der havde fået for mange snaps til julefrokosten.

– Jeg synes, du skal gå hjem, sagde jeg. Jeg kunne selv høre frygten i min stemme. Det kunne manden også, for han grinede og begyndte at åbne havelågen.

I det samme kom Bonzo springende. Hunden stillede sig foran mig og gøede af den fremmede, der hurtigt fortrak. Forundret så jeg ned på Bonzo.

Hunden havde åbenbart også hørt, at jeg var bange, og den var kommet for at forsvare mig. Jeg glemte helt min angst og faldt på knæ i sneen og lagde armene om Bonzo. Den kvitterede ved at slikke mig i ansigtet. Det fik mig på benene, og sammen med Bonzo gik jeg ind.

Jeg havde ikke længere travlt med at komme hjem. Jeg lavede lidt mad og besluttede at vente på Victor. Da han kom hjem og så mig sidde i stuen med Bonzo ved fødderne, smilede han stort.

– Bonzo har nærmest reddet mit liv, sagde jeg. – Han har i hvert fald forvandlet mig til et hundemenneske.

Og sådan var det. Victors hund blev også min, og bedre julegave kunne jeg ikke ønske mig.