Cecilie Rosendal fortæller: Jeg kunne ikke bare lade kvinden drukne

Cecilie var på vej hjem til hendes forældres hus, i den vestlige del af Hillerød, hvor hun skulle overnatte fra aftenens fødselsdagsfest. Men den nat kom 24-årige Cecilie Lamaamen Rosendal alligevel ikke direkte hjem. Hun kunne let være cyklet de få kilometer hjem til den varme, lokkende dyne uden at stoppe op. Hun kunne have trukket den hvide tophue længere ned om ørerne. Hun kunne have valgt at være ligeglad. Hun havde knap sat sig til rette i cykelsadlen og havde kun lige akkurat fået den smukke slotssø på sin højre hånd, da hun gennem støvregnen hørte gråd fra en af bygningerne på sin venstre hånd. Cecilie bremsede op og opdagede, at al ulykkeligheden kom fra en ved første øjekast yngre kvinde, der var meget let og meget festligt påklædt og en endda havde tabt den ene højhælede sko som en anden Askepot. Om det var forsmået kærlighed eller noget helt andet, der havde gjort kvinden så ulykkelig, at hun havde smidt sig på det hårde og kolde trappetrin, fandt Cecilie aldrig ud af. Men hun opdagede hurtigt, at kvinden var beruset, og at dømme efter fjernheden i hendes øjne var hun også påvirket af medicin eller narko af en slags.

Cecilie forsøger at berolige kvinden

– Jeg prøver at få kvinden op at sidde, og jeg kan mærke, at hun er så kold, at det næsten gør ondt i mine fingre at røre ved hende. Jeg spørger, om hun vil have min hue, og hun putter fingrene ind i den. Jeg kan se, at hun ikke er helt så ung, som jeg først troede, og bagefter finder jeg ud af, at hun er 38 år. Jeg spurgte hende, om jeg måtte kigge i hendes taske, der lå smidt på fortovet, i håb om at finde et navn på en pårørende. Det måtte jeg gerne, og pludselig råbte hun så, at jeg bare kunne tage alle pengene, hun var helt ligeglad…

Styrede lige i søen

– Jeg vidste godt, at jeg skulle stryge hende med hårene, for jeg har før hjulpet folk, der var påvirkede, og jeg ved, at de kan blive aggressive, siger Cecilie, der også husker de læresætninger, som hun er blevet indprentet fra barnsben: at man altid skal hjælpe, så godt man kan, men aldrig bringe sig selv i fare. Men bedst som hun valgte at forlade kvinden et øjeblik for at få hjælp hos en holdende taxa kun 100 meter væk – hendes egen mobiltelefon var løbet tør for strøm – rejste kvinden sig resolut, krydsede vejen og sprang som en gazelle over det én meter høje hegn, ned ad den stejle skråning og direkte ud i den iskolde slotssø. - Taxachaufføren tilkaldte hjælp, og jeg cyklede tilbage til stedet, hvor hun var forsvundet over hegnet. Først kan Cecilie og taxachaufføren slet ikke få øje på kvinden, men de opdager så, at hun har hele kroppen under vand og er trukket lidt til venstre op mod et træ, der står ved søbredden. Cecilie forsøger at kalde på kvinden, da Cecilie ikke vil ned i vandet og risikere at hun bliver agressiv igen, og et øjeblik ser det ud, som om hun lytter til det, Cecilie siger. – Men så lægger hun sig ned i vandet og flyder lidt på overfladen. Og med ét forsvinder hun… Cecilie tøver ikke, og selv om taxachaufføren fraråder det, smider hun hue og jakke og hopper i søen efter den kvinde, som tydeligvis ikke synes, at livet er værd at beholde. – Jeg tror, at hendes krop er gået i chok over at være i det kolde vand, den lukker simpelt hen ned, og hun vil jo drukne, hvis jeg ikke gør noget, siger Cecilie, der heldigvis finder den livløse krop i det sorte vand og med stort besvær får hende bugseret ind mod land. – Selv om både taxachaufføren og et par mere hjælper til, kan vi ikke løfte hende op, så jeg bliver stående i vandet og holder hende, så hun ikke glider tilbage, siger Cecilie. Heldigvis kommer ambulancen, og de professionelle tager over.

Mest et nødråb

Tidlig lørdag morgen kan Cecilie fortælle om nattens oplevelser, både til sine forældre, og til sin mand, Philip, der er hjemme hos dem selv i Købenavn med Sia. – Jeg har det godt med det, jeg har gjort. Jeg ville have fortrudt, hvis jeg bare var kørt videre, men jeg er også typen, der tænker på, om jeg dybest set hjalp kvinden? Måske synes hun ikke, at det var så fedt, at jeg var der, siger Cecilie, der siden da har fået mange skulderklap og også er blevet overbevist om, at kvindens handling nok mere var udtryk for et nødråb end et egentligt selvmordsforsøg. Cecilie fortæller her om episoden:

Læs også om Jarl Friis Mikkelsen, der aldrig har haft en plan: Læs Ibens kamp mod mobning: Louise gav Morten lyst til at leve sit liv igen, læs historien her: