En læser fortæller: Bella reddede julen

Da Kurt og jeg i løbet af sommeren fik at vide, at vores søn, Mikkel, havde fundet sammen med en ung kvinde, der var enlig mor til en lille pige, glædede vi os til at hilse på dem begge to.

Der var kun ét problem. Ibens datter, Olivia, var så bange for hunde, at vi var nødt til at lukke vores gamle, trofaste Bella ind i et andet rum, når de kom på besøg.

Efter nogle gange forsøgte jeg at forklare de to, at Bella var lige så god, som dagen var lang. Hunden kunne ikke drømme om at gøre nogen af dem noget. Hver gang stivnede Iben, og når hun gjorde det, begyndte Olivia at græde.

Jeg syntes, det var en lille smule hysterisk, og jeg syntes også, det var synd for Bella, der så nærmest målløs ud, hver gang Mikkel, Iben og Olivia kom. Mikkel gik selvfølgelig en tur ud i bryggerset, hvor vi anbragte Bella under besøget.

Hunden ville så gerne hilse på ham. Bella var ellers altid sammen med Kurt og mig, så hun forstod ikke, at hun pludselig skulle lukkes inde.

Juleaften var det planen, at Iben og Mikkel ville komme uden Olivia, der skulle fejre jul sammen med sin far. Jeg tænkte derfor, at der ikke var nogen grund til at lukke Bella inde, og hunden stod da også parat og logrede, da den hørte Mikkels bil.

Det viste sig, at Olivia alligevel var med. Hendes far var blevet syg. Bella måtte fluks lukkes ud i bryggerset, for pigen hvinede forskrækket, da hun så vores trofaste schæfer stå i entreen.

Jeg ved ikke, hvordan det gik til, men da vi var i gang med at spise risalamande, havde Bella på en eller anden måde fået døren til bryggerset op, og uden vi så det, sneg hun sig ind i stuen.

Hunden fornemmede jo nok, at den var uønsket, så den satte sig ubemærket ved siden af juletræet, hvor den indimellem stak hovedet frem og kiggede hen på os.

Olivia fik mandlen. Hun blev jublende glad for sin lille gave og greb så hurtigt ud efter den, at pakken gled fra hende og ned på gulvet. Det var mere, end Bella kunne stå for. Pludselig stod hun ved siden af Olivia med pakken i munden. Hun logrede nærmest med hele kroppen og så så venlig og ivrig ud, at Olivia helt glemte at blive bange.

– Se, mor! udbrød hun. – Bella giver mig pakken.

Det var netop, hvad Bella gjorde. Med et hengivent udtryk i de kønne, brune øjne, lod hun pakken dumpe ned i Olivias skød. Så satte hun sig forventningsfuldt ved siden af barnet. Det var, som om hun spurgte, om de skulle lege lidt mere. Jeg så over på Iben. Hun var helt bleg.

– Lad være med at røre hunden, Olivia, sagde hun hæst.

– Nu skal jeg. Mikkel rejste sig og tog Bella med ud i bryggerset.

– Sig mig engang, Iben, er det dig eller Olivia, der er bange for hunde? Mit spørgsmål fik Iben til at rødme, og pludselig sad hun med tårer i øjnene.

– Jeg blev bidt af en schæfer, da jeg var barn, sagde hun stille. – Lige siden har jeg været bange for hunde, og jeg har også advaret Olivia mod at røre ved dem.

– Det er synd, at du lægger din egen angst over på barnet, sagde Kurt stille. – Måske har du ligefrem fået, hvad man kan kalde en fobi for hunde? Det kan man blive behandlet for, men… det kan jo også være, at det bare er en slags tvangstanke. Hvis jeg nu lover dig, at Bella forholder sig roligt, kan vi så prøve at lukke hende herind igen?

– Jo, selvfølgelig. Jeg skal jo heller ikke komme her og lave om på jeres liv, sagde Iben.

Ordene lød lidt afvisende, men da jeg kiggede på hende, kunne jeg se, at hun virkelig mente det. Mikkel og Olivia hentede Bella. Hunden blev glad, og selv om Iben ikke kunne få sig selv til at røre ved den, begyndte hun hurtigt at slappe af.

Da vi senere gik rundt om juletræet, gik Bella med. Hun holdt sig instinktivt fra Iben, men viste tydeligt, at hun var interesseret i Olivia. Olivia nærmest strålede.

Hun måtte dog love sin mor, at hun holdt sig fra alle andre hunde. Det lovede Olivia, og da hun senere sad i en stol og slappede af, gik Bella hen til hende.

Hengivent lagde hun sit store, kønne hoved i Olivias skød, og jeg vidste, at Bella ikke bare havde reddet vores juleaften, så hun selv kunne være med. Hun havde også banet vej for, at både Olivia og Iben ville få et mere sundt og naturligt forhold til menneskets bedste ven.