Familien Andersen kunne være halveret i trafikken: Vi har været meget heldige

Én ulykke kommer sjældent alene. Det ordsprog kender familien Andersen i Kolding mere end godt, men heldigvis er familien stadig intakt. Både far og sønner har været udsat for ulykker på deres cykel. Kun mor Anni er – forhåbentlig for altid – sluppet for skrammer, når hun kører på to hjul i trafikken.

– Der må simpelthen være nogen, som holder hånden over os. Så heldige får ingen lov at være, siger Anni Andersen og ryster på hovedet som for at få de grimme billeder af sin ældste søns blodige ansigt væk fra nethinden.

– Hans ulykke var den værste. Vi var tæt på at miste ham, fortæller Anni.

Tæt på at gå helt galt

Hun er først for nylig begyndt at kunne tale om ulykkerne uden at bryde helt sammen. Det har været så tæt på at gå helt galt, at hun og deres yngste søn, Marius, har talt om, at de kunne have været de eneste to, der var tilbage.

Den første ulykke skete den 1. november 2014, hvor Jan Andersen var ude at cykle en tur, inden han og Anni skulle til fest. Da der var 20 minutter til, at de skulle køre hjemmefra, blev Anni utålmodig og ringede til sin mand.

– Jeg lagde vist en ret syrlig besked om, hvor i alverden han blev af, husker Anni. Et øjeblik efter ringede hendes telefon. Det var Jan, kunne hun se. Men det var en Falckredder, der talte. Min mand var blevet kørt ned og var på vej til hospitalet. Og så fortalte han, at vi skulle prise os lykkelige for, at han havde haft cykelhjelm på. ”Den er helt flækket,” sagde han, husker Anni.

Læs også: En ulykke ændrer ikke vores kærlighed

Intet brækket

Jan husker også ulykken tydeligt. Han var næsten hjemme, da han i en rundkørsel fik øjenkontakt med en bilist, som holdt tilbage for ubetinget vigepligt.

– Vi så på hinanden, og jeg var sikker på, at hun ville blive holdende. Men i stedet kørte hun frem, og jeg kunne ikke undgå at blive påkørt, fortæller Jan, der blev slynget rundt i luften og landede direkte på nakken.

– Det eneste, jeg tænkte på, var at ligge helt stille, så der ikke skete yderligere skade.

– Jan lå pænt og roligt i sin hospitalsseng, og der var intet at se. Intet blod eller buler. Men hjelmen! gyser Anni. Den var flækket som en kokosnød, og tanken om, hvordan Jans hoved havde set ud uden den, var næsten ikke til at bære.

– Det slag havde mit hoved ikke holdt til, siger Jan, der fik lov til at tage hjem igen efter blot tre-fire timer på hospitalet.

Bilisten ringede til ham senere samme dag og var meget ulykkelig.

– Hun havde simpelthen ikke set mig. Det fortæller mig bare, at man virkelig skal være opmærksom i trafikken. Man skal ikke stole på, at modparten har set en, selv om man tror det, siger han.

Dårlig fornemmelse

På trods af den voldsomme ulykke og den flækkede hjelm fik det ikke husets store teenagesøn på 18 år til at cykle med hjelm, når han kørte i skole. Han ville ikke ødelægge frisuren.

– Jeg skyndte mig at købe en hjelm til mig selv, men han ville ikke cykle med den slags. Kun hvis det var til motionscykling på meget lange ture, siger Anni.

Blot to måneder efter, en tirsdag morgen i begyndelsen af januar, hørte Anni en sirene fra en ambulance i det fjerne. Hun fik straks en uforklarlig dårlig fornemmelse og tænkte på sin 18-årige søn, som lige var kørt i skole på cykel.

– Min telefon ringede. Jeg kunne se, det var fra ham. Men han var ikke i den anden ende. Det var et vidne, som var løbet hen for at hjælpe til. Jeg forstod, at han var blevet ramt af en bil, som ikke overholdt sin vigepligt. Jeg råbte i telefonen, at de ikke måtte flytte ham, mindes Anni.

Et voldsomt syn

Da Anni og hendes mand ankom til sygehuset, blev de mødt af en rød lampe på traumestuen ud for deres søns navn. De forstod hurtigt, at det var meget alvorligt. På traumestuen stod otte-ti læger og andet sundhedspersonale i ring om ham, og han havde blod i hele hovedet og en halskrave på. Hans tøj var klippet af, og han havde fået et hvidt lagen over sig.

– Jeg tænkte: Er han ved at dø? husker Jan. Og Anni er enig: – Ja, det var et voldsomt syn, at vores lille, søde dreng lå der. Alligevel skældte jeg ham ud: ”Så er det sidste gang, du har kørt uden hjelm, dreng,” sagde jeg til ham. Han var helt omtåget og kunne ikke svare. Jeg var også selv i chok.

Skaderne var mange. Hele højre side af hans krop var slemt tilredt, og albuen var blevet rykket af led. Han havde pandebrud og måtte sys i munden. Flere af tænderne var slået i stykker, og han havde fået voldsom hjernerystelse.

– Bilen havde kun kørt 10 km/t. Havde den kørt 30 km/t, var han blevet dræbt, konstaterer Anni.

Taknemlig for livet

Heldigvis viste undersøgelser, at han var sluppet heldigt fra ulykken. Seks uger efter var han igen tilbage i gymnasiet, og selv om han stadig døjer med forskellige skader og formentlig vil udvikle slidgigt tidligere end andre, priser alle i familien sig lykkelig over, at han stadig er hos dem.

– Han må vælge erhverv, efter hvad hans krop kan klare i dag. Han var en habil pianist, men det har ulykken sat en stopper for, siger Jan og fortsætter: – De to alvorlige ulykker har fået os til at være endnu mere taknemlige for livet. At huske at leve hver dag og være lidt mere spontane, siger Jan, og Anni nikker.

Så væltede Maruis

Et halvt år efter ældstesønnens ulykke ringede telefonen så igen – da var det yngstesønnen, Marius, der var i røret.

– Han var væltet på sin cykel, og det gjorde ondt i kroppen. Jeg spurgte straks, om han havde haft hjelm på, og det havde han, fortæller Anni.

– Han havde brækket kravebenet. Jeg tænkte bare ”åh nej, ikke igen. Ikke en cykelulykke mere,” siger hun.

Heldigvis kom Marius sig over skaden, og han cykler stadig altid med cykelhjelm. Hvis ikke han vil bruge hjelm, får han nemlig slet ikke lov til at cykle, slår hans far fast.

Læs også: Kristian kæmpede sig tilbage til livet efter ulykke

Vores store ønske

– Vi har været meget heldige, og jeg er bange for, at heldet er brugt op i denne familie, siger Anni. Hun er selv blevet en meget forsigtig cyklist, og at tage et højresving med bilen tager hende også længere tid end tidligere, fordi hun vil være helt sikker på, der ikke er nogen i fare.

– Jeg er faktisk glad for, at det var mig, der blev ramt af bilen og ikke mig, der ramte nogen med min bil. Det må være forfærdeligt at volde så stor skade, funderer Jan og håber, at vi alle vil tænke os lidt mere om i trafikken fremover.

– Selv om vores store søn var udsat for den voldsomme ulykke, har han stadig ikke altid cykelhjelm på. Han undskylder sig med, at det bare er på de små ture, han glemmer den. Men vores ønske er, at cykelhjelm bliver gjort lovpligtig. Hvis den var det, så var det meget lettere at få de unge mennesker til at spænde hjelmen, siger Anni og fortsætter: – Nu kan de kun sige: ”Det er også min mor, som siger, jeg skal have hjelm på.” Var det et lovkrav og kostede det en bøde, så ville det være lettere at få de unge til at cykle med hjelm.