Socialt Set
Bedsteforældres rettigheder
– Ja, hunden er her jo et eller andet sted. Men det er aldrig til at vide – den var her lige før, og den skal nok komme igen. Det er én ting, der er sikkert.
72-årige Søren Ryge Petersen tager fat i elkedlen og hælder roligt den kogte vand over tragten med kaffe. Langsomt, med rutineret hånd og på god, gammeldags facon. Han vender ikke hovedet en millimeter for at kigge efter den firbenede ven, men holder blikket fast rettet mod den hvide tragt med de kværnede bønner. Han ved, at hunden kommer, når den bliver sulten – ligesom han ved, at vandet skal have tid til at løbe gennem tragten.
Vi er på besøg i huset lidt uden for Rønde på Djursland mellem grønne stueplanter og bogstabler for at tale om hans nyeste bog, ”Et liv med hund – fortællinger om et venskab”.
Læs også: Søren Ryge - I mit næste liv vil jeg være musvåge
I mere end 30 år har tv-værten og forfatteren haft hund. Fra en granddanois over en doberman til en ruhåret foxterrier i dag. Nu er det tæven YoYo på syv år, der spæner over stuegulvene i det orange hus for enden af markvejen – med energi for fem af sin ellers ikke særlig store størrelse. Den har fået sit navn af en grund. Derfor er der sjældent ro på, hverken i hverdagene eller når Sørens tre børn og 10 børnebørn smider sko og overtøj i entreen og kommer på besøg.
– At børn vokser op med dyr, er for mig lige så vigtigt som frisk luft og gynger og alt muligt andet, som de skal vokse op med. Jeg kunne slet ikke forestille mig en sommer, hvor de er ude og lege og bygge huler, uden at der er en hund med i legen.
– Gå tur, YoYo. Gå tur!
Med tryk på ”tur” gjalder Søren af sine lungers fulde kraft, og hunden kommer springende frem fra laden. Med logrende hale løber hun ned ad markvejen, mens Søren trasker bagefter, så hurtigt som gummistøvlerne og temperamentet nu engang tillader. Den har prøvet det før: ingen snor, ingen hundepose i lommen. Ingenting. Hverken træning eller opdragelse. Derfor kommer hun heller ikke, når Søren kalder. Hun går sine egne veje, og det får hun lov til.
Mens vi går ned ad den lange markvej, tårner bakker sig op i det fjerne, mens våde marker i efterårsfarver indbyder til hundekunster og eventyr i både muldvarpeskud og vandpytter. Da fotografen råber efter hunden, at den skal komme hen til sin far – i et ihærdigt forsøg på at få den energiske hund til at følge sin ejermand – er hr. Ryge Petersen ikke sen til at kommentere på ordvalget.
– Jeg er jo ikke dens far, så hvorfor skulle jeg gå og kalde mig selv det? Jeg synes, det er noget pjat, når folk menneskeliggør hunden. Det er så langt fra dens natur, siger han og ryster på hovedet, inden han tager endnu et sug på piben. Hunde skal hverken opdrages eller gøres til små udgaver af mennesker. Det står klart.
Læs også: Alle skal lære at spise hamp
Som man går der på markvejen, kan man ikke lade være med at bide mærke i lighederne mellem de to i dette makkerpar. Hund og ejer ligner hinanden. Ikke fordi Søren har fire ben, men fordi YoYo løber, hvorhen det passer hende, ligesom Søren ikke gør eller svarer på hvad som helst. Men spørger man ejeren selv, er krøllerne i toppen det eneste, der tilnærmelsesvist er en lighed. Og dog.
– Jeg elsker at leve det her naturliv, og det gør hunden også. Det er vi enige om. Men det er ikke hundens skyld – sådan er alle hunde. Næsten alle hunde ville elske det her liv, siger han og trækker på smilebåndet.
Han ved godt, at der måske alligevel er hold i påstanden.
Spørger man Søren Ryge Petersen, om han kunne forestille sig at komme hjem til en tom indkørsel uden en logrende ven, der venligt vipper med halen i en velkomsthilsen, svarer han prompte og uden tøven.
– Nej, jeg kan ikke forestille mig et liv uden hund.