Jeg er bange for at min far bliver udnyttet

Søndag, 29. juli 2018
Af redaktionen. Ill. Birgitte Ahlmann
Foto: Colourbox
Brevskrivens far bor i ældrebolig, hvor en dame i kvarteret har kastet sin "kærlighed" på ham, eller måske snarere hans penge.
Ældre mand åbner en tom pung

Kære Puk

Min mor døde for fem år siden, og min far bor i ældrebolig i et hyggeligt kvarter.

Han er tæt på de 80 år, men klarer sig stort set selv.

Af og til har han været sammen med nogle af de andre beboere i området til en øl, et spil billard eller en udflugt.

For nogle måneder siden flyttede en dame ind i området, og hun har kastet sin ”kærlighed” på min far.

Det er på sin vis i orden, at han har dameselskab, men jeg tror, at det mest er hans penge, hun er ude efter. Han har lidt i banken efter salg af hus.

De er tit ude og spise eller får bøffer og dyr rødvin hjemme hos ham.

De går jævnligt i butikscentret, og så har hun ofte en ny kjole eller andet tøj på bagefter.

Min søster fandt ved en tilfældighed ud af, at damen havde været hos frisøren, og at det var vores far, der kom og betalte regningen.

Min nevø har før fået lidt penge for at hjælpe far med at slå græsset og andre småting, men det er stoppet nu. Nu er det damens barnebarn, der kommer og hjælper for penge.

De er ikke kærester, siger han, og de sover aldrig sammen.

Både min søster og jeg har prøvet at invitere hende sammen med vores far, men det har hun ikke haft lyst til.

Min mand siger, at jeg bare skal lade det være, og at min far nok hygger sig med hende.

Det er jo heller ikke, fordi jeg er bange for, at der går penge fra vores arv, men jeg bryder mig ikke om, at han bliver udnyttet på den måde, som jeg har fornemmelsen af, at han gør.

Hvad er din mening om det her?

Den bekymrede datter

Kære Den bekymrede datter

Er din far ved sine fulde fem?

Er han klar i hovedet og ved, hvad der foregår?

Hvis han er, kan du så tale med ham om forholdet til kvinden?

Spørg ham om hende. Spørg ham, hvorfor det er rart at være sammen med hende. Sig til ham, at du er bekymret for, om kvinden vil ham det godt.

Du skal ikke præsentere det som en anklage, men som en forespørgsel, præcis som man ville spørge sine nære venner, hvis der foregår et eller andet, man bliver urolig over.

Hvis din far er klar i hovedet og ved, hvad han laver, og nyder samværet med damen, så synes jeg ikke, du kan blande dig.

Han er en voksen mand. Det er hans penge.

Er din far derimod ikke ved sine fulde fem og ikke er klar over, hvor mange penge han bruger, og hvad han bruger dem på, så er sagen en anden.

Så kan det være, at han skal hjælpes, og pengene administreres.

Men er han en ældre, velfungerende herre, der nyder forholdet, så er det svært at sætte en kæp i hjulet.

Måske vil det være en god idé at få en ven til at tale med ham. Det kan gøre det lidt ekstra svært, når du er hans datter.


Og slutteligt vil jeg skrive, som jeg ofte gør her i brevkassen, vi skal passe på med at umyndiggøre de ældre.

Hvis helbredet er i orden, er de ældre stadig selvstændige mennesker og har gennem hele livet truffet valg.

Nogle valg er gode, og andre er dårlige, men hvis de ældre er velfungerende, har vi ingen ret til at blande os, bare fordi fødselsattesten for eksempel siger 80 år.

Kærlig hilsen Puk

Kære Puk

Står du med et problem, du har svært ved at løse, eller trænger du bare til et klogt og forstående menneske at dele dine tanker med? Så skriv til Puk Elgård.

Det kan sende hende en e-mail på: puk@familiejournal.dk