Kærlighed og kunsten kaldte

I midten af en lille, smuk have på Christiansø står et frodigt morbærtræ og bugner af søde, sorte bær. Om det er et tilfælde, at dette træ, også kendt under navnet Morus Nigra, har formået at lancere sig som alle elskendes favorittræ, står hen i det uvisse. Men sikkert og vist er det i hvert fald, at netop dette eksemplar af samme træ i rigtig mange år har været vidne til stor kærlighed, for under de lavthængende grene i haven på Christiansø har kunstmaleren Dominique Hélène Raymond Magnussen og hendes nu afdøde mand, kunstmaleren Mogens Magnussen, haft rigtig mange romantiske stævnemøder.

Da Familie Journals udsendte besøger Dominique, har hun travlt med at beskære stauder, mens en lille kurv fyldt med de delikate morbær forsøger at holde lidt på friskheden i skyggen under modertræet.

– Jeg plukker selv bærrene, men nogle af dem sidder lidt for højt, og jeg tør ikke rigtig bevæge mig op på en stige, fortæller den 93-årige øbo og kunstmaler, mens hun tørrer fingrene af i et lille tørklæde.

Ligesom træet, der menes første gang at være indført fra Frankrig i 1669, forlod Dominique lige efter anden verdenskrig også det romantiske, sydeuropæiske land og slog sig ned på den 0,22 kvadratkilometer lille ø midt i Østersøen for at lære mere om sin store lidenskab: maleriet.

– Jeg studerede som ung på akademiet i Paris, men blev lokket til Danmark af en dansk kunstner, Johan Frederik Tryde, som begejstret fortalte om Christiansø og mulighederne for at udvikle ens kunstneriske talent på hans sommerskole i det helt specielle ømiljø.

Frankrig var under genopbygning efter krigen og led under et ret ustabilt, politisk styre, så det var fristende for nogle af de parisiske kunstnere at søge kreative udfordringer andetsteds.

– Vi var nogle stykker, der fulgte Trydes anbefaling og drog afsted til Norden for at slå os ned for en tid i ”kunstnerhuset”, som det hed dengang. Det var en meget stor forandring for mig, men jeg blev straks fascineret af stedet.

Det var ikke kun selve Christiansø, der fascinerede Dominique.

– I kunstnerhuset boede vi otte personer, mænd til venstre og kvinder til højre, sådan var det dengang. Vi var en blanding af malere og musikere, og det var et dejligt, spændende miljø at arbejde i, fortæller hun.

Læs også om familien Zafnes' herlige liv på Østersøens perle

Vildt forelskede

Der var især én bestemt kunstner, der fangede Dominiques interesse, og som skulle blive årsagen til, at hun helt og totalt tabte sit hjerte til Christiansø.

– Mogens Magnussen hed han, og han var den flittigste i kunstnerhuset. Han malede hver eneste dag fra morgen til aften, kun afbrudt af en kort frokost og en kort pause til aften. Han var en meget speciel mand, og da jeg på et tidspunkt fik en slem influenza, bad søsteren til ejeren af huset Mogens om at bringe mig lidt mad og kaffe. Hun lærte mig et dansk ord, som beskrev Mogens, og det var ”velopdragen”. Det var første gang, jeg hørte det ord, og jeg har aldrig glemt det. Det viste sig jo at være sandt, for Mogens var en meget høflig og venlig mand, og inden længe blev vi meget interesserede i hinanden.

Kommunikationen klarede parret på ægte kunstnervis.

– Mogens talte kun dansk, og jeg kun fransk, så vi tegnede, når vi skulle kommunikere. Det var den eneste måde, vi virkelig kunne komme i kontakt med hinanden på.

Mens kærligheden gryede, udviklede kunsten sig i samme grad.

– Da det blev vinter, tilbød Mogens mig, at jeg kunne leje et par værelser i hans søsters lejlighed i København, hvor jeg både kunne bo og arbejde, og jeg takkede ja.

Mogens kom ofte på besøg hos Dominique for – som Dominique udtrykker det – at se, hvad hun lavede.

– Han var meget interesseret i mit arbejde, og jeg beundrede ligeledes hans dygtighed. Han solgte stort set alt, hvad han lavede, og jeg begyndte også at udstille rundtomkring i Danmark.

Forholdet udviklede sig, og inden længe var parret vildt forelskede i hinanden.

– Vi blev ret hurtigt gift, og i de første år flyttede vi rundt mellem København, Frankrig og forskellige steder på Christiansø, indtil vi fik denne lille lejlighed oven over skolestuen på Christiansø. Kort tid efter at vi fik vores eneste søn, Pascal, slog vi os ned permanent hvert sommerhalvår på øen, og Pascal gik i skole med de andre øbørn.

Læs også om Gudhjems havnekor, der synger færgen af sted til Christiansø

Afhængig af øen

Dominiques søn har dejlige minder fra sin barndom.

– Jeg elskede at være på Christiansø, fortæller den 67-årige speciallæge i infektion og tropemedicin. – Det var en ren fest at løbe rundt og lege med de andre børn, og mine forældre var jo altid i nærheden. Kun en enkelt periode boede vi i seks måneder i Frankrig. Det var under polioepidemien i 1952, hvor min mor var meget forskrækket over, at jeg skulle få sygdommen, så vi rejste for at komme væk fra smitterisikoen. Men overalt, hvor vi boede, malede begge mine forældre, fortæller han.

Trods to dygtige, succesrige maler-forældre blev det en anden slags kunst, Pascal fik kærlighed til.

– Jeg elsker musik og spiller klarinet og saxofon, og jeg har igennem alle årene altid spillet herovre på Christiansø.

Og Dominique er ikke spor skuffet over, at Pascal ikke blev maler.

– No! Jeg håbede bare, at enten teater eller musik ville fange hans interesse, så jeg er godt tilfreds med, at han finder glæde ved at spille musik.

Når Dominique, som mistede sin mand i 2009, ikke er på sin elskede ø, hvor alle væggene i den lille lejlighed er prydet med farvestrålende malerier fra både hendes og Mogens’ hånd, nyder hun kunsten i den femtesalslejlighed på Frederiksberg – vel at mærke uden elevator – hvor hun og Mogens gennem tiden har boet i vinterhalvåret.

– Jeg går op og ned ad trapperne flere gange om dagen, og jeg tror på, at aktivitet sammen med lidenskab holder gang i livet. Jeg maler stadig, og hvis jeg ikke gør det, tager jeg rundt på udstillinger. Jeg skal have kunst i mit liv, og hvis man sagde til mig, at jeg ikke kunne male mere, kunne jeg lige så godt dø.

Dominique skubber fadet med de nu vaskede morbær hen over bordet i den hyggelige stue.

– Men smag nu på bærrene. De smager helt vidunderligt!

Og hun har sandelig ret. De søde bær fuldender den kunstneriske atmosfære og truer med at gøre smagsløgene lige så afhængige, som Dominique er af sin kunst og Christiansø …