Mie lever med leddegigt: Det er mig, der bestemmer

− Hvad angår smerter, er det ingenting at føde et barn i forhold til at have leddegigt, siger Mie Hansen fra Christiansfeld, og hun taler af erfaring.

Mie fik konstateret leddegigt, da hun kun var 19 år. Nu er hun 36 år, mor til to børn og fitness- og spinninginstruktør.

Hun er bomstærk, spiser sundt og dyrker meget motion, men når man ser nærmere på hendes hænder, kan man se det: Hendes led er hævede, og hun har smerter hver dag. Hun har dog været så heldig at få sygdommen konstateret i tide, og hun har bestemt sig for, at leddegigten ikke skal forhindre hende i at leve et godt liv. Men i starten havde hun det virkelig svært med sin diagnose.

Mie var kun 19 år, da hendes fingre begyndte at blive stive og gøre ondt. Jeg havde heste, og det var min store lidenskab, men pludselig kunne jeg ikke tumle dem mere, fortæller hun.

Mie fik en henvisning til Gigthospitalet i Gråsten, og hendes kammerat kørte hende derned i sin bil.

- Hele vejen fortalte han om sin bedstemor, der havde leddegigt. Hun kunne ingenting, og hendes fingre var helt forkrøblede. Jeg fortalte mig selv, at det ikke var det, jeg fejlede − det var da kun gamle mennesker, der havde det sådan. I lægens venteværelse var der også kun gamle mennesker, så jeg var næsten sikker på, at jeg fejlede noget helt, helt andet. Det gjorde jeg så bare ikke. Jeg havde leddegigt, og det var et kæmpechok for mig.

Karen fik gigt, men nægter at lade sig styre af snylteren

Farvel til jobbet

Fra det øjeblik, Mie fik diagnosen i 2001, gik det stærkt. Kort efter havde hun leddegigt i udbrud i 19 led og smerter i 22 led.

− Jeg kom i behandling med det samme, men efter et halvt år kunne jeg næsten ikke gå. Jeg måtte sælge mine heste, jeg stoppede med at spille badminton, og jeg måtte droppe min uddannelse. Jeg var i gang med en toårig HG og havde fået en læreplads i et supermarked. Men nu kunne jeg pludselig ikke klare en almindelig arbejdsdag, fordi mine led var for hårdt angrebet. Vi prøvede ellers at flytte mig rundt, så jeg skiftevis var på gulvet i butikken, i kassen og i delikatessen, men jeg kunne ikke klare det. Det var et kæmpe nederlag for mig, siger Mie.

− Jeg opgav min drøm om at arbejde i forretning og blev sendt videre i systemet, så man kunne finde ud af, hvad jeg så kunne klare. Jeg ville gerne være veterinærsygeplejerske, men det kunne ikke lade sig gøre, fordi jeg ikke kunne klare at løfte de tunge dyr. Tandklinikassistent var så næste punkt, men det gik heller ikke, og så var der kun butik- og kontorjob tilbage − og det kunne kun godkendes, hvis jeg arbejdede som ”blæksprutte”, og det var jo heller ikke sagen, konstaterer hun.

Gigt: Pernille tabte sit hår og fandt sig selv

Et tiltrængt spark

Mie havde altid været en pige med fuld fart på. Hun havde haft masser af planer om uddannelse, et liv med heste og sidst, men ikke mindst, kæresten, som hun havde haft i mange år. Men hun var ikke længere den samme livsglade pige, der var med på en sjov tur i byen eller overhovedet med på noget som helst. Hun havde simpelthen for mange smerter til, at livet var særlig sjovt.

− Jeg blev sat i behandling med metrotexat medicin med det samme for at stoppe leddegigten, derudover binyrebarkhormonindsprøjtninger i leddene og en masse smertestillende medicin. Jeg begyndte at gå til varmtvandssvømning og sagde ja til at være med til hvert eneste forsøg, som lægerne foreslog. Jeg fik behandling med vitaminer, varmt vand og ultralyd, men det første år var virkelig slemt. Nok også fordi hele mit liv var blevet ændret.

− Nu måtte jeg finde ud af, hvordan jeg kom videre. Det blev min læge, Kim Hersløv på Gigthospitalet, der fik mig sat i gang: ”Du må altså også selv gøre noget for at få det bedre,” sagde han, og det blev de ord, der gav mig et tiltrængt spark.

− Jeg havde fået at vide, at jeg skulle spise en masse grøntsager og undgå sukker, så det gav jeg en chance. Det værst tænkelige, der kunne ske, var, at jeg endte i en kørestol, så jeg var parat til at prøve alt, hvad der kunne hjælpe. Jeg spiste sundt, dyrkede så meget motion, som jeg kunne magte, og jeg fik det bedre − så meget, at jeg kunne trappe ud af medicinen fra 2005. På det tidspunkt havde jeg ændret mig så meget, at min kæreste og jeg ikke længere havde noget til fælles, og to år senere gik vi fra hinanden.

Lider du af gigt? Det her skal du spise

Løftet til mor

Der skete heldigvis også flere gode ting for Mie. I 2009 mødte hun Bo, og de blev kærester.

Mie havde tænkt meget over, om hun turde blive gravid, men i 2011 blev Hjalte født, og i 2014 kom Tristan. To sunde drenge, der ikke har arvet deres mors leddegigt. Mie var glad og trivedes − måske lidt for godt.

− Jeg har altid været tæt knyttet til min mor, og lige inden hun døde i december 2014, lovede jeg hende, at jeg ville finde tilbage til min gamle, sunde livsstil, for jeg måtte indrømme, at jeg ikke længere havde det så godt. Vægten var steget til 130 kilo, og gigtsmerterne var blevet værre.

Endnu en gang samlede Mie sig selv op ved hårrødderne. Den 1. august 2015 var hun klar til at gøre noget ved sin overvægt, så hun lagde sin kost fuldstændig om. Ingen sukker, masser af grøntsager og frugt, nødder og sunde fedtstoffer, intet rødt kød, men masser af kylling. Oveni kom så motion − meget motion.

− Jeg startede med at svømme, først en kilometer, så to og så videre. Så begyndte jeg at træne i vores lokale træningscenter i februar 2016, og sjovt nok fik jeg et rengøringsjob dernede året efter. Det var nu meget smart, for jeg var der jo ret meget. Nu er jeg så blevet træner. Jeg er både fitnessinstruktør og underviser i spinning.

Her er en miniguide til folkesygdommen gigt

Har tabt sig 55 kilo

− I dag er jeg faktisk lidt stolt af mig selv, for jeg har tabt mig 55 kilo og har en stærk krop. Det betyder ikke, at jeg ikke har leddegigt mere, for det kan ikke kureres − i hvert fald ikke endnu − men jeg kan holde sygdommen i skak ved at spise sundt og ved at dyrke motion.

− Hvis jeg går amok med slik eller kagebord, får jeg straks voldsomme ledsmerter, og så er jeg nødt til at cykle mindst 20 kilometer næste dag for at få det godt igen, så det begrænser, hvor usundt jeg har lyst til at spise.

Mie har stadig smerter hver dag, mest i hænderne, men hun tager kun smertestillende, når det er meget slemt. Før var det leddegigten, der bestemte over mig − nu bestemmer jeg over min sygdom, og den skal simpelthen ikke få lov til at fylde i mit liv, fastslår Mie.

Inflammatorisk gigtsygdom

• Hver femte voksen i Danmark lever med kroniske smerter. Den hyppigste årsag er gigt.
• Mere end 100.000 mennesker i Danmark lever med en inflammatorisk gigtsygdom som f.eks. leddegigt, psoriasisgigt, rygsøjlegigt m.fl.
• Inflammatoriske gigtsygdomme skyldes ændringer i immunsystemet. I stedet for at koncentrere sig om at bekæmpe udefrakommende infektioner og vira, begynder immunsystemet at angribe kroppens eget væv, og der opstår en betændelsestilstand (inflammation) i leddene. Hvis betændelsen ikke behandles effektivt, æder den efterhånden knoglerne op.

Disse symptomer kan være de første tegn på en inflammatorisk gigtsygdom:

• Hvis du har haft smerter i ét eller flere led i mere end et par uger.
• Hvis ét eller flere af dine led er hævede, varme og/eller ømme.
• Hvis du har ondt i ryggen – også om natten, og når du hviler dig – og det ikke skyldes overbelastning.