Daniélle er blevet mor trods år med spiseforstyrrelser: Min drøm er gået i opfyldelse

Ludovica er ny i verden. Endnu er hendes liv helt enkelt: Hun har en mor og en far, som passer på hende. Hun kender kun til masser af kærlighed, og hun er midtpunktet i familien Bertelsen, som bor i København. Sådan bør alle små børn have det, og sådan havde Ludovicas mor, Daniélle, det også.

Siden skete der noget i hendes liv, der gjorde, at hun fik en spiseforstyrrelse, som hun kæmpede med i 12 år. I mange år turde hun ikke tro på, at hun selv skulle få de børn, hun så inderligt ønskede sig, for det kan være svært at blive gravid, når kroppen har været gennem så mange års mishandling.

Men det lykkedes. Daniélle er blevet mor. Hun er rask og på vej til at hjælpe andre, som er i den situation, hun var i engang. Hun har skrevet bogen ”Porcelænshulen”, der er hendes dagbog fra dengang, hun kæmpede for at slippe ud af sin spiseforstyrrelse.

Læs også: Jeg kom ud af min spiseforstyrrelse

Begyndte med et par kilo

For kort tid siden startede hun sit eget firma, der hedder Mad-Ro. Her tilbyder hun samtale eller mentorforløb med mennesker, som kæmper med en spiseforstyrrelse, og fagfolk kan bestille foredrag og workshops med hende. Foredragene handler om det liv, der var hendes engang. En spiseforstyrrelse handler ikke kun om mad. Den handler også om kærlighed og ensomhed − og kontrol.

− Mine forældre blev skilt, da jeg var lille, og jeg blev hos min mor. Som barn var jeg kunstskøjteløber på eliteplan, så jeg trænede meget og blev god. Men god var ikke nok i min verden − jeg ville være verdens bedste kunstskøjteløber. Jeg trænede og trænede, og da min træner foreslog mig at tabe et par kilo, så gjorde jeg det.

− Det startede min spiseforstyrrelse, for det viste sig, at jeg var god til at tabe et par kilo og mere til. Jeg opdagede, at her var der noget, jeg havde kontrol over: min egen krop. Det gav mig en følelse af styrke, jeg ikke før havde haft. Endelig var jeg perfekt til noget, så jeg fortsatte med at sulte mig selv, og jo tyndere jeg blev, jo mere usårlig blev jeg, fortæller Daniélle.

Ikke værd at elske

Hun var 12 år og følte sig helt alene i verden med sin spiseforstyrrelse. Hendes forældre var skilt, og hun savnede sin far. Dengang vidste hun ikke, at forældrene blev skilt, fordi hendes far var blevet forelsket i en mand.

Da hun var 16 år, døde hendes far af aids. Der var meget, Daniélle aldrig fik at vide, måske fordi alle ville skåne hende, men resultatet var, at Daniélle uden at vide det tog det til sig. Hun vidste bare, at hun måtte − og for alt i verden ville − sørge for, at hendes mor var glad.

Der var faktisk ingen, der stillede krav til Daniélle, men det gjorde hun selv. Hvis hun ikke var perfekt, var hun ikke værd at elske. Hun tabte sig 15 kilo, men kunne ikke længere stoppe slankekuren. Hun ville heller ikke. Hun følte sig stærk og uovervindelig.

En ny spiseforstyrrelse tog over

− Min mor opdagede det, og på et tidspunkt var det så slemt, at hun blev bange for, at jeg skulle dø. Da jeg så hende græde og være bange for, hvad der skulle ske med mig, stoppede jeg. Jeg begyndte at spise. Jeg ville jo for alt i verden aldrig gøre hende ked af det, men det betød ikke, at jeg var ”kureret”.

Tværtimod kan man sige. Daniélle begyndte at tvangsspise, og da hun lærte at kaste op, blev det til bulimi.

− Jeg spiste og overspiste for at dulme alle de irriterende følelser, jeg havde. Jeg slæbte slik og mad med hjem og spiste det hele. Bagefter kastede jeg op, og så var jeg helt tom og træt − også tom for alle de besværlige tanker. Og så sov jeg.

Daniélle sled sig gennem gymnasiet med et kæmpe fravær. Hendes liv var dirigeret af spiseforstyrrelsen, men ingen skulle se hende som en ynkelig person, som ikke havde kontrol, så udadtil havde hun styr på sit liv.

Læs også: Jeg var så besat, at jeg fik en spiseforstyrrelse

Fire års behandling

Efter gymnasiet rejste hun til England, hun havde kærester, hun havde arbejde, men hun havde også sin spiseforstyrrelse, der dirigerede hendes liv. Først da der var gået otte år, var hun parat til at bede om hjælp. Da var hun 20 år.

− Jeg ved nu, at man er nødt til at erkende, at man har et problem, man ikke kan klare selv. Jeg havde stor mistro til psykologer, for hvis vi først skulle sidde og tale om min barndom og hele mit liv, ville jeg jo være død, inden vi nåede frem til at kurere mig, tænkte jeg. Jeg ville kun tale med en behandler, som selv havde haft en spiseforstyrrelse.

− Og jeg fandt en terapeut, som vidste, hvad det handlede om, men jeg var der kun, fordi jeg var presset til det yderste. Jeg kunne ikke blive ved med at lægge låg på mine følelser, mine forhold gik altid i stykker, og jeg var så utrolig bange for at blive ensom. Jeg havde altid ønsket mig børn, men hvordan skulle jeg dog nogensinde få det? Jeg duede jo ikke til noget som helst, når jeg ikke engang havde styr på mit eget liv, siger Daniélle.

Havde hun vidst, at behandlingen skulle vare fire år, var hun måske aldrig begyndt, for Daniélle er ikke ligefrem et tålmodigt menneske. I de fire år skrev hun dagbog om sit livs op- og nedture. Og der var mange tilbagefald, for det er svært at bryde med gamle mønstre. Kroppen husker. Behandlingen sluttede, da Danielle var 24 år, men hun fik stadig tilbagefald, indtil hun var 30 år.

− Jeg har lidt af forskellige spiseforstyrrelser i 12 år, og hvis det ikke bare skulle være 12 spildte år, skulle mine erfaringer i hvert fald komme andre til nytte. Derfor udgav jeg min dagbog, så andre kan få et uredigeret og klart indblik i og forhåbentlig forstå, hvordan det er at være syg og desperat og stadig kæmpe for et liv, der er værd at leve.

Læs også: Der er en vej ud af mareridtet

Har et dejligt liv

− Det handler ikke om mad, og hvor tynd du bliver. Derfor hjælper det ikke at tvangsfodre mennesker med anoreksi. Spiseforstyrrelsen er et symptom på, at der er noget helt galt i ens liv. 
I vores samfund er der en tendens til at tro, at hvis du er slank, er du perfekt − og først da er du lykkelig. Den tendens vil jeg gøre alt, hvad jeg kan, for at modarbejde. Jeg kan med sikkerhed sige, at jeg ikke er perfekt. Nu kan jeg også sige, at det ønsker jeg slet ikke at være. Jeg er okay og har et dejligt liv.

Daniélles liv er mere end okay nu. Hun er uddannet socialrådgiver, cand.soc., fitnessinstruktør, taler russisk og arbejder også som boligstylist. Hun er sådan et menneske, som går 100 procent op i det, hun interesserer sig for. Som barn ville hun være verdens bedste. I dag er hun bare glad.

Læs også: Anoreksi var ved at tage livet af Laura

Ingen skal være perfekte

− Jeg mødte min kæreste, Patrick, da jeg var 32 år. Endelig turde jeg tro på, at jeg godt kunne blive en god mor, og så måtte børnene gerne komme, men det gjorde de ikke. Der måtte fertilitetsbehandling til, før Ludovica blev født i 2017, da jeg blev 38 år.

− Jeg er meget bevidst om, at det er et fantastisk liv, jeg har nu. I mange år turde jeg slet ikke håbe på, at det ville ske. At jeg endelig blev mor, og at jeg lærte, at ingen skal være perfekte. I dag kan jeg sige, at jeg har lært at leve et liv i fred med mig selv. Det er det, jeg gerne vil give videre til Ludovica. At hun er fantastisk, hun er unik, hun er god nok og værd at elske, fordi hun er lige præcis det menneske, hun er