Ungarbejder på et plejecenter i Horsens: Laura har Danmarks hyggeligste job

Det er sjovere end at være flaskedreng i Fakta, og det er også bedre end at være avisuddeler i regn og slud, men det kræver særlige talenter at være ansat som en ekstra hånd/hyggetante/omsorgsmedarbejder på et plejecenter for demente.

Laura har netop det job på Klovenhøj Centret i Brædstrup ved Horsens. To gange to timer om ugen tager hun på centret, hvor hun snakker med beboerne, lægger puslespil, går ture, eller hvad hun og beboerne nu kan finde på. Hun er vældig glad for sit job, også selv om det kræver god tålmodighed og helst også et stort kendskab til den østrigske slagersanger Hansi Hinterseer.

Der kan godt være meget, meget stille på demenscentret, hvor Grethe, Hanne, Tove og de andre bor. De er alle demente, og det meste af tiden er deres sind ikke til stede i den her håndgribelige verden, men det ændrer sig, når Laura kommer ind ad døren og opfordrer til dans.

Læs også: Hjertet har jo ikke demens

Danser til Hansi

Det er ikke hende selv, der spiller op, men hun er ung og kan finde ud af teknikken og tænder den store skærm, hvorpå man pludselig kan se Hansi Hinterseer synge, samtidig med at han står på ski i Alperne – i sig selv en fornem præstation.

Hansi har en imponerende virkning på damerme, og rollatorerne bliver parkeret, de lune trøjer tages af, og så er det ud på gulvet og danse, og Laura er naturligvis den, der fører an, selv om hun intet aner om Hansi Hinterseer. Hun hører noget helt, helt andet musik, når hun er hjemme på sit værelse hos sine forældre, men det er lige meget, for nu er hun på arbejde, og hun elsker det.

Det er helt gensidigt. Beboerne her kunne være hendes bedsteforældre eller oldemødre. De bliver glade, når hun kommer ind ad døren. Ikke fordi de kan huske hende eller hendes navn, men fordi de elsker at få besøg af unge mennesker, som har tid.

Og Laura har tid. Hun snakker og holder i hånd eller leder efter fjernbetjeninger. Hun er den ekstra hånd og kærlige omsorg i nogle timer om ugen, og lige det beboerne har brug for. Samtidig hjælper hun også personalet, så de får ekstra tid til at være sammen med nogle andre beboere, så alt i alt er Laura en gevinst for alle. Men faktisk er det kun et forsøg.

Læs også: Alzheimer-ramte Johns ønske for den sidste tid...

Mange ansøgninger

På to plejehjem i Horsens fik man idéen til at ansætte et ungt menneske som Laura. Ikke som almindelig arbejdskraft, for det må de unge mennesker ikke, når de ikke er uddannet til det. Det skulle kun være til ren glæde for alle parter, og det var der mange unge mennesker, der gerne ville være med til.

Lederen, Lene Vangsøe, fik 36 ansøgninger i september 2018.

– Det var virkelig svært at vælge. Vi havde annonceret efter unge mennesker mellem 13 og 17 år, som skulle være en slags besøgsvenner her.

- Hos os skal de helst være i nærheden af de 16-17 år, fordi vores beboere er demente, og det kan være vanskeligt at forholde sig til et menneske, man ikke kan snakke almindeligt med, men vores to medarbejdere, Magnus og Laura, er gode til det og har nu skiftende vagter.

Derfor kommer Laura susende ind ad døren hver tirsdag og torsdag klokken 16, når hun er færdig med 10. klasse inde i Horsens. Så trækker hun i uniformsblusen, hvor der står ”Spire” på, for det er dét, hun er. Ikke en forbryderspire eller en grøn spire, bare et ungt menneske, der gerne vil være sammen med et gammelt menneske.

Læs også: Plejehjem har campingvogn i baghaven

Spil med andre regler

De gamle damer vil også gerne gøre den unge pige glad.

– Skal vi spille vendespil? spørger Laura, og damerne mener, det er en god idé, selv om de har glemt, hvad et vendespil er. Derfor er reglerne også lidt anderledes. Allerførst må man ikke lægge fødderne op på bordet, for der skal spillepladerne jo ligge, formaner Laura, men så går det også over stok og sten med billeder af hunde, biler, katte og får, der alle får et ord med på vejen.

Det er sjældent, at kortene bliver lagt det rigtige sted, for det er svært at huske sådanne detaljer, når man lige er kommet i tanke om, at man engang har spillet på mundharmonika for nogle får.

– Javel, siger Laura interesseret. Det vidste hun nok ikke, at man kunne, men så lærte hun også noget nyt den dag.

Kom med Familie Journal til garnbanko

Søde og rare

I det hele taget handler Lauras job meget om at have respekt for de mennesker, der ikke længere har kræfterne eller evnerne til at klare sig selv. Med et fint ord hedder det at have omsorg for de svageste medborgere, men sådan tænker Laura ikke. Hun synes, det er søde og rare mennesker, som hun godt kan lide, og så er den ikke længere.

– Er det her nu noget, vi kan finde ud af? spørger Tove tvivlende, da Laura pludselig finder på, at de skal gætte melodier, og hvem der sang dem. Her er Laura og beboerne lige gode: De demente husker teksten til alle sangene, mens de ikke har nogen anelse om, hvem der sang ”Er du dus med himlens fugle?”.

Derfor kan sangen jo godt være god, og denne eftermiddag lærer Laura at synge med på lige dén. Selv kender hun hverken melodi eller sanger, det er hun alt for ung til, så i det her spil er Laura og beboerne jævnbyrdige.

Læs også: Mette har Alzheimer

Elsker jobbet

Efter dansen hviles der lidt i de bløde stole, mens snakken går om den fysioterapeut, som Grethe venter på, og Tove, som meget snart skal besøge sin datter.

Så kan Laura fortælle dem, at datteren bestemt snart kommer, men ikke nu, for nu er det aften, og at fysioterapeuten også kommer – faktisk er der styr på det hele. Det er beroligende at høre, især når ordene kommer fra en ung pige, der ser ud, som om hun har styr på det hele.

Læs også: Ulla og Peter er kærester - Peters kone bor på plejehjem

Kun få ure

Der er malerier på væggene i centret, men ikke mange ure.

– Hvad skulle vi med dem? Der er ikke brug for dem her hos os, siger en beboer overbærende, da journalisten spørger, hvad klokken er.

Det er sandt nok, for beboerne ved godt, hvornår det er tid til de vigtige ting. Nu er det mørkt udenfor. Det betyder, at det snart er spisetid, så Laura følger damerne ind i spisestuen.

Nu er der ikke flere planer for beboerne i dag, men Laura har sine egne planer. Hun skal hjem og lave lektier, og snart skal hun til England med sin skoleklasse, og så kommer de 68 kroner i timen, som hun får i løn på centret, til at gøre gavn. Pengene er gode at have, men allermest glad er hun nu for sit arbejde.

– Jeg synes, det er sjovt og spændende at snakke med beboerne. Det er dejligt at se, når de bliver så glade for det, jeg kan lave med dem, siger hun, og Grethe giver hende ret:

– Ja, det er dejligt at møde nogle mennesker, der er lidt liv i.

Ingen tvivl om det. Grethe skal nok stå parat, næste gang Laura byder op til dans.

Læs også: Lones mand er dement: - Jeg lever for de gode øjeblikke

Værd at vide
Horsens Kommune har ansat fire unge mennesker til to plejehjem i kommunen.

De unge mennesker er ansat til at være sammen med de ældre et par timer om ugen som omsorgsmedarbejdere.

Jobbene er lavet i samarbejde med FOA, og målet er også at gøre unge mennesker mere interesserede i at uddanne sig til job inden for social- og sundhedssektoren.