Fik en fyreseddel og sadlede om: Jeg regner med at blive ved, til jeg er 70

Jeanne blev fyret pr. telefon, mens hun var på krydstogt på Nilen i Egypten med sin mand, Torben.

Rejsen var hans fødselsdagsgave til hende. Hun fyldte 60, og han havde lagt penge til side til gaven i lang tid. Så stod de der på skibet og kiggede på hinanden, fuldstændig stumme og handlingslammede.

Den 1. januar 2012 havde Jeanne Villestoft fået at vide, at hun var indstillet til at modtage Dronningens Fortjenstmedalje efter 40 års virke i det offentlige.

11 dage senere, den 11. januar 2012, blev hun fyret sammen med 35 kolleger. 40 år i Ankestyrelsen var forbi, men hun kunne da godt få lov til at få medaljen og en beskeden fest senere. Det var sikkert venligt ment, men lige der – på kanten af Nilen – var Jeanne nok mest paf, som hun selv siger.

Det er ellers ikke det, der kendertegner den rappe Jeanne, der er født og opvokset i Sydhavnen og altid har svar på tiltale. Når hun ikke snakker, synger hun. Det ved de godt ude i kolonihaven, hvor hun nynner, mens hun hakker ukrudt.

Læs også om Jette, der har stor gavn af at spise plantebaseret mad

Et livsstykke

Den dag på ferien blev Jeanne stille. Men fyringen blev også et skifte i Jeannes liv, der gjorde hende glad, for hun skiftede karriere og blev sosu-hjælper.


I dag er hun 67 år og kunne ikke drømme om at gå på pension på denne side af de 70. Hun er blevet en af de ældre, der helst ikke vil holde op med at arbejde – hvis bare arbejdsmarkedet kan rumme, at mennesker over 60 år også har kvaliteter.

Det ved de der, hvor Jeanne arbejder. De ved også godt, at de er heldige, for Jeanne er et livsstykke, der betyder meget for sine ”borgere”, og hun er ikke længere ked af, at hun blev fyret fra sit kontorjob i Ankestyrelsen.

Men i begyndelsen var det svært. Meget svært endda, for hendes job havde været et ønskejob, lige fra hun var helt lille.

Farvel og tak

– Jeg brugte mine konfirmationspenge på at købe en skrivemaskine, for jeg ville bare være noget på et kontor. Det blev jeg så også. Jeg blev ansat ved Ankestyrelsen, først som skrivedame, og så sad vi der: 14 damer på rad og række med hver sin skrivemaskine med kuglehoved. Det var min drøm, der gik i opfyldelse, fortæller Jeanne.

Året var 1972, Jeanne var 20 og boede sammen med Torben i en lille lejlighed i København. De var ikke velhavende, men de havde mod på livet og syntes selv, at de havde et rigt liv.

Jeanne voksede med arbejdet, hun uddannede sig undervejs til socialformidler, samtidig med at hun og Torben udvidede familien med to børn. Torben var taxachauffør med skiftende arbejdstider, men de fik det hele til at hænge sammen.

– I sommeren 1975 blev jeg sagsbehandler i Ankestyrelsen og behandlede sager om førtidspension. Det var et spændende job, som jeg var glad for. I 2003 blev jeg ejendomsadministrator for Ankestyrelsens smukke, gamle bygning, og det var også et herligt arbejde.

- Jeg havde fantastiske kolleger, og jeg var stolt, da jeg fik at vide, at de havde indstillet mig til en fortjenstmedalje. Det glædede jeg mig over i 11 dage, indtil jeg blev fyret, mens jeg var på ferie. Jeg havde et halvt års opsigelse og sagde farvel til den arbejdsplads den 1. august.

Læs også: Brian gav sine ene nyre til sin kollega

På jagt efter job

Torben husker endnu den første tid derefter med gru. Hans Jeanne, der altid havde nynnet og snakket dagen lang, sad nu og læste avisens stillingsannoncer eller lagde budgetter, for der var kommet nye tider i lejligheden i Ballerup.

– Jeg havde tjent 36.000 kr. om måneden, nu fik jeg 13.000 kr. om måneden i understøttelse, og så skulle jeg søge to job om ugen. Jeg søgte og søgte. De fleste ansøgninger fik jeg ikke engang svar på, og de andre fik jeg afslag på. Ingen sagde det højt, men hvem ville ansætte en 60-årig socialformidler med en medalje for tro tjeneste i bagagen? Ingen!

– Først skar jeg ned på det hele. Torben kunne jo ikke hekse med sin løn, og så måtte vi bare skære alt det sjove væk. Jeg savnede mine kolleger, og jeg savnede at være sammen med andre. Mit næste job skulle være noget med mennesker, så da jeg havde været ledig i næsten et år, søgte jeg ind som vikar på Botilbuddet Rødbo i Ballerup, der er et bosted for mennesker, der har brug for meget hjælp.

Læs også: Charlotte kvittede topjob og fulgte hjertet (link fjernet)

Tilbage på skolebænken

Kontordamen fra Ankestyrelsen fik sin sag for her. Hun lærte at bruge lift til de borgere, der var lamme. Hun lærte at hjælpe mennesker med de mest intime ting. Hun løftede og bar, trøstede og holdt i hånd. Ni måneder efter havde hun truffet en beslutning:

– Jeg kunne lide det arbejde, for jeg kunne lide kontakten med de mennesker, jeg var ansat til at hjælpe. Jeg fik tilbud om at blive ansat som ufaglært i hjemmeplejen i Gladsaxe, og jeg sagde ja tak med glæde. Flere kolleger mente, at jeg skulle søge ind på skolen og få papir på min uddannelse, så jeg kunne kalde mig sosu-hjælper.

- Jeg tænkte lidt over det og ringede så til skolen i Brøndby og spurgte, om det ville være realistisk, at jeg søgte ind, når jeg nu var næsten 63? Jeg ville simpelthen ikke spilde min tid på at drømme om noget, der ikke kunne lade sig gøre.

Men det kunne det. Jeanne begyndte på skolen i januar 2015, og i 2016 afsluttede hun uddannelsen med et 12-tal som sidste punktum. Hun var 64 og fik to tilbud om fast arbejde, så hun var en succes. Torben gik endda så vidt, at han ligefrem bandede over det.

Opskrift på myntekys

En stolt mand

”Jeg er fandeme stolt af min kone,” skrev han på Facebook, og det var der al mulig god grund til. Jeanne blev ansat i hjemmeplejen i Lyngby-Taarbæk. Hun fik en rimelig løn, men det vigtigste var, at hun igen følte, at der var brug for hende.

– Jeg har altid gerne villet arbejde med mennesker. Det gjorde jeg også i Ankestyrelsen, men her er jeg helt tæt på mine medmennesker, og jeg kan se, at de bliver glade for det, jeg kan gøre, siger Jeanne, der nu også nynner på arbejdet igen.

Da hun fyldte 65 år, gik hun lidt ned i tid, men kun fordi hun også er bedstemor og gerne vil have tid til børnebørnene. Og måske også lidt til Torben.

Læs også: Ungarbejder på et plejecenter i Horsens: Laura har Danmarks hyggeligste job (link fjernet)

Hjemmegående mand

Han er nemlig også blevet sendt hjem. Ikke fordi han er blevet fyret, men fordi Jeanne mente, at han nu havde arbejdet nok, og når man er en ældre herre på 67 med hjerteflimmer, er det bedst at gå på pension. Derfor kan Torben nu kalde sig pensionist.

Det betyder, at det er ham, der støvsuger og indimellem laver mad, for hvis han havde troet, at Jeanne også skulle være pensionist, tog han fejl.

Hun har haft tre sygedage på tre år. Hun fylder 68 i år, og meningen er, at hun skal gå lidt ned i tid til 24 timer om ugen, men ellers bliver hun ved. I hvert fald til hun er 70 år.

– Jeg elsker mit job, fordi jeg ved, jeg hjælper nogle mennesker, der har brug for mig. Til gengæld vil jeg også sige, at jeg er glad for, at jeg ikke blev sosu-hjælper som ung, for det er et fysisk og psykisk hårdt job, som jeg ikke kunne have holdt til i så mange år.

-Min plan er at holde ud, så længe jeg kan – og Torben har lovet at skaffe mig en rollator, hvis jeg får brug for det, siger Jeanne med et skævt blik til ægtemanden, der ser tilbage med stolthed i blikket.