Karen elsker tyrolermusik: Mit liv skal være en fest

Der står to magelige stole foran Karen og Carl Heinz’ fjernsyn i deres stue i Toftlund. I den ene stol sidder Carl Heintz, mens den anden for det meste er tom. Der kunne hans kone, Karen Sophie Komischke, have siddet, hvis hun ellers havde været hjemme, men det er hun sjældent.

Karen VIL ganske enkelt ikke sidde i sin stol og slappe af. Det dør man af, hvis man bliver siddende for længe, siger hun. Hun har også for travlt til det pjat. Det er nemlig Karen, der får tingene til at ske.

Hun elsker musik, især tyrolermusik, og så synes hun da heller ikke, at andre mennesker skal snydes for en god fest.

Derfor har hun for fjerde gang inviteret Tyrolerdrengene Zillertaler Edelweiss Duo fra Østrig og sørget for, at de spiller op til dans på Hotel Nørherredhus på Als to dage i træk: Lørdag aften for folk, der elsker tyrolermusik og gerne vil have både en wienerschnitzel og en vals bagefter. Om søndagen er musikken for beboerne på det nærliggende plejehjem, Tangshave.

Karen er med begge dage. 77 år er ingen alder, når man har den flotteste dirndl-kjole, tilhørende hat og en hel dåse med glimmer, der skal fordeles med rund hånd.

Læs også: Han har fuldtidsjob og er fuldtidsfrivilig: Jeg får tifold igen

Karens tyrolere

Karen kalder til fest, men Carl Heinz bliver hjemme i aften. Han er 79 år, og sidste sommer fik han en blodprop i lungen, så han er træt. For træt til at tage til fest, men ikke for træt til altid at bakke sin kone op. Hun er hans livs lys, som hun har været det i snart 60 år. Og så ved han også godt, at det ikke nytter at sige Karen imod.

Det bliver, som hun har bestemt. Derfor har han denne eftermiddag haft et tyrolerorkester på besøg hjemme i stuen, for hvor skulle de ellers være? siger Karen og serverer en frokost, som hverken tyrolere eller journalister har set bedre.

– Carl Heinz og jeg var på ferie i Zillertal første gang for snart fem år siden, hvor vi mødte drengene fra Edelweiss Duo. Det var sådan en skøn musik, så jeg spurgte dem, om de ikke kunne komme på besøg i Danmark, for så skulle jeg nok sørge for, at de havde nogen at spille for. Siden har de været her fire gange, siger Karen.

– Jeg elsker den musik. Når du hører den, kan du slet ikke stå stille. Det er, som om sorgerne bliver mindre. Jeg bruger musikken til at komme videre.

Læs også: Til prøvetime: Når fruen lader sig rive med i en svimlende swingdans

Den største sorg

Man kommer ikke igennem et langt liv på 77 år uden at have oplevet sorger, og Karen har oplevet en del.

– Vi mistede vores ældste datter for syv år siden. Helle og jeg var som to dråber vand. Vi snakkede sammen hver eneste dag, og pludselig blev hun syg. Hun kunne ikke få vejret og blev indlagt i en weekend, men hun kunne ikke blive scannet før om mandagen, sagde de.

- Mandag morgen, inden hun skulle scannes, døde hun, og bagefter viste det sig, at hun havde haft en blodprop i lungen. Sådan mistede vi vores pige, og det er forkert. Man skal ikke miste sine børn. Det skulle have været mig. Jeg savner hende hver dag, siger Karen.

Sidste sommer var det så Carl Heinz, der blev syg. Når man har været gift i så mange år, ved man godt, når der er noget helt, helt galt. Og det vidste Karen også.

– Jeg var sikker på, at Carl Heinz også havde fået en blodprop, så vi fik ham indlagt på sygehuset. Han nåede at være indlagt på seks forskellige afdelinger, og først da der var gået 13 dage, fandt de ud af, at han havde en blodprop i lungen, siger Karen, der ellers ikke havde holdt sig tilbage med at fortælle lægerne, hvad der kunne være galt.

Carl Heinz er en mand, der ikke gør megen væsen af sig, men han undrer sig alligevel over, at han aldrig nåede at pakke sin taske ud på de 13 dage, han var indlagt. Til gengæld er han sikker på, at det er Karens skyld, at han overhovedet er i live i dag.

Hun vil altid være hans livs lys, forstår man. Sådan har han haft det, siden han mødte hende første gang.

Læs også om et musikalsk ægtepar

– Min svigerfar var taxachauffør og tankede tit på min onkels tankstation ovre på Als, hvor jeg arbejdede. Min kommende svigerfar spurgte, om jeg var enlig, for så havde han da en søn, der kunne bruge en kæreste, og jeg var fræk nok til at sige, at så måtte han jo komme forbi og hilse på mig. Det gjorde han, og siden har vi ikke været fra hinanden, siger Karen.

Dengang var de to alen af det samme livstykke. Carl Heinz var sælger og kunne snakke med alle. Karen var også en pige med gang i, så de passede perfekt samen.

– Vi fik Helle, Jette, Mette og Rikke, fire piger. Carl Heinz ville ikke have, jeg skulle arbejde. Jeg skulle blive hjemme og passe vores familie. I begyndelsen var det godt nok, men da børnene blev store, så fik jeg ført igennem, at jeg også fik et arbejde. Jeg blev ansat i hjemmeplejen, og det job elskede jeg, fortæller Karen.

Hun arbejdede i 15 år som hjemmehjælper, indtil ryggen sagde stop. Men hun kunne ikke længere slippe kampen for, at de ældre, de ensomme og de handicappede skulle have en sjovere hverdag. Hun blev frivillig på Plejecenter Tangshave, hvor hun er en del af Torsdagsklubben.

Karen arrangerer udflugter, musikaftener og oplevelser uden for plejecentret, for holdningen har altid været, at man skal opleve noget.

– Vi oplever alle noget, der er svært og tungt. Jeg tror på, at man er nødt til at blive ved med at leve. Ellers er det hele jo spildt, hvis vi bare giver op og lægger os. Næ, vi må gå ud og finde nye glæder.

Læs også: Per og Trine tackler sorgen over datteren selvmord forskelligt

Mistede endnu en datter

Dengang, hun mistede sin yngste datter, Rikke, for mange år siden, lærte hun den lektie for alvor. Hun og Carl Heinz skulle have sølvbryllup, da de opdagede, at Karen var gravid med noget af en efternøler. Det var bestemt ikke meningen, men som Carl Heinz siger: ”Hvad giver man en kone, der har alt? En baby.”

De glædede sig, de store piger glædede sig, de købte babytøj, og de fik en lille pony hjem til den lille ny, bare for sjov.

– Da Rikke blev født, viste det sig, at hun manglede halvdelen af hjertet. Hun levede kun i seks dage, inden hun fik fred. Jeg troede aldrig, jeg skulle blive et glad menneske igen, siger Karen

Men det blev hun. Hun har bestemt sig for, at hun vil være glad, og hun har bestemt sig for, at hun ikke bare vil sidde i en stol og blive gammel.

Læs også: Fik en fyreseddel og sadlede om: Jeg regner med at blive ved, til jeg er 70

Fest og glimmer

– Jeg kan ikke holde det fjernsyn ud, så når Carl Heinz sidder foran skærmen om aftenen, så laver jeg noget andet i den anden ende af huset. Hvis der ikke er noget at lave om dagen, kører jeg ud i naturen på min cykel. Jeg kan bare ikke holde ud at sidde stille, siger hun og fortsætter:

- Jeg har set så mange ældre mennesker sætte sig hen i en stol og sige, at nu skulle de slappe af, og bum… det næste, der skete, var, at de blev syge og bare sad som en grøntsag i en stol. Sådan vil jeg ikke blive gammel.

Derfor cykler hun Toftlund og omegn tynd, arrangerer fester og besøger døtrene. Hun er stadig frivillig på plejehjemmet og lader, som om hun ikke ved, at mange af beboerne er yngre end hende.

Om lidt skal hun til tyrolerfest. Hun sender musikerne afsted til Nordals, tager kjolen på, snører kjolelivet og finder glimmerpudderet frem. Hun giver Carl Heinz et knus, og så er hun afsted igen – og måske nyder Carl Heinz freden og roen i stuen...