Kære Puk
Mormor kan ikke klare julemaden længere
– Jeg elsker at køre traktor og har altid drømt om at blive landmand!
Christian Larsen på 27 år har det som en fisk i vandet på den firlængede gård i Revninge på Fyn, hvor han bor sammen med sin store familie. Og især, fordi han også har sin elskede kone, Sidsel Boel på 26 år, hos sig.
– Vi bor i den ene længe på gården, fortæller Christian. Sammen med Sidsel flyttede han hjem til familien efter at have boet nogle år på et Steinerbosted for mennesker med handicap – både han og Sidsel har Downs syndrom.
Læs også: Brev til Puk Elgård: Kan jeg gå til fødselsdag uden at gøre gengæld? (link fjernet)
Den store familie består af Christians mor og far, Susanne og Jan Larsen, farfar Hans-Erik Larsen, storebror Mads, hans kone Linda og deres tre børn, Sten, Frederik og Katrine, som alle hedder Jonsen til efternavn.
– Vi købte gården i 2012, fortæller Mads, der på det tidspunkt arbejdede som rejsemontør og derfor var ret meget væk hjemmefra.
– Mine forældre og jeg havde længe talt om, at det kunne være skønt at flytte sammen. Vi var i forvejen meget sammen og trivedes fint i hinandens selskab.
Linda, som er uddannet køkkenassistent, var med på idéen.
– Når Mads var væk, boede jeg ofte en weekend hos mine svigerforældre, før vi fik børn. Vi har også altid holdt stort set alle ferier sammen, så jeg havde ingen betænkeligheder overhovedet, da Mads foreslog, at vi flyttede sammen, siger hun.
Læs også: Plejeforældrene Annemette og Poul Erik: Vi er børnenes advokater
Familien kiggede efter den rette gård i godt et år, før alle fire faldt for gården i Revninge.
– Den var renoveret og lige til at flytte ind i. Her boede i forvejen en storfamilie, som var løbet sur i at bruge al tiden på at sætte i stand, og det var vores held. Her var tre boliger, så vi kunne få en hver og eventuelt leje den sidste ud. På det tidspunkt havde vi fået vores to sønner, Sten, som nu er 11 år, og Frederik på 8 år, fortæller Mads.
– Det gik jo pludselig meget hurtigt med at flytte, og vi skulle sammen til at finde en hverdag, der fungerede. Jeg var hjemmegående med børnene, og i starten spiste vi alle måltider sammen.
På et tidspunkt skar vi det ned til kun at spise aftensmad sammen, og stille og roligt, som tiden gik, normaliserede det sig. Nu spiser vi sammen af og til og har så også vores privatliv, siger Linda om den første tid på gården.
Læs også: Brugsen er blevet demensvenlig: Vi holder øje med dig
Christian og Sidsel, som stadig boede på bostedet, var ofte på besøg på gården, og en dag stillede Christian sin storebror et spørgsmål, der kom til at ændre meget.
– Vi stod og malede, og pludselig spurgte Christian, hvorfor han ikke også boede på gården sammen med os andre. Det havde aldrig strejfet nogen af os, at det var en mulighed, men spørgsmålet åbnede jo for tanker, så vi gik i gang med at undersøge, om og i så fald hvordan det kunne lade sig gøre, fortæller Mads. Ét var dog sikkert.
– Hvis Christian skulle flytte herude fra bostedet, måtte hans kæreste Sidsel flytte med. Vi kunne jo ikke skille de to, der har kendt hinanden siden 14-årsalderen og på det tidspunkt havde været kærester nogle år.
Efter en del polemik frem og tilbage med kommunen lykkedes det familien i 2016 at få hentet det unge, forelskede par hjem til gården, hvor de fik deres egen længe at bo i.
– Det var jo så rørende, at Christian gerne ville hjem igen, siger Susanne, som næsten ikke kan tro på sit eget held. – Tænk at være så heldig at få lov til at bo sammen med alle sine børn, svigerbørn og børnebørn – det er jo fantastisk!
Læs også: Michelle Kristensen: Da jeg var barn, blev jeg kaldt for Store Michelle
Og der er nok at se til på farmen.
– Vi har i alt 618 kvadratmeter bolig, tre hektar jord, grise, får, høns, vildsvin, og om ikke så længe får vi også gæs og ænder. Vi slagter, spiser og sælger kødet fra dyrene, og vi åbnede for nogen tid siden en lille gårdbutik, som Linda bestyrer.
Hun har dog også et andet job.
– Jeg har af kommunen fået tildelt 18 timer om ugen til at hjælpe Christian og Sidsel med at komme op om morgenen, få morgenmad og i det hele taget støtte dem, når de har brug for det, og vi har det super godt sammen, supplerer hun.
Mads og Lindas tre børn nyder også at være sammen med Sidsel og Christian.
– Vores lille Katrine på 3 år render tit over til dem, og så hygger hun og Sidsel sig med at lægge makeup, ordne hår og tegne. Da sundhedsplejersken kom, var hun målløs over, hvor meget Katrine talte, og det imponerede hende, at hun allerede kunne tegne tydelige ansigter. Hun har lært meget af Sidsel.
Læs også: Sofie Lassen-Kahlke: Jeg er en kærlig, omklamrende mor
I det hele taget bidrager alle til det store fællesskab.
– Christian muger ud, fodrer dyrene og kører med traktoren, fortæller Susanne, som også husker, hvordan Christian på et tidligere bosted hver aften gik ud for at lukke sine ”fantasi-køer” ind. – Han er virkelig landmand af hjertet og elsker sit liv her på landet.
Susanne og Jan passer stedets gamle farfar og oldefar.
– Min svigerfar flyttede hjem til os for fire et halvt år siden, og da vejede han kun 48 kilo. Det fik vi hurtigt lavet om på. Han har et værelse her hos Jan og mig og skal slet ikke tænke på noget som helst. Vi sørger for mad, medicin og omsorg, og mange gange har Katrine og han hygget sig med at lægge puslespil og sludre sammen.
Læs også: Elsebeths familie blev halveret på tre år: Nu hjælper jeg andre ud af sorgen (link fjernet)
Familien oplever dagligt værdien i, at børnene er med til alt.
– De ser, når vi slagter og parterer dyrene, og vi synes, det er så vigtigt, at børn får et naturligt forhold til livet og døden i det hele taget.
Naturligheden vækker dog også latter.
– For nogen tid siden fik min farfar blærebetændelse og var pludselig ikke til at komme i kontakt med. To paramedicinere ankom, og mens de tjekkede ham, sagde vores søn, Sten, at han syntes, vi skulle aflive ham, for han skulle ikke ligge der og lide. Da spærrede paramedicinerne godt nok øjnene op, og vi måtte lige forklare, hvordan vi lever livet hér hos os, fortæller Mads.
Med tiden har familien også lært at se stort på perfektion.
– Vi har også en meget stor køkkenhave og et drivhus, og i starten skulle alt se pænt ud. Men vi har lært, at der er vigtigere ting i livet, og i dag ved vi, at kærlighed og fællesskab er det, der betyder allermest, er de alle enige om.