Jørgen hjælper sin demente kone: Kærligheden er kun blevet større

Jørgen Dannemand, 86 år, kommer fra køkkenet og ind til spisebordet med to tallerkner. En til ham og en til hans kone, Birthe, 83 år.

– Sig mig, mangler der ikke noget på den her tallerken? spørger han Birthe.

De kigger begge på tallerknerne med boller i karry. Birthe mener ikke, der mangler noget, men Jørgen bliver ved med at tænke, at der er noget, der ikke helt er, som det skal være, men han ender med at sætte sig og spise maden. Først til sidst kommer han i tanke om, hvad det her, der mangler.

– Risene! Birthe, altså, vi har siddet og spist ren karrysovs, siger han og ler højt.

For sådan er det sommetider i hjemmet i det nordlige Aarhus, når den ene beboer har demens, og den anden først begyndte at lave mad, da han kom ind i sine 80’ere.

Læs også: Brugsen er blevet demensvenlig: Vi holder øje med dig - på den gode måde

Husk det gode humør

– Jeg skal lige lære alt det her. Birthe har jo indtil sygdommen altid stået for maden. Jeg har været så forkælet, at det først var meget sent, jeg skulle lære at lave mad, så jeg prøver det bedste, jeg kan, siger Jørgen, mens han med korslagte arme sidder ved spisebordet og ler.

Og det er meget karakteriserende for Jørgen at have let til latter. For selv om hans kones sygdom er, som han selv siger, ”noget værre lort”, så er det bedre at prøve at huske det gode humør.

– Jeg gider ikke tale for meget om sygdommen herhjemme. Den syge bliver ikke rask, og jeg bliver syg, hvis jeg skal gå og være så trist hele tiden, fastslår han.

Læs også: Ingen vidste, hvad der var galt med Sally: Heldigvis opgav mine forældre aldrig

Den grønne plads

Demens er en sygdom, der ikke kommer fra den ene dag til den anden. Den kommer snigende, og pludselig går man fra at være distræt og glemsom til at være syg. Sådan var det også for Birthe.

– Hun startede med at glemme sine nøgler. Hun har aldrig været særlig distræt, så det undrede mig lidt, men jeg tænkte, det måske var alderen, der var begyndt at trykke. Det sker jo, siger han og trækker lidt på skuldrene.

På et tidspunkt kunne Jørgen dog godt se, at det gik fra bare at være almindelig glemsomhed til at være mere alvorligt.

– Hun begyndte at glemme ordene. En dag sad vi og så fjernsyn, og hun blev ved med at spørge, om der var noget fra den grønne plads. Jeg forstod ingenting, og hun blev irriteret og sur, mens jeg sad som ét stort spørgsmålstegn, når hun blev ved med at tale om den grønne plads. Til sidst kom jeg frem til, at det var en fodboldbane, hun havde talt om. Hun havde bare ikke kunnet finde ordet. Da vidste jeg godt, at den var gal.

Og ganske rigtigt. Et par måneder senere dengang i 2015 sad de sammen på lægens kontor, da Birthe fik diagnosen. Lægen fortalte, at hun var dement og ville dø af det. Den besked ville kunne få de fleste ned med nakken, men ikke Birthe, som knastørt svarede lægen: ”Ja, ja, men ikke endnu”.

Så nu stod Birthe og Jørgen i en helt ny situation. De skulle lære at leve med sygdommen.

Kære Puk: Er ikke i tvil om, min mor er dement, men...

Mad og makeup

Som 80-årig skulle Jørgen nu til at lære at lægge makeup på Birthe og at lave mad. Det var helt nyt for ham, men han tog det i stiv arm.

– Jeg siger tit ”skide være med det,” hvis noget ikke er helt perfekt. Det er jo slet ikke det, der betyder noget. For mig er det mere, at Birthe bevarer værdigheden, selv om hun er syg. Vi skal være ligeværdige, siger han.

Så han måtte til at lære alt det, som Birthe havde lavet, og som han havde taget for givet i hverdagen. Madlavningen var ikke det sværeste, og at det kan glippe med risene til maden, er ikke det værste, der kan ske, men da det kom til at lægge makeup på Birthe, blev det straks sværere.

– Jeg anede intet om sminke, så jeg måtte en tur til den lokale Matas, hvor jeg heldigvis kunne få en masse hjælp af en ung ansat. Så nu ved jeg både, hvad foundation, rouge og mascara er, fortæller han stolt.

– Birthe har altid været en smuk dame, så det skulle jo ikke ændre sig, fordi hun blev syg. Så jeg begyndte at lægge makeup på hende, og pludselig fandt jeg ud af, det faktisk ikke var makeuppen, der var det vigtigste, men det, at der var en daglig berøring, var det, der virkelig betød noget for Birthe.

For nu vi kommer hinanden en del mere ved, end vi gjorde før. Så selv om hun kan have svært ved at huske, hvad jeg gør for hende, så kan hun i det mindste mærke, at jeg er der for hende, når vi står på badeværelset og lægger hendes makeup.

Læs også: Tine strikke sig stressfri: Jeg er kommet i garnhimlen

Tænker ikke fremad

Det er blevet en fast del af dagligdagen, at Jørgen lægger makeup på Birthe, inden de tager deres daglige tur på havnen, eller hun tager på ”arbejde”, som han kalder det. Tre dage om ugen er Birthe i et aktivitetscenter, både for sin egen skyld og for Jørgens.

– Jeg sidder jo ikke og ler hele tiden. Sygdommen er også hård og svær, så sommetider har jeg brug for, at der bare er helt stille, og så er vi begge blevet ladet op, når Birthe kommer hjem, fortæller han.

Og selv om det er hårdt, er Jørgen sikker på, at han gør det rigtige ved ikke at sende Birthe på plejehjem, selv om kommunen har foreslået det, da sygdommen bliver værre og værre.

– Jeg bliver ved, indtil jeg ikke kan mere. Jeg har valgt, at vi ikke skal tænke fremad og frygte livet. Det er vigtigere, at vi tænker mest på de gode stunder og ler lidt ad dem, siger han.

– Kærligheden er kun blevet større, efter at Birthe er blevet syg. For den her sygdom kræver megen kærlighed for at komme igennem den. Kærligheden skal vægtes højere end sygdommen, selv om det kan være svært.

– Og jeg elsker virkelig Birthe. Især nu, når jeg tænker på, hvad jeg har budt hende. Det har ikke været slemt, men jeg arbejdede meget, glemte at ringe hjem og sagde ikke helt nok tak for maden, der altid stod klar på bordet, når jeg kom sent hjem fra arbejde. Og nu står jeg selv med det. Så jeg kan se, hvor meget hun har gjort for mig.

Da det kommer til spørgsmålet om, hvorfor Jørgen bliver ved, holder fanen højt og passer på sin kone med en sådan kærlighed, kommer svaret prompte:

– Birthe ville til hver en tid gøre det samme for mig, hvis det var mig, der var blevet syg.