Mathilde Falch: Vi skal ikke være så bange for at sige hej

Onsdag, 25. september 2019
af Jannie Lykke Øberg. Foto: Gregers Overvad
Mathilde Falchs nye livealbum, som er blevet til sammen med hendes fans, er allerede udkommet, og man kan opleve hende optræde flere steder i landet her i efteråret. I oktober tager hun på kirketour med sin far, Michael Falch, og i december står den på dobbelt solotour med sanger Signe Svendsen.
Mathilde Falch har et unikt forhold til sine fans

Hvad er du optaget af lige nu?
– Af mit livealbum, som jeg har indspillet sammen med mit band. Men mest af alt er jeg optaget af at være mor. Leo har været virkelig syg med refluks, så meget af min tid er gået med at finde måder at hjælpe ham på. Derfor er jeg også i gang med at uddanne mig til zoneterapeut og til børnesundhedsvejleder. Jeg har ikke sovet i halvandet år. Ha ha!

Hvad betyder musikken for dig?
– Den bliver ved med at holde min glæde kørende. Derfor holder jeg også meget fast i at blive ved med at spille. Det er selvfølgelig hårdt at skulle være på, når man ikke har sovet så meget, men det gør mig virkelig godt at være sammen med mit band.

Hvad er det nye album for et?
– Det er faktisk mine fans og følgere, som har bestemt, hvilke sange der skulle med på albummet. Så det er ikke nye sange, men de er indspillet i en liveversion.
Albummet repræsenterer alle livets facetter.

Læs også: Cæcilie Norby: - Det er vigtigt med selvironi

Hvad betyder dine fans for dig?
– Jeg har bygget min karriere op på at tage ud og spille og har derfor været dybt afhængig af, at folk ville komme og lytte til mig. I begyndelsen var det nogle gange kun to-tre personer. Men så kom de igen og havde venner med. De blev ambassadører for mig. Jeg bruger meget tid på at snakke med mine fans efter koncerter, og når de skriver til mig. Jeg har selv været meget åben om de udfordringer, jeg har haft i livet, så folk føler, de kan snakke med mig. Det ansvar tager jeg på mig, for det giver mening til mit liv.

Hvordan kobler du af?
– Sandheden er, at mit band også er mine bedste venner, og når jeg er sammen med dem, så slapper jeg af. Jeg kobler også af, når jeg er sammen med børn, for man bliver tvunget til at være i nuet, tage det hele ind og lege. Jeg kan virkelig godt lide at lege.

Hvilke værdier vil du gerne give videre til din søn?
– Han har faktisk lært mig en værdi. Han er virkelig opmærksom på folk, der har det svært. Han søger dem og tvinger mig til at tale med dem. Så det vil jeg blive ved med at dyrke med ham. Empati og ansvar for hinanden som mennesker. Vi skal ikke være så bange for at sige hej til hinanden.

Har du et godt barndomsminde?
– Jeg elskede tourlivet med min far. I hvert fald inden sprutten blev åbnet, hvor alle var glade og tændte. Jeg har også mange gode minder fra Samsø, og Jesper og jeg valgte faktisk at blive gift derovre.

Læs også: Lisbeth Østergaard: - Blomkål kan gemmes i mange retter

Har du et forbillede?
– Jeg er meget glad for Nick Cave. Han er ligesom mig blevet clean. Tidligere havde jeg selv et billede af, at man som kunstner skulle være lidt påvirket for at kunne skrive gode sange, men Nick Cave har efter min mening skrevet nogle af sine bedste sange ædru, og det har betydet meget for mig efter nok 10 års afhængighed.

Hvornår er du stolt af dig selv?
– Når jeg føler, jeg er noget for andre.

Mathilde Falchsblå bog

Født: 30. december 1989, Søborg
Stillling: Sanger og sangskriver
Bopæl: Birkerød
Familie: Gift med komiker Jesper Juhl og mor til sønnen Leo på to år

Læs mere på mathildefalch.dk