Peter har ramt plet på arbejdsmarkedet

– Hej. Har det været en god lur? spørger Peter Finsen, mens han hjælper en af plejecenterets beboere op af sengen.

Ikke alle er lige friske efter en lur, men når den 23-årige SOSU-assistent træder ind ad døren med sit gode humør, er det svært ikke at finde et smil frem. For det er det, Peter kan. Han gør folk i godt humør.

Peter opbygger tætte forhold

Peter arbejder på Plejecenteret Vindeby Pilevej i Svendborg, hvor der er gæsteboliger til rådighed for ældre borgere, der har brug for genoptræning efter et ophold på sygehuset, skal aflastes fra raske ægtefæller eller er døende. Beboerne er der altså ikke i længere perioder, og derfor kan det være svært at få opbygget et tæt forhold til dem. Men Peter formår at gøre det.

Alle har en historie at fortælle

– Alle mennesker har en historie at fortælle, og hvis man lige sætter sig ned og hører efter, finder man hurtigt ud af det. Det er vigtigt, at vi taler sammen, så det ikke bare bliver sådan et job, hvor jeg kun er der af praktiske årsager.

Sommetider er det også vigtigt bare at være til stede. Så mindst en gang om ugen bliver den gamle film ''Flådens Friske Fyre'' sat på – for samværets skyld.

– Det er på en måde praktisk, at beboerne nogle gange kan have svært ved at huske ting, for så husker de nemlig heller ikke, at vi så den for tre dage siden. Jeg ser den gerne flere gange om ugen, for det er min yndlingsfilm, fortæller Peter med et smil. Måske derfor er han også den eneste, der snakker under filmen, for han kan alle replikkerne.

Drømmen var at gøre en forskel

Peter har altid vidst, han ville noget med mennesker, når han blev voksen. I folkeskolen kom han i praktik i en børnehave, men han følte ikke, at det var der, han kunne gøre den forskel, han så gerne ville.

– Det var svært at få den personlige forbindelse til børnene, og den vil jeg gerne have med de mennesker, jeg arbejder med.

En atypisk praktikplads

Men endnu en uges praktik ventede, og selv om det var usædvanligt med unge drenge på plejehjem, tænkte Peter, at det ville han også gerne prøve.

– Der kunne jeg bare mærke med det samme, at jeg havde ramt rigtigt. Det var det, jeg skulle. Hele den uge jeg var i praktik, var jeg glad for at møde ind, for jeg kunne mærke, jeg gjorde en forskel.

Læs også: Sanne elsker at passe grise

Vejen til drømmejobbet

Efter 10. klasse søgte Peter så ind på SOSU-hjælperuddannelsen og blev en af blot fire drenge på skolen. Han blev færdig som 17-årig, hvorefter han måtte tage et år som nattevagt på et plejehjem, inden han var gammel nok til at starte på SOSU-assistentuddannelsen. Da han var 20, stod han med eksamensbeviset i hænderne og var klar til arbejdsmarkedet.

Den dag, vi møder Peter, er det præcis tre år siden, han havde sin første arbejdsdag på Vindeby Pilevej.

Læs også: Rigtige kvinder har mange boremaskiner

Familien er tæt på i hverdagen

Peter er ikke den eneste Finsen, der arbejder på plejecentret i Svendborg. Hans bonusmor har arbejdet her i mange år, og de seneste ti år har hans far også været ansat på stedet.

– Så det var jo et sted, jeg havde hørt meget godt om, fortæller Peter.

Forlovet med kollega

Men der er endnu en person, der arbejder der, som er ganske særlig for Peter – måske endda lidt vigtigere end både far og bonusmor. For igennem arbejdet har Peter mødt Tittina, som han er forlovet med i dag.

– Hun stod jo bare der og var så smuk og sød, hver gang jeg så hende på gangene, siger han.

De to havde aldrig vagter samtidig, men de stødte alligevel af og til ind i hinanden, og med små skridt blev det til den store kærlighed, og for en måned siden faldt Peter på knæ og spurgte, om hun ville gifte sig med ham.

– Det ville hun heldigvis gerne, siger Peter med et kæmpe smil og kysser forsigtigt Tittina farvel, inden hun smutter hjem fra sin morgenvagt.

Læs også: Vores venskab blev til kærlighed og familie

Indstillet til pris

For det er vigtigt for Peter, at forholdet ikke fjerner fokus fra arbejdet. Det er beboerne, han er der for, når han er på arbejde, og det er også noget, hans kolleger bemærker. Karen Charlotte Rasmussen er en af dem, der har lagt særligt mærke til Peters indsats, og hun indstillede ham derfor til Arbejdsglædens Pris.

– Peter er både herlig og ærlig. Det er dejligt med sådan en kollega, fortæller hun.

– Han er ikke som mange andre 23-årige fyre. Han tør skabe relationer til mennesker, der ikke er som ham selv. Han tør tage svære samtaler med folk, og når han er på arbejde, tilsidesætter han helt sine egne behov.

Hun kigger på Peter, der bliver en smule genert af alt den ros.

– Jeg gør jo bare mit arbejde, siger Peter. – Jeg er her otte timer om dagen, beboerne er her 24 timer. Så jeg vil gerne sørge for, at de otte timer med mig er gode.

Samtaler er vigtige

Går man en tur i fællesrummene på plejecenteret, kan man også tydeligt mærke, at beboerne er glade for Peter. I gæsteboligerne er de på korte visit, men alligevel formår han at knytte et bånd til de fleste beboere. Mange hilser på ham, og når han ikke er der, spørger de efter ham.

– Samtaler er vigtige. Man lærer hinanden at kende, og det er vigtigt for, at de føler sig tilpas. Når jeg tager mig tid til at sidde og snakke lidt, får jeg også en masse med selv. F.eks. har jeg fået alverdens husråd i de tre år, jeg har arbejdet her, siger Peter, mens han smågriner.

Gode stunder betyder alt

Ikke alle dage er lige gode, når man bor eller har et kortere ophold på et plejecenter, men så må man skabe gode timer eller øjeblikke. Også når situationerne er svære. Det har Peter også oplevet med en beboer i 90’erne, der ikke havde meget mere at give af.

– Når man står for døden, får man ofte en opblomstring lige inden, har jeg erfaret. Hende her havde været dårlig, lige siden hun kom. Hun lå bare på værelset og hverken kunne eller ville noget. Men en dag, jeg havde vagt, var hun lidt mere frisk, end hun ellers havde været, og så tænkte jeg, at jeg skulle give hende en rigtig god dag.

Han tog hende med på en lille tur i haven, hvor de plukkede blomster, snakkede og sprang frokosten over for i stedet at spise is i solen.

– Det var et af de tidspunkter, jeg kunne mærke, at mit job er vigtigt. For jeg gjorde noget for hende her, så en af hendes sidste dage skulle blive gode. Jeg gik hjem fra arbejde klokken 14 og fik at vide, at hun gik bort klokken 15. Jeg fik en kæmpe klump i maven, men var samtidig også glad for at vide, at hendes sidste dag blev bedre end mange andre. Det er noget af det, mit job kan.