Min mand og jeg har i mange år holdt nytårsaften sammen med nogle gamle venner, ja, helt tilbage fra da vores børn var små – de er nu flyttet hjemmefra.
Oprindeligt var vi fire par, de seneste tre år har vi været to par og en fraskilt veninde. Det er hendes tur til at holde nytår i år. Men de seneste gange har det faktisk ikke været særlig hyggeligt.
Den fraskilte bliver fuld og flæbende og brokker sig over sin eksmand. Det andet par bliver sure og begynder tit at skændes om, hvad vi skal se i tv. Men vi får god mad og vin, og det er jo en tradition.
På vejen, hvor min mand og jeg bor, er flyttet to nye par ind, og der er opstået et nyt fællesskab, efter at vi har grillet sammen nogle gange i sommer.
Nu har de nye på vejen fundet på, at vi skal lave fælles nytårsfest, og det har vi helt ærligt meget mere lyst til end de gamle venner.
Vi skulle som nævnt være hos den fraskilte i år, hun er flyttet, og transport hjem derfra er også temmelig bøvlet. Taxa nytårsaften er jo stort set umuligt, men hun har flere gange talt om, hvor meget hun glæder sig til, at vi skal ses.
Kan vi være bekendt at aflyse og sige, at vi synes, den tradition må stoppe nu?
M.L.
Man kan jo godt tillade sig at rykke sig i livet – også socialt. Men de døre, man lukker bag sig, skal man sørge for at lukke ordentligt.
Hvis I melder fra, så kræver det en ordentlig forklaring. Der er ikke noget værre end at sidde tilbage med fornemmelsen af at blive valgt fra, fordi der er noget mere spædende i sigte.
Udgangspunktet for aflysningen må være en ærlig udmelding om, at I har lyst til at prøve noget nyt en nytårsaften. Relationer kan udspille sig, og nye kan opstå, men vi skal stadig respektere de mennesker, vi har kendt og nu måske forlader.
Hvis I skal aflyse nytårsaften i år, så er det i det sekund, du læser dette svar.
Veninden, som skal holde middagen, skal have mulighed for at lægge andre planer. Ved du, om det andet par stadig kommer?
I bliver nok upopulære, hvis I melder afbud. Det skal I være klar over, og I skal være parate til at stå på mål for jeres beslutning.
Så mit svar til jer er, ja, I kan godt tillade jer at ændre planer, men det kræver, at I åbent og ærligt fortæller, at I føler, det er på tide at rykke jer, og at I er klar til at tage konsekvenserne af jeres afbud.
Godt nytår, når den tid kommer.
Bedste hilsner fra Puk