Jeg tilgav min krænker

Lotte lægger sin hånd på den hvide dyne. Under den ligger den mand, der for år tilbage misbrugte hende. Men det er hverken vrede eller hævn, der fylder den 38-årige kvinde, da hun kigger på hans afkræftede krop i hospitalssengen. Længslen efter at få vristet sig fri af den offerrolle, som hun så længe har båret på, er meget stærkere.

– Det, du gjorde ved mig, var forkert. Du tog det fineste fra mig, og jeg kommet for at tage det tilbage, siger hun.

Han spærrer øjnene op, da han ser hende. Kroppen er for svækket til hverken at tale eller bevæge sig, men blikket er fyldt med frygt.

LÆS OGSÅ: Nina elsker sin demente mand: Vi kan stadig danse

– Jeg tilgiver dig. Ikke for din skyld, men for min egen, siger Lotte, der med det samme kunne mærke følelsen af lethed i kroppen.

– Det var, som om vores roller blev opløst den dag. Pludselig var han ikke det forfærdelige menneske mere. Han var bare en gammel, syg mand, og selv om jeg tilgav ham for min egen skyld, tror jeg, vi begge fik fred, fortæller 54-årige Lotte Arnsbjerg, der fik sit gennembrud i tv-serien ”Strisser på Samsø” i 1997.

Utryg barndom

Når Lotte skruer tiden tilbage til barndommen, er de første minder fra den lille sandkasse i haven i Birkerød, hvor træer og dyr udgjorde hendes magiske univers, som hun forsvandt ind i.

Hun kunne sidde i flere timer og snakke med grene, skyer og træer, hvilket blev hendes frirum, da hendes mors alkoholmisbrug senere blev en del af hverdagen.

Utrygheden hang som en dyne over hjemmet, og hun fandt ofte flasker gemt rundt i huset, men følelsen, at hun skulle passe på sin mor, husker hun stadig.

– Dengang snakkede man ikke om, hvordan man havde det. Jeg var dog et ret sensitivt barn, så jeg mærkede hurtigt, hvilke sindsstemninger der var omkring mig, husker Lotte, der heller ikke fortalte, hvordan hun blev mobbet i skolen, eller at to drenge en dag trak bukserne af hende og puttede modellervoks i hendes numse. I stedet lod hun som ingenting, når hun igen var hjemme fra skolen.

LÆS OGSÅ: Vores mor er bare den sejeste

Som teenageårene nærmede sig, begyndte Lotte at blive konfliktsøgende.

Den før så stille pige begyndte at provokere både lærere og familie. Hun fandt sig ikke i noget og gjorde ofte oprør og endte med at blive smidt ud af flere skoler.

Da hun blev seksuelt aktiv, følte hun sig fuld af skam. Men det var der ingen, der bemærkede, for udadtil opførte hun sig som en stærk pige.

– Jeg kendte ikke mine egne grænser, så jeg lod, som om jeg gerne ville. De fik, hvad de ville have. Men inderst inde følte jeg mig beskidt, og jeg nød det ikke, forklarer Lotte, der dog aldrig slap sin kreative side og lysten til at udtrykke sig.

Derfor søgte hun ind på skuespillerskolen i Odense, og drømmen om at udtrykke sig tog form.

Men sideløbende og indvendigt blev hun hele tiden konfronteret med, at hun var anderledes.

– Jeg kunne begynde på et job med stor entusiasme, men alligevel kunne det gå i en forkert retning, for noget i mig ville væk. Det var jo slet ikke sådan, jeg havde lyst til at være. Jeg har altid været enormt passioneret og interesseret i mennesker, så jeg ville så gerne til bunds i, hvad det handlede om, fortæller Lotte, der begyndte hos forskellige alternative behandlere.

Mødt af tavshed

Men da hun som 25-årig begyndte hos en terapeut, faldt brikkerne langsomt på plads.

Under et terapiforløb med blandt andet hypnose blev der pludselig åbnet op for minder, som havde været fortrængt siden barndommen.

Hun så sig selv siddende i et badeværelse. Så fliserne på væggen, og hun kunne fornemme en kvælningsfornemmelse. Lyden af et åndedrag prægede lydtapetet, og efter et stykke tid så hun også ansigtet på en mand, hun kendte. Han var en ven af familien, og da de samlede minderne som puslespilsbrikker, stod det klart, at Lotte havde været udsat for flere overgreb, fra hun var omkring fire år og et par år frem.

– Da jeg fandt ud af, at jeg var blevet misbrugt, gav det hele pludselig mening. Det var jo forfærdeligt, at en voksen mand, jeg kendte, kunne gøre sådan noget mod et lille barn, men samtidig var jeg enormt lettet. Det gav mig en forklaring på, hvorfor jeg altid var drevet af, hvad andre havde lyst til. Ikke hvad jeg selv havde behov for. Jeg vidste jo slet ikke, hvor min egen grænse var, forklarer Lotte, der med den nye indsigt skyndte sig hjem til sine forældre.

Mens familien var samlet om spisebordet, fortalte Lotte, hvad der var sket, og at de mange år med konfliktsøgende adfærd endelig gav mening.

Men håbet om at blive mødt med forståelse faldt til jorden. Hendes beretning blev mødt med tavshed, og det eneste, man kunne høre, var lyden af bestikket, som blev lagt ned ved siden af tallerkenen.

Slut med at være offer

– Jeg blev enormt ked af det, for jeg havde stort behov for, at de anerkendte, hvad der var sket. Måske vidste de ikke, hvordan de skulle tackle det, eller måske troede de ikke på mig. Men vi snakkede aldrig om det igen, fortæller Lotte, der fortsatte sit liv.

Hun blev gift og fik en datter. Da hun som 38-årig kontaktede en terapeut, fordi hun havde knas i ægteskabet, blev hun igen konfronteret med den dystre fortid.

– Hun ville have mig til at opsøge min krænker for at tilgive ham. I begyndelsen kunne jeg slet ikke forstå, hvad det skulle gøre godt for. Jeg følte jo, at jeg var videre. Men alligevel kunne jeg godt se, at jeg stadig betragtede mig selv som et offer, forklarer Lotte, der kort tid efter tog på hospitalet, hvor han var indlagt.

– Han døde, 20 minutter efter at jeg forlod hospitalet, fortæller Lotte, der i den efterfølgende tid kunne se, hvordan hendes adfærd forandrede sig.

Hun blev mere rolig og følte ikke længere behov for at flygte fra forskellige situationer.

Når hun var sammen med sin mand, kunne hun mærke sig selv igen og endelig nyde det. Skammen og følelsen af at være beskidt var blevet mindre, og hun vidste nu, at der var en vej. At kroppen kunne slippe det forfærdelige.

Men hun vidste også, at det var en proces, og at den eneste, der kunne gå vejen, var hende selv.

Tal om det

I køkkenet i det farverige hus i det nordvestlige København ser Lotte Arnsbjerg ikke tilbage på sit liv fyldt med sorg og fortrydelse. Tværtimod. I stedet fandt hun efterfølgende ud af, at hendes personlige historie var fyldt med ressourcer, som kunne give hende en dybere indsigt i sig selv.

– Jeg er ikke den stakkels pige, der er blevet misbrugt. Jeg er meget mere end det, og det hele har åbnet nogle muligheder i mit liv, som jeg ikke ville have, hvis det her ikke var sket. Det er faktisk gået hen og blevet mit livsværk, forklarer Lotte, der har stiftet organisationen The Art of Transformation, hvor man behandler tabuiserede emner gennem kunstnerisk udfoldelse.

Netop nu er hun i gang med forestillingen ”Pigen under vandet”, baseret på hendes personlige historie om overgreb i barndommen. Det er især fokus på menneskets evne til at frigøre sig fra traumet og nyde det liv, der venter på en, når man formår at træde ud af offerrollen.

For Lotte har det vigtigste nemlig været at løsrive sig fra den rolle, og hun opfordrer andre med traumer i barndommen til at åbne op om det.

– Når man snakker om det, finder man ud af, at man ikke er den eneste. Skammen forsvinder lige så stille, og på den anden side er der et fantastisk liv. Det må man ikke gå glip af.